Gravurne udformet som et hus, fra Rørbæk i Himmerland.

.

Disse gådefulde hænder, måske et værn om gravfreden, blev fundet tæt ved sydgavlen af en stor, firkantet bygning fra bronzealderen, udgravet ved Sandagergård i Horns herred på Sjælland. Bygningen, som var 18 m lang og 7 m bred, var anlagt oven på nogle brandgrave fra tiden omkring 1000 f.Kr. At der var tale om et kulthus er der næppe tvivl om. Religiøse ceremonier med tilknytning til de dødes gravlæggelse er sandsynligvis foregået her, men ellers er kulthuse stort set et uudforsket kapitel af bronzealderens historie. Huset med helleristningsstenene og brandgravene ved Sandagergård er endnu det eneste kendte i Danmark, men fra Sydsverige kendes lignende anlæg.

.

Den ligbrændingsskik, som var blevet enerådende siden slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., havde efterhånden sløret billedet af bronzealdermenneskenes dødekult. Tidligere havde egekistegravene givet os et væld af viden om datidens mennesker, men igennem hele det sidste årtusinde f.Kr., dvs. i den yngre bronzealder og den førromerske jernalder, kender vi ikke et eneste tilfælde af grave med ubrændte lig fra det danske område.

Overalt var den gældende norm nu ligbrænding. Også hvad angik brugen af gravgaver, var der sket ændringer. Rigt gravudstyr indgik kun undtagelsesvis i selve gravlæggelsen. Den måde, hvorpå samfundets elite markerede sig i dødekulten og offerriterne havde fuldstændig skiftet karakter.

Denne ændring af den rituelle praksis satte allerede ind i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. Byggeriet af storhøjene ophørte næsten helt, og i stedet var det mere beskedne gravanlæg, som nu opførtes til de døde. To begravelsesformer var fremherskende. Den døde kunne efter ligbrændingen blive begravet i siden af en ældre gravhøj. Eller man byggede over selve graven en lille gravhøj, sjældent mere end 1-1 1/2 m høj og med en diameter på højst 10 m. Småhøjene anlagde man undertiden mange sammen på regulære gravpladser.

Almindeligst var gravlæggelserne i de ældre høje. Man kalder dem sekundærbegravelser. Når ligbålets flammer havde fortæret den døde, samlede man de brændte ben sammen og lagde dem i en urne. Som regel var der tale om lerkar som dem man brugte i den daglige husholdning: mindre forrådskar, som ofte blev dækket af en skål.

Det kunne dog også være egentlige gravurner. Her lagde man foruden de brændte ben også nogle få af den dødes ejendele: en nål, en ragekniv, en pincet eller en bronzering. Det var sikkert genstande, som havde en symbolsk betydning, og hvis mængde og kvalitet sagde noget om den status, den døde havde haft i levende live.

Det var ikke altid, man brugte et lerkar som beholder for de brændte ben. Æsker af træ eller bark kunne også komme på tale, eller man svøbte måske blot de brændte ben ind i et stykke klæde. Nedgravningen af graven i højsiden foregik ved at man opbyggede en lille stenkiste omkring den dødes rester eller pakkede sten omkring urnen.

Set i det lange perspektiv blev ligbrændingsformen med tiden mere og mere konsekvent. Tidligt i den yngre bronzealder var der endnu mange træk bevaret fra jordfæstegravskikken. Stenkisten kunne undertiden være næsten mandslang og rumme gravgaver, der ikke adskilte sig så meget fra, hvad man så i den ældre bronzealder. Men tendensen var klar: antallet af gravgaver og omfanget af selve begravelsen indskrænkedes.

Efterhånden blev der også tale om simple brandgruber. De brændte ben blev ikke mere renset, men samledes med resterne fra ligbålet i en lille grube i jorden. Med tiden skete det også, at gravgaverne kom med på ligbålet og blev ødelagt af ilden, sådan som vi f.eks. så det i den ene høvdingebegravelse fra Lusehøj på Sydvestfyn.

Ikke blot i Danmark men over hele det europæiske kontinent kunne man se de samme ændringer af gravskikken. Også på det punkt tog de nordiske bronzealderfolk del i den idé- og tankeverden, som var fremherskende længere sydpå.

Begravelser under små gravhøje var også almindelige i den yngre bronzealder. Denne gravform er kendt fra hele landet. Men gravhøjene er så små, at de altid har stået i fare for at blive nedpløjet. I det omfang, vi kender småhøjene, viser de en tendens til at samle sig til små gravpladser.

Og de foregriber derved det fænomen, som bliver så tydeligt med jernalderens begyndelse: at der til hver bosættelse hørte en gravplads, hvor samtlige landsbyens beboere blev gravlagt. Med deres sparsomt udstyrede grave ligner småhøjene fra bronzealderen også dem, man finder århundreder senere, f.eks. på den førromerske jernalders tuegravpladser, se foto.

Beskedne var disse grave. Ensformige virker de med deres enkle lerkar og få gravgaver. Og så var der alligevel undtagelser som f.eks. den mægtige Lusehøj, der som fortalt rummede de to rigeste grave, vi overhovedet kender fra perioden. I enkelte tilfælde er der altså fremstået slægter, som i kraft af deres rigdom og politiske magt har villet markere sig tydeligt i forhold til flertallet. Lusehøj er et af de få kendte eksempler.

Men der er næppe tvivl om, at når man i fremtiden får lokaliseret den yngre bronzealders rigdomscentre bedre, så vil tilsvarende stormandsgrave også dukke op andetsteds. De vil dog fortsat udgøre undtagelsen. Rigdom og høj samfundsmæssig status blev i den yngre bronzealder demonstreret på anden måde end tidligere: først og fremmest ved de rige offerritualer, som vi nu skal vende blikket imod.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De dødes grave.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig