Snit igennem bronzealdergravhøj, Staldhøj, ved Skrydstrup i Sønderjylland. Sænkningen i toppen af højen stammer fra en plyndring i nyere tid. Ved moderne udgravninger, hvor man i profilvægge har kunnet studere gravhøjens opbygning, får man indtryk af, hvorledes lag af jernsandsten har virket bevarende på gravhøjens ege-kister. I dette tilfælde var hele højfylden blevet omdannet, og egekisten, som havde stået i højens midte, var fuldstændig forsvundet.

.

I den trugformede fordybning i stendyngen stod engang en egekiste. Som ved denne udgravning af en bronzealderhøj ved Torupmagle i Nordsjælland, således ses ofte sporene efter de forsvundne egekister fra bronzealderen. Ikke blot var alt organisk materiale bortrådnet, men også de bronzesager, som den døde havde fået med i graven, var forsvundet. Kun nogle svage spor af ir var levnet af gravgaverne. De mange sten stammer fra den dynge, der oprindelig omsluttede og støttede egekisten.

.

Egtvedgraven som den i dag er udstillet på Nationalmuseet. I kisten ses den unge kvinde iført bluse og snoreskørt hvilende på en kohud. Den døde var udstyret med et forholdsvis beskedent smykkesæt: på maven sad en bælteplade, om håndleddene armringe og ved det venstre øre en lille bronzering. I bæltet sad en hornkam. En spand af birkebark var sat ved kvindens fødder. Den havde været fuld af en art øl eller mjød brygget på hvede og honning tilsat tytte- eller tranebær og krydret med porse.

.

Skrydstrupgraven, den anden af de berømte kvindegrave fra bronzealderens første halvdel som den så ud, da den i 1935 blev konserveret på Nationalmuseet. Til venstre ses den døde urørt, til højre er de dækkende tøjstykker af vævet uld fjernet. Af selve kisten var næsten intet bevaret. En gravning i højen få år tidligere havde gennembrudt de lag af jernsandsten, der beskyttede graven, og forrådnelsen af alt organisk materiale var sat ind, men endnu ikke nået til ende. Var Skrydstrupgraven blevet fremdraget blot få år senere, ville man kun have fundet de to guldringe, der sad ved kvindens ører; alt andet ville have været rådnet bort.

.

Det rige gravudstyr fra den næsten tre m lange egekiste i Guldhøj. Træskålen var udskåret af birk, og var prydet med indslåede tinstifter i stjernemønster. Klapstolen var af asketræ og af en type, som kendes fra samtidige fund og afbildninger i det østlige Middelhav, fra Grækenland, Kreta og Egypten. En bronzeøkse, skæftet i en tveje af asketræ, en bronzedolk i træskede og en spånæske med låg, sammensyet med vidje-bånd hørte ligeledes til den dødes udstyr.

.

Udgravningen af den ni m høje gravhøj Borum Eshøj ved Århus, 1875. Akvarel af Magnus Petersen.

.

Vind og vejr gik hen over bronzealderens gravhøje i årtusinder. Inde i højene formuldede kisterne og deres indhold, og udefra gjorde pløjningen og de græssende kreaturer indhug i gravhøjenes harmoniske form. Nedpløjede gravhøje er i dag langt almindeligere i det danske landskab end velbevarede høje.

Og dog har et forunderligt samspil af tilfældigheder reddet nogle af bronzealderens storslåede gravmonumenter på en måde, der gør dem enestående i verden. I en halv snes tilfælde har gravhøjenes egekister med deres indhold af dragter, træsager og andet organisk materiale overlevet årtusinderne. Forklaringen ligger i den danske jordbunds beskaffenhed og dens samspil med vejrliget.

Undertiden er det sket ved udgravningen af bronzealderens gravhøje, at der fra højmidten strømmede vand ud i store mængder. Det har gerne været i de gravhøje, hvor man ved udgravningen fandt velbevarede egekister. Vandet var det nemlig, som havde beskyttet de dødes grave mod forrådnelse og sikret, at man i egekisterne kunne finde gravhøjenes mennesker bevaret, som de gik og stod for mere end 3000 år siden.

Hvorfor dette vand i nogle tilfælde samlede sig inde i gravhøjene, har altid været en gåde. Måske man er ved at løse den nu. Ved udgravningen af egekistehøjene har man ofte iagttaget, at den ovre del af højen bestod af tort, muldblandet sand.

Den centrale del af højen bestod derimod af meget fugtig, mørk, fedtet jord. Imellem de to slags højfyld så man ofte et gennemgående lag af jernsandsten, et par cm tykt. Også i bunden af højen kunne man se et sådant ”jernlag”. Det må altså have omsluttet kisten på alle sider og forhindret, at liget og den omsluttende kiste rådnede.

Den meget fugtige jord i højmidten har gerne en blågrå farve. Det er tegn på, at der i kernen af gravhøjen har hersket iltfattige (anaerobe) forhold. I den overlejrende, mere tørre højfyld har der i modsætning til kernen hersket iltrige (aerobe) forhold.

Hvordan jernkappen er dannet er endnu ikke fuldstændig afklaret. Man kalder den tit for al, men den skal snarere sammenlignes med den myrmalm, som kendes fra danske moser. Kemiske analyser viser, at den er dannet ved iltnings- og reduktionsprocesser, som især foregår i vandholdige lag. Her vil de biologiske processer hurtigt opbruge al ilten.

I det iltfattige miljø vil det jern, som findes i jorden, blive omdannet fra såkaldt ferrojern til ferrijern, som vil blive fort til mere iltrige områder. Hvor der er en skarp og veldefineret grænse mellem de iltfattige og de iltrige jordlag, kan jernudfældningen danne et hårdt, tæt lag. Jernkappen, som har omsluttet og bevaret egekisterne, er formentlig dannet ved en sådan proces.

Tilbage bliver spørgsmålet om, hvordan vandet samlede sig inde i gravhøjen. Det er endnu ikke løst, men det er ikke utænkeligt, at det var bronzealderens mennesker, som tilførte det til gravhøjen, for netop at bevare de døde mod forrådnelse.

I en gravhøj ved Egtved nær Vejle var den døde, en ung pige på 16-18 år, bevaret på helt enestående vis.

Tællinger af årringene i hendes egekiste viste, at hun var blevet begravet i året 1370 f.Kr. Hun var højsat i en middelstor gravhøj, ca. 22 m i diameter og ca. 4,5 m høj. Efter udgravningen i 1921 blev kisten uåbnet transporteret til Nationalmuseet, og for første gang lykkedes det at få en egekiste til laboratorieundersøgelse på et museum.

Alt lå på samme plads, som da kisten en sommerdag for mere end 3000 år siden blev lukket over den døde. At det netop var sket en sommerdag, kunne man slutte af, at der ved den dødes venstre knæ fandtes en sommerblomst, en røllike.

Den unge kvinde var ret velbevaret efter de mere end 3000 år i jorden. Efter åbningen af kisten kunne man se konturerne af ligets lemmer ganske tydeligt, idet al huden var bevaret. Skelettet og de indre bløddele var dog helt væk. Pigen må have været ca. 160 cm høj og ganske slank, hendes livvidde var ca. 60 cm.

Håret var kort, oprindeligt lysblondt og løsthængende, lige afskåret over panden. Ikke blot hovedhåret, men også små hårduske under armene og i skødet var bevaret. Ansigtshuden havde bevaret den dødes profil, og man så også hendes store, velformede tænder. På overkroppen havde hun en trøje med halværmer, på underkroppen et knækort snoreskørt.

Ved kvindens venstre skinneben lå en lille tøjbylt, der indeholdt nogle brændte ben, som kan bestemmes til at stamme fra et fem-seksårigt barn. De sure jordbundsforhold, som var skyld i, at Egtvedpigens ubrændte knogler var opløst, havde ikke haft nogen indflydelse på barnets brændte knogler.

Allerede et årti efter Egtved udgravningen dukkede endnu en velbevaret egekistegrav op. Det var i 1935 ved Skrydstrup i Sønderjylland. I dette tilfælde var den store egekiste, som den døde havde hvilet i, dog helt bortrådnet, tilbage var kun indholdet.

Også i dette tilfælde var der tale om en ung kvinde. Hun var omtrent på samme alder som Egtvedpigen, næppe over 18 år, men lidt højere, sandsynligvis omkring 170 cm. Hendes hår havde været blondt med rødlig glans. På overkroppen havde hun båret en bluse med halvlange ærmer af en noget mere fornem kvalitet end Egtvedpigens. På underkroppen havde hun et langt skørt, der lå samlet foroven i store folder, sammenholdt af bæltet.

Ligesom Egtvedpigen var hun blevet lagt på en kohud, som helt omsluttede hende. Dyrehuden havde været anbragt på et lag skovkørvel, hvoraf man kan slutte, at også denne begravelse var foregået om sommeren. Den døde var endvidere blevet dækket af to store, sammenfoldede tøjstykker af vævet uld.

Skrydstrupgraven og Egtvedgraven er de senest udgravede egekister. Men tidligere var andre fund dukket op. Af dem gik nogle til på grund af hårdhændede udgravningsmetoder, mens andre overlevede mere eller mindre mirakuløst. Det gjaldt f.eks. gravene i Trindhøj, Guldhøj, Borum Eshøj og Muldbjerg, alle i Jylland.

Graven i Trindhøj blev udgravet i 1861. I højen fandt man tre egekister, og i en af disse lå en mand svøbt i en kohud. Mandens klædning var en kofte og en rundpuldet hue. Over ham havde man bredt hans store kappe. På fødderne havde han tilsyneladende haft lædermokkasiner. Et frynset tæppe var blevet delt i to og anbragt under hans hoved og ved hans fødder.

I kisten var desuden anbragt en barkæske, som rummede en rundpuldet hue, og ved mandens side lå et bronzesværd stukket ned i en smukt udskåret, skindforet træskede.

Ikke langt fra Trindhøj udgravede man 30 år senere en anden stor gravhøj, Guldhøj. Også her fandt man tre egekister, hvoraf den ene dog allerede var plyndret i bronzealderen. Den anden grav var en barnegrav, mens den tredje var en næsten 3 m lang kiste, hvori en mand var blevet begravet indsvøbt i en kohud og klædt i en kofte med vævet bælte. På fødderne havde han lædersko og på hovedet en rundpuldet hue.

Den døde havde ydermere været dækket af en stor, vævet kappe, i hvis folder man fandt endnu en hue og rester af en vante. Med sig i graven havde den døde desuden fået en våbenøkse, en bronzedolk i skede, to træskåle, en æske af bark og en klapstol af asketræ med sæde af odderskind. Guldhøj-graven er en af de grave, der i den største bredde viser det udstyr, hvormed en afdød stormand blev stedt til hvile.

Tre egekister var også indholdet af den mægtige gravhøj Borum Eshøj ved Århus. Henved 9 m i højden og 38 m i diameter har den været, nok et af de største gravmonumenter fra den ældre bronzealder. Den første kiste, som blev udgravet, fik en sørgelig medfart. Den blev gennemrodet med en ildrager og mirakuløst er det, at den endnu i dag er bevaret. Graven rummede en midaldrende kvinde iklædt et fuldstændigt dragtsæt og med et rigt udstyr af bronzer.

Kort tid efter udgravedes endnu to egekister. Den ene var den, som den store høj oprindelig var bygget over. Under låget på den næsten 3 m lange kiste lå en 50-60-årig mand udstrakt på en kohud, iført et lændeklæde sammenholdt af et bælte omkring livet. Over den døde var lagt en rundskåret kappe, ligesom de øvrige dragtdele af vævet fåreuld.

Den anden kiste tilhørte en ganske ung mand. Han var iført en kofte og havde på hovedet en rundpuldet hue. Over ham var lagt en stor uldkappe, og ved hans venstre arm lå en sværdskede af træ, ejendommeligt nok indeholdt den kun en kort bronzedolk. Over højre skulder lå et bredt læderbælte, som havde båret skeden.

Den sidste velbevarede egekistegrav blev fundet ved Muldbjerg på et vindomsust bakkedrag nær Hover Å i Vestjylland. Det var en langhøj, i hvis vestlige ende var gravsat en egekiste ompakket med sten. I den lå en ung mand. Han var lagt på ryggen, indsvøbt i en kohud, hvis hårside vendte udad. Hans klædning bestod af en lang kofte, som var viklet om kroppen og fastholdt over skuldrene af læderseler.

Om livet havde han et læderbælte, og på fødderne lædermokkasiner og tøjstykker, som skulle forhindre, at mokkasinernes læderbånd gnavede i anklerne. På hovedet sad en halvkugleformet hue og over skulderen lå en læderrem, hvori et bronzesværd i skede havde hængt. Sværdet var dog ved begravelsen blevet lagt ved den dødes side. Som noget af det sidste inden låget lukkedes, havde man dækket den døde med en knælang kappe af uldstof.

Egekistegravene viser med al tydelighed, hvor megen rigdom og magt, der kunne samles hos enkeltpersoner eller familier i bronzealdersamfundet omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. Men på samme tid begynder nye skikke at dukke op.

Efter ca. 1300 f.Kr. vinder ligbrændingen indpas over store dele af det europæiske kontinent. Den samme forandring sker også inden for de nordeuropæiske bronzealderkulturer. Ikke med ét slag men langsomt, over tre-fire århundreder. Og på overgangen mellem den ældre og den yngre bronzealder er jordfæstegravskikken totalt ophørt.

Det er næppe et religionsskift, der ligger bag denne ændring. Kun en anden behandling af den dødes legeme, og de fleste gravritualer fortsætter i begyndelsen uændret. Gravene bygges fortsat ofte mandslange, de brændte ben lægges spredt ud på dyreskind på den samme plads, som et ubrændt lig ville have indtaget, gravgaverne er de samme.

Men noget nyt var alligevel sket med de skikke, som knyttede sig til gravlæggelserne. Rigdom og høj status synes nu at tillægges mindre betydning, og den gradvise udvikling fører efter nogle århundreder frem til en gravform, hvor den dødes brændte ben samles i en lille beholder sammen med nogle få gravgaver, ligesom også byggeriet af storhøjene svinder ind. Den sociale konkurrence imellem bronzealderslægterne antog nu andre former.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bevaret i årtusinder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig