Kvindelig akrobatfigur fra Grevensvænge på Sjælland.

.

Knælende mandsfigur fra Grevensvænge på Sjælland.

.

Tegning af Grevensvængefundet udført omkring 1780 af en bibliotekar på Det kgl. Bibliotek, Christian Brandt. Tegningen og teksten på denne viser, at fundet oprindelig omfattede tre akrobatfigurer, en stående kvindefigur og to øksebærende, knælende mænd. Af disse er nu kun den ene akrobatfigur og en knælende mand bevaret.

.

Helleristning af skib og akrobat fra Sotetorp i Tanum, Bohuslen. Sammenlign med akrobatfiguren fra Grevensvænge på Sjælland.

.

Helleristningsbilleder af mænd, der bærer skibe, fra Östergötland og Bohuslen i Sverige. Måske er de miniaturemodeller af skibe med figurer af den slags, som blev fundet i Fårdal og Grevensvænge.

.

Ragekniv af bronze fra Vestrup i Himmerland. På knivens blad ses en lille figurfremstilling, hvis enkelte dele genkendes fra fundene af småstatuetter fra bl.a. Grevensvænge og Fårdal.

.
.

Bronzehjelmene fra Veksø Mose på Sjælland. Hjelmene blev fundet ved tørvegravning i 1942, og de var oprindelig hensat i mosen på en træplade. Nogle få lerkarskår fra bronzealderen fandtes også samme sted. Ellers var der intet, der kunne fortælle om, under hvilke omstændigheder de to ejendommelige hjelme var sat ud i mosen. Herved ligner fundet i øvrigt de hundreder af andre offerhenlæggelser fra bronzealderen: fundomstændighederne røber så at sige aldrig noget om de ceremonier og ritualer, der må være foregået i forbindelse med ofringerne.

.

Helleristning af skib med økselignende figur fra Bohuslen i Sverige.

.

Bronzefigurerne fra Fårdal anbragt på et „helleristningsskib” i lighed med fremstillingen på Vestrupragekniven.

.

Nærbillede af et menneskehoved på et beslag til en mankestol, fundet ved Fogdarp i Skåne. Hovedet er kun 3 cm stort, men udformningen af øjnene, krogen i panden og de to svungne horn leder tanken hen på Veksøhjelmene. Fundet rummede endnu et beslag til en mankestol. Dette var dog meget itubrudt, men efter alt at dømme havde det været udsmykket med to kvindehoveder.

.

Helleristning af lurblæsere fra Kalleby i Bohuslen, Sverige.

.

Lille bronzefigur udført som håndtaget på en kniv, fundet ved Itzehoe i Holsten. Kvinden holder foran sig et drikkekar.

.

Lur fra Tellerup på Fyn fundet sammen med en lignende i en mose i 1808. Luren er stemt i D og er en af de bedst bevarede danske lurer.

.

For mere end 200 år siden fandt man ved Grevensvænge ved Næstved en lille samling ejendommelige bronzeskulpturer. Det var tre små kvindelige akrobatfigurer iført snoreskørt, en stående kvindefigur med den ene hånd udstrakt og den anden anbragt foran på brystet, og endelig to siddende mandsfigurer, et tvillingepar med hornede hjelme, med en økse i den ene hånd og den anden holdt imod brystet.

Alle figurerne var forsynet med tappe, så de kunne fastgøres til en holder af en eller anden art. Grevensvængefigurerne led en trist skæbne. Kun to af dem er i dag bevaret, men på en tegning fra 1779 kan man danne sig et ret nøjagtigt indtryk af deres oprindelige udseende.

Den slags figurfremstillinger fra den yngre bronzealder er ikke helt sjældne i Danmark. Ved Fårdal nær Viborg har man fundet en meget rig offernedlæggelse af kvindesmykker og sammen med dem nogle små bronzefigurer, ligesom Grevensvængefigurerne med tappe til fastgørelse.

Der var tale om tre dyrehoveder, de to enkelte og det tredje dobbelt. Imellem halsene på det dobbelte dyrehoved sad en lille fugl. Desuden fandt man en lille figur af en siddende kvinde med den ene hånd hævet og den anden anbragt foran på brystet samt en ejendommelig slangefigur med hestelignende hoved.

De små figurer havde tydeligvis været dele af en samlet helhed. Hvad denne kan have været, får man et indtryk af fra et billede på en lille ragekniv fundet i en grav ved Vestrup i Jylland. Ragekniven bærer på den ene side en lille indpunslet billedfremstilling.

Man ser tre motiver: en solskive, der trækkes af et hestelignende væsen, en stående figur, sandsynligvis en kvinde, som i en lang dobbeltline holder et slangelignende væsen og endelig et skib med dyrehoveder for og agter. I skibet sidder to hornede figurer med økser i hænderne.

Den hestetrukne sol på Vestrupragekniven er et velkendt motiv. Det er solvognen, som vi kender fra Trundholm Mose, næsten et halvt årtusinde ældre end Vestruprageknivens billede. Dette religiøse symbol var altså fortsat i brug i den yngre bronzealder.

Også de øvrige motiver er velkendte. Kvindefiguren, der holder en line med et slangelignende væsen, svarer til dem, vi kender fra både Fårdal- og Grevensvængefundene. Og selve slangen fandt man jo også i Fårdalfundet. De to mærkelige øksebærende figurer er også de samme som dem, vi kender fra Grevensvænge.

Økserne og de hornede hjelme går igen på begge fremstillingerne, og Vestrupfigurernes havfruelignende „hale” må være et forsøg på at vise den knælende stilling, Grevensvængefigurerne indtager. Om dyrefigurerne, som pryder skibets for- og agterstævne, er der ikke megen tvivl: de må svare til de hornede dyr fra Fårdalfundet.

Vestrupragekniven fortæller noget om den oprindelige mening med figurerne fra Fårdal og Grevensvænge. De må have indgået i mere eller mindre faste kombinationer og da de alle er forsynede med tappe, er det ikke et urimeligt forslag, man har bragt: at det, de har siddet på, skulle være et skib, som man netop ser det på Vestrupragekniven. Hvordan skibet eller skibsmodellen i detaljerne har været udformet er naturligvis usikkert. Men et „helleristningsskib” har været brugt til at illustrere tanken.

De mange billedelementer er hermed samlet til noget af en helhed. Figurerne kan tænkes at have indgået i små modelfremstillinger af kultiske scener, som skildrede myter af den slags, som må have været kendt over store dele af det sydskandinaviske område. I samme retning peger også det forhold, at flere af billedelementerne genfindes på de sydskandinaviske helleristninger.

Her er variationsrigdommen ganske vist større, men man kan i helleristningernes billedverden bl.a. finde fremstillinger af mænd, der bærer skibe frem. Det ligger da nær at antage, at det er kultmodeller i lighed med dem, vi netop har beskrevet.

Men småskulpturerne, billederne på bronzerne og helleristningerne er tilsyneladende ikke bare fremstillinger med et vist episk indhold. De viser sikkert også scener, som må have fundet sted i virkeligheden når man udførte begravelsesritualer eller afholdt kultiske fester, som knyttede sig til årstiden, vintersolhvervet eller høsten måske. For mange af detaljerne i de små billeder kender vi i fuld størrelse fra bronzealderens fund.

Tvillingeparret fra Grevensvænge, de siddende øksebærende mænd har f.eks. hornede hjelme, som umiddelbart leder tanken hen på de to bronzehjelme, man fandt i Veksø Mose mellem København og Frederikssund. Begge var de lavet af sammennittede halvdele. Ved hjælp af bøsninger var to lange horn fastnittet på hver hjelm.

Hen over hjelmens isse ligger et kraftigt, korsformet beslag, som dels bærer en ophøjet kam, dels to cylindriske fatninger, som kan have været brugt til at sætte fjer eller hårduske i. Forfra virker hjelmene skræmmende. To tomme øjenpar stirrer imod én, og imellem øjnene sidder en stor krog, som giver hjelmene en vis lighed med fuglemasker.

Også de økser, tvillingeparret fra Grevensvænge oprindelig holdt i hænderne, kender vi i fuld størrelse. Et særlig fornemt eksemplar stammer fra Nordsjælland, desværre fra ukendt findested (se foto). Øksen er 22 cm lang og hulstøbt. Ja, selv den dragtform, som er angivet på Grevensvængefigurerne, en art kjortel med tungeformede snipper, kender vi fra fundene. Det må have været en rituel dragt af samme udseende, som den der blev fundet i en rigt udstyret grav med mange magiske genstande ved Hvidegården nord for København, se illustration.

Det mærkelige puslespil er endnu langtfra lagt færdigt – og bliver det måske aldrig. Men gennem fundene kan man føje led efter led til en helhed, der viser, at der over store geografiske områder af Sydskandinavien må have bestået en indre sammenhæng mellem den yngre bronzealders rituelle udtryksformer. Ved Fogdarp i Skåne fandt man f.eks. for få år siden en rig offernedlæggelse af bl.a. seletøjsudstyr til to heste.

Til fundet hørte beslag til noget, der sandsynligvis har været mankestole – og på disse beslag sad to små støbte menneskehoveder, hvis udseende klart minder om Veksøhjelmene. Figurerne har snoede horn og en næblignende krog i panden. Øjnene har samme dramatiske udtryk som på de sjællandske hjelme.

Fogdarpfundet rummede også seletøjsplader og fragmenter af to lurer. Og hermed er de hornede tvillingefigurer knyttet til yderligere to grupper af rituelle genstande: vogne og lurer. Vognene har vi allerede stiftet bekendtskab med. De fremkom i rituelle sammenhænge både i den rige offerhenlæggelse i Egemosen på Sydvestfyn og i den fornemt udstyrede høvdingegrav i Lusehøj kun få kilometer derfra. Også i andre af den yngre bronzealders rigdomscentre har man fundet hesteudstyr fra lette vogne med et forspand af to heste.

Brugen af sådanne køretøjer var en skik man delte med befolkningsgrupperne i zonen syd for Østersøen, hvor en del af beslagene må være blevet fremstillet. Skikken rækker i øvrigt langt videre. De lette pragtvogne fra den yngre bronzealder, hvis detaljerede udseende vi ganske vist endnu ikke kender, har paralleller også i det centraleuropæiske område og danner klart forudsætningen for de pragtvogne, vi senere skal møde i jernalderen, bl.a. med de to vogne fra Dejbjerg i Vestjylland.

Foruden de mange genstande, vi hidtil har nævnt, hørte også lurerne til kultudstyret i de rigdomscentre, der opstod i løbet af bronzealderen. I Fogdarpfundet viste de deres tilknytning til bl.a. tvillingefigurerne med hornede hjelme. En tilsvarende sammenhæng fortæller også helleristningerne om bl.a. den berømte fremstilling fra Kalleby i Bohuslån.

Den viser hornprydede mænd, der løfter de store, svungne instrumenter. Ellers findes lurerne normalt alene, eller rettere parvis sammen. Danmark er helt tydeligt deres hovedudbredelsesområde, herfra kendes i alt 35 eksemplarer. I Sverige er fundet 13, i Norge fire, i Tyskland fem og i Letland er fundet ét eksemplar, næsten alle i moser.

Lurerne er nok de mest fascinerende af bronzealderens kultredskaber, for endnu kan man spille på mange af dem. Deres størrelse varierer betydeligt, de kan være mellem 1.50 og 2.25 m lange. Teknisk set må man betegne dem som naturhorn, der mangler klapper, ventiler eller andre midler til at variere det koniske tonerørs længde og dermed luftsøjlens svingninger.

De kan derfor kun frembringe naturtoner, dvs. den tone instrumentet er stemt i, grundtonen, og dennes overtoner. De sidste skaber man ved at blæse kraftigere og ved at ændre læbestillingen.

Hvordan lurerne oprindelig blev brugt er meget vanskeligt at sige. Når de findes parvis, er de gerne stemt i samme toneart, f.eks. C, E, G, og D. Det skyldes imidlertid næppe fin tilpasning, men er en følge af, at de blev støbt to og to sammen. De var lige store, og instrumenternes stemning blev derfor ens. Klangen var mørk og rungende og kan have en næsten eksplosiv karakter over sig.

Man har næppe spillet „melodier” på lurerne i vor moderne forstand. Derimod er det tænkeligt, at man har skabt en art flerstemmighed, en heterofoni (i modsætning til polyfoni) ved flere toners mere eller mindre tilfældige sammenfald, således som man kender det i det meste af den ikke-vestlige verdens musik. En anden tænkelig spillemåde er bordunspil, dvs. at én lur frembringer en vedvarende, underliggende tone, mens det andet instrument deltager som en art melodiførende komponent.

Endelig har det også vist sig, at man på nogle lurer kan frembringe en art glissando-virkning, dvs. et hurtigt glidende, skalamæssigt passagespil, der lyder som noget i retning af et oksebrøl.

Men som helhed synes lurerne ikke særlig velegnede til hurtig, rytmisk eller melodisk musikfrembringelse, snarere til simple musikalske figurer og langtrukne toner. Det er nok mest sandsynligt, at det var sådan de lød ved bronzealderens kultiske ceremonier.

Som et sidste led i helheden af sammenhørende rituelle udtryk kunne man nævne drikkekarrene. Alkoholiske drikke havde i århundreder indgået i gravriterne, og det er nok også brugen af sådanne rusfremkaldende midler i kulten, der afspejler sig i bronzealdermenneskenes hyppige brug af kostbare drikkekar. Et regulært drikkeservice bestående af et stort kar og to drikkeskåle var f.eks. nedlagt i den rige høvdingegrav i Lusehøj på Sydvestfyn.

Også i de øvrige rigdomscentre er metalkar af guld eller bronze indgået i kulten. Findestederne, som normalt er moser eller andre vådområder, fortæller os ikke meget om måden, de blev anvendt på. Men at de havde forbindelser til høvdingeslægternes øvrige rituelle udstyr viser et fund fra Birkendegård på Vestsjælland. Her blev et fornemt centraleuropæisk bronzekar fundet i en mose sammen med seletøjsplader af bronze.

Også småskulpturerne fortæller om drikkekarrenes rituelle funktion. Det gælder f.eks. en lille kvindefremstilling med snoreskørt fundet ved Itzehoe i Holsten. I ørerne har kvinden haft store ørenringe. Andre smykker er også vist og tyder på, at det er en fornem kvinde, vi har for os. I hænderne holder hun et drikkekar. Hvad det oprindelig har indeholdt, kan vi ikke vide. Men måske det var den samme slags frugtvin, som fandtes i Egtvedpigens grav – og som også ved de religiøse ceremonier blev indtaget af skinnende guldkar eller bronzekar af centraleuropæisk oprindelse.

Et broget billede er hermed fremstået. Men også et billede, som viser, hvordan bronzealdermenneskene fastholdt de samme motivkredse i deres mytologi. En af disse var forestillingen om solen, der trækkes over himlen af en hest, et motiv vi så allerede omkring 1400 f.Kr. med Solvognen fra Trundholm, og som blev gentaget på f.eks. ragekniven fra Vestrup.

Ved en interessant nytolkning af en række af småbillederne på bl.a. rageknivene er det blevet sandsynliggjort, at mange af de motiver, vi finder i bronzealderens billedverden, indgår i en mytologisk fortælling, der handler om solens gang over himmelhvælvet – og om dens tilbagekomst til morgenens horisont via nattehavet.

Hesten, slangen, fisken og fuglen betragtes som solens hjælpere, der bistår den i forskellige stadier af dens rejse med skibet dagen og natten igennem – en myte, som må have levet fra generation til generation.

Solmyten har formentlig været den centrale i bronzealdermenneskenes kosmologi, men til den har der knyttet sig en lang række sidemotiver, som blev gennemspillet ved bl.a. de rituelle ceremonier i form af kultiske optog og frembæring af små modeller, som anskueliggjorde de hellige myter for tilskuerne.

Der synes at have været tale om en kosmologi, der var fælles for hele det sydskandinaviske område, og som formidledes fra egn til egn via de kontakter, som de ledende familier opretholdt med hinanden gennem udvekslinger af alle hånde slags. Det er derfor, man kan tale om en særlig nordisk bronzealderkultur.

Men efter sin rigeste blomstring omkring 800 f.Kr. begyndte dette enestående kultursystem at gå i opløsning. Allerede omkring 700 f.Kr. havde det mistet meget af sit særpræg – og blot hundrede år senere var det næsten forsvundet. De rige offernedlæggelser, hvormed eliten markerede sig, var ophørt. Borte var de talrige kultgenstande som lurer, drikkekar, økser etc. Forsvundet var den billedverden, som illustrerede bronzealdermenneskenes forestillingsverden. Et helt samfundssystem må være gået til grunde.

Forklaringen er ikke let at give. Men vi har dog allerede nævnt nogle muligheder. Allerede omkring 700 f.Kr. svandt mængden af den bronze ind, som blev skaffet til landet via kontakterne tværs over Østersøen. Og omkring 600 f.Kr. synes den helt at være ophørt.

Fra det tidspunkt kender vi så at sige ikke én genstand af centraleuropæisk oprindelse fra de danske fund. Forsyningsnettet, der førhen havde dækket det meste af Europa, var tydeligvis holdt op med at fungere.

Det skete dog ikke samtidigt overalt. I de østlige dele af Danmark plejede man stadig en levende kontakt med folkeslagene syd for Østersøen, dvs. i det nuværende Østtyskland og Polen. Og fra disse områder gik forbindelserne videre sydover til Centraleuropa, ja, helt ned til Adriaterhavet.

En vigtig vare i dette samkvem mellem de østeuropæiske stammesamfund var ravet. Det var imidlertid næppe rav fra Danmark, snarere kom det fra de umådelig rige ravlejer, der findes i kystegnene i det nuværende Polen og de baltiske lande, og hvor man i nyere tid årligt har kunnet bjerge hundredtusinder af kilo af det eftertragtede materiale.

Rav fra disse områder nåede i det 6. og begyndelsen af det 5. århundrede f.Kr. langt sydpå og dannede grundlaget for en vældig ravindustri omkring den nordlige ende af Adriaterhavet og i etruskisk område i Italien. Og i ravets hjemlande i nord afspejlede alt dette sig bl.a. i en rigdom på bronze.

Denne bronze blev ad ældgamle forbindelsesveje ført videre nordover til Sverige og delvis også til Østdanmark. Her blev den smeltet om og brugt til prangende smykker, halsringe især. Og som man havde gjort det i mere end et årtusinde, ofrede man stadig disse kostbarheder i moserne.

Men det var kun en sidste og hektisk blomstring af den gamle bronzealderkultur. Omkring 500 f.Kr. stilnede også disse forbindelser af, en rig og ejendommelig kulturepoke havde nået sin slutning.

Det skete samtidig med, at noget afgørende nyt fandt sted i Centraleuropa. Det 6.århundrede f.Kr. havde netop været den tid, hvor Middelhavsfolkene for alvor havde sluttet kontakt med de centraleuropæiske folkeslag, og hvor en ny samfundsorden var opstået i den brede zone nord for Alperne.

De ændrede økonomiske og sociale forhold i Centraleuropa får på en eller anden måde en dybtgående virkning på de fjerne periferiområder i Nordeuropa. Kulturernes veje skilles nu, og det varer flere århundreder, før de nordeuropæiske folkeslag igen får nære forbindelser til Centraleuropa. Det sker først sent i den førromerske jernalder, et par århundreder før Kristi fødsel.

Men der skete også andet herhjemme. En faldende gennemsnitstemperatur, en stigende jordbundsforringelse og en øget menneskelig indflydelse på det landskab, der omgav bosættelserne, havde gennem de sidste århundreder gjort sig stadig stærkere gældende. Resultatet var, at et nyt landbrugssamfund voksede frem – og med det også en ny teknologi: jernet blev det foretrukne redskabsmateriale.

Den nye tid var imidlertid ikke en stagnationens tid. Fra omkring 600 f.Kr. ekspanderede bondesamfundet som aldrig før. Nyt land blev taget under plov, befolkningstallet voksede, en ny samfundsorganisation opstod og fandt hurtigt sin form. Men bronzealderens rige høvdingesamfund var for altid forsvundet: jernalderen var inde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De hellige handlinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig