Gravurne med ansigtsdekoration fra Vesterby på Langeland. Normalt var gravurnerne udekorerede – man anvendte oftest almindelige lerkar fra husholdningen.

.

Offerhenlæggelse fra den sidste halvdel af bronzealderen bestående af kvindesmykker, udgravet ved Budsene på Møn. I et vandførende lag var nedgravet en udhulet ellestamme, der havde tjent som brønd. Her var nedlagt tre bæltesmykker og tre spiralarmringe samt talrige knogler af husdyr.

.

Offerhenlæggelse fra Holbæk Slots Ladegård på Sjælland. Denne store samling bronzer, som både omfatter våben og smykker, er et af de sidste eksempler på de rige offerhenlæggelser fra bronzealderen. Det er nedlagt i det 6. århundrede f.Kr. Efter den tid var det fortrinsvis enkeltgenstande, der blev ofret i landets vådområder.

.

Ofringer af kostbarheder som våben, bronzesmykker og kultredskaber i de fugtige engdrag, moser og andet utilgængeligt terræn, som omgav bebyggelsen, var en skik, som oldtidsbefolkningen havde udøvet lige siden det første metal kom til landet. Ja, skikken havde rødder langt tilbage i bondestenalderen, hvor det først og fremmest var pragtøkser af flint, der var ofret.

Dette umådeholdne forbrug af kostbarheder kan kun understrege den betydning, man tillagde disse symboler på autoritet og social status. Det er da naturligt, at efterhånden som anvendelsen af bronze som statussymbol svandt i gravkulten, så steg forbruget af bronze tilsvarende i andre sammenhænge, først og fremmest i offerhenlæggelserne.

Vi kender fra hele bronzealderen henved 350 offerfund af to eller flere bronzegenstande. Hertil kommer et meget større antal enkeltgenstande, først og fremmest våben, smykker og redskaber. Af disse mange offerfund stammer henved tre fjerdedele fra den yngre bronzealder, dvs. fra den tid, hvor gravritualerne ikke længere foreskrev så stort et forbrug af bronze.

Bronzens rolle i samfundssystemet var nemlig ikke på nogen måde blevet mindsket. Fortsat var elitens evne til at tilvejebringe og senere at forbruge det sjældne råstof i forskellige sammenhænge, offerritualerne bl.a., altafgørende for at man kunne opretholde den gældende samfundsorden.

Tilførslerne af bronze til landet havde naturligvis også betydning for, hvor meget man var i stand til at investere i de rituelle ofre. I den yngre bronzealders første par århundreder var de ikke så rige. Det mærkes på mængden og kvaliteten af de ofrede genstande. Omkring 800 f.Kr. flød tilførslerne mere rigeligt. Offerhenlæggelserne blev derfor også talrigere og rummede flere kvalitetsprodukter. I bronzealderens slutningsafsnit, hvor metalmængderne igen svandt ind, faldt antallet af ofringer betydeligt for til sidst helt at ophøre.

Den yngre bronzealders offerhenlæggelser prægedes af visse faste regler. Det er de samme typer af genstande, der går igen og igen. Også hvad selve henlæggelsesstedet angik, fulgte man bestemte normer. Det kunne være ved store sten ude i naturen. Men først og fremmest foretrak man de talrige vådområder, som overalt omgav bosættelsen: søer, åer, enge, moser eller andet sumpet terræn. Mere end halvdelen af fundene er gjort under sådanne omstændigheder.

Forkærligheden for vandførende steder er blevet taget som udtryk for, at ofringerne var beregnet for særlige vandguddomme. Om de religiøse motiver der lå bag henlæggelserne, er vi imidlertid dårligt underrettet. Det er f.eks. meget sjældent, at fundene giver et fingerpeg om, hvad det var for ceremonielle handlinger, der foregik i forbindelse med henlæggelserne. Derved er vi også afskåret fra at vurdere, hvad det var for religiøse ideer, der lå bag. Vore slutninger må udgå fra genstandene selv og de forestillinger, vi kan danne os om bronzens symbolske rolle.

Offerhenlæggelserne indeholder et repræsentativt udvalg af de våben, redskaber og smykkeformer, der var i brug i perioden. Mens det i den ældre bronzealder navnlig havde været mandens våben og redskaber, så ændredes offerfundenes indhold nu, og det blev f.eks. almindeligt at ofre hele smykkesæt: hængekar, bæltesmykke, halsring, armspiraler og fibula. Ofte mangler én eller flere genstande dog, for at smykkesættet kan siges at være fuldstændigt. Eller der kan være tale om dele fra flere forskellige kvinders smykkesæt.

Våbenofre bestående af sværd og spydspids eller blot et eller to sværd er også ret almindelige. Men det er tydeligt, at kvindesagerne nu indtager en langt vigtigere plads i offerhenlæggelserne, end de havde gjort tidligere. Den omhu og de metalmængder, der i almindelighed ofres på kvindesmykkerne, peger i samme retning. Alt dette står i en vis modsætning til den tydelige mandlige dominans, der var tale om, når det drejede sig om importsager fra områderne sydpå.

Som vi så, bestod udvalget af genstande, der kom til landet udefra, fortrinsvis af våben, redskaber og kultgenstande, der tilhørte den mandlige sfære. De mere fjerntrækkende kontakter til navnlig områderne syd for Østersøen synes at have været styret af mænd, mens kvindelige genstande har spillet en langt større rolle i offerritualerne på det lokale plan. Man kan f.eks. forestille sig, at det er bortgiftning af kvinder i alliancepolitikken imellem lokalområderne, der her tegner sig i de arkæologiske fund.

Rigdommen i ofringerne kulminerede omkring 800 f. Kr. Det gjaldt både henlæggelserne af flere genstande og af enkeltting.

Men i perioden derefter, dvs. de sidste to århundreder inden jernalderens begyndelse, skifter offergaverne karakter. Det er nu fortrinsvis enkeltgenstande, der bliver ofret. Det kan være nåle, armringe eller halsringe, de sidste ofres dog gerne parvis. Det kvindelige præg i nedlæggelserne synes altså at styrkes, samtidig med at genstande, der har tilhørt mænd, næsten helt forsvinder fra offerriterne.

Foruden mands- og kvindesagerne er der endnu en gruppe af ofrede genstande, som spiller en iøjnefaldende rolle i den yngre bronzealder. Det er lurer, guldskåle, hamrede bronzekar, skjolde, hjelme, kultøkser, seletøjsudstyr, vogndele og små figurer, altsammen ting, som har været brugt i bronzealdermenneskenes kultiske ceremonier.

Nogle af dem har allerede været omtalt, fordi de var genstande af fremmed oprindelse. Men de var af en så særegen karakter, at de indgik på linie med de bronzegenstande, man selv fremstillede herhjemme. Alle må de imidlertid have haft deres plads i de kultiske ceremonier. Og i dem giver bronzealderens ejendommelige billedverden os et lille indblik. Lad os da for et øjeblik vende blikket mod dem.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Offerritualerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig