Forenklet plan af hustomter fra bronzealderens begyndelse udgravet ved Egehøj på Djursland. Stolpehullerne viser, at tre huse har afløst hinanden på det samme sted. De har alle været af den samme type: lange, rektangulære og med en enkelt række tagbærende stolper ned igennem husets midte.

.

Typiske langhuse af den form, som udviklede sig i løbet af den ældre bronzealder: det er treskibede huse, dvs. at taget bæres af to rækker indvendige stolper. Øverst et hus fra Trappendal i Sønderjylland, derunder et hus fra Højgård, ligeledes i Sønderjylland. Begge husene lå orienteret øst-vest med en lille drejning mod nordvestsydøst.

.

Ard fundet i en tørvemose ved Hvorslev i Midtjylland. Den er fremstillet af en simpel tveje, den ene gren danner sålen og den anden åsen, som okserne har været spændt for. Et firkantet hul i ardens bageste ende er til fastgørelse af styret. Hvorslevarden er den ældst kendte danske ard.

.

Helleristningsscene fra Listleby i Bohuslen i Sverige, et af de smukkeste ardbilleder fra oldtiden, som viser en pløjescene med et redskab af samme type som Hvorslevarden.

.

I tiden omkring 2000 f.Kr. var de lange midtsulehuse begyndt at vise sig i det danske landskab. Nogle imponerende bygninger var de, undertiden over 40 m lange. Og huse af samme konstruktion og størrelse kunne man finde over store dele af Europa på samme tid.

Deres tilsynekomst skete samtidig med, at metal i større mængder begyndte at komme i omløb i bondesamfundene, og husenes størrelse afspejler formentlig på en eller anden måde de ændringer i retning af en mere hierarkisk opbygget samfundsstruktur, som metallet afstedkom.

Den nye byggeskik kan man herhjemme følge gennem rækkefølgen af de hustomter, der er udgravet ved Hemmed på Djursland. Her har man udgravet tre bopladser: Hemmed Kirke, Hemmed Plantage og Egehøj. Tilsammen dækker de tre bopladser tidsrummet fra den sidste fase af bondestenalderen til midten af bronzealderen.

Ved Hemmed Kirke udgravede man et af de største huse, der kendes fra begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Det var 43 m langt og havde lige vægge opført afvandret liggende planker. Gavlen i vestenden var let buet, i østenden var den lige afsluttet. Der var to ildsteder i huset, ét i hver ende. Det kunne tyde på, at huset var bolig for to husholdninger.

Ved Egehøj, kun ca. 1 km fra Hemmed, var husene ikke helt så store. Her fandt man tre hustomter, der repræsenterede mindst to faser af bebyggelsen. Alle tre huse var midtsule-huse, og i dem alle var dele af gulvfladen forsænket. Det længste af husene målte 21 m i længden. En række stolper på tværs delte to af husene i to næsten lige store halvdele.

Omkring midten af det 2. årtusinde skete imidlertid nogle afgørende ændringer af husenes konstruktion. Formentlig var det problemer med tagets vægt, der fik bønderne til at ændre huskonstruktionen. Hidtil havde man klaret sig med at anbringe indtrukne stolper ved væggene og lade dem tage imod vægten fra den nederste del af taget.

Nu begyndte man at bygge huse med to rækker tagbærende stolper ned gennem husets midte. Tagstolperne opdelte det indre af huset i tre lange rum. Dermed var det treskibede langhus opstået, som i princippet var i brug helt til oldtidens slutning.

Et af de ældste treskibede langhuse, dvs. fra tiden kort efter årtusindets midte, udgravede man ved Trappendal i Sønderjylland. Hustomten lå under en gravhøj og var 23 m lang og 8 m bred, dvs. at huset havde haft hen ved 185 m2 under tag. En imponerende bygning var dette hus. Det lå orienteret øst-vest med en lille forskydning mod sydvest, og der havde været to indgange, en i hver langside. Gavlene havde, som de tætstillede stolper viste, været afrundede, og ned gennem husets midte gik to rækker svære tagbærende stolper.

Den nye hustype spredte sig hurtigt ud over hele Sydskandinavien. Vi finder den bl.a. ved Bjerre i Nordjylland, syd for Hanstholmknuden, hvor man har udgravet et større antal af de bopladser, der inden for ca. 1000 år af bronzealderen eksisterede i dette område. En af bopladserne, dateret til ca. 1400 f.Kr., bestod af tre gårdenheder, alle af den treskibede konstruktion. Deres længde var mellem 18 og 19 m.

I vestenden af et af husene var der en særlig stolpesætning, som kan tolkes som båseskillerum med plads til 6 eller 7 dyr. At dømme fra enkelte andre fund var man altså nu begyndt at sætte dyrene på stald. Men i hvilket omfang ved vi ikke.

Længere mod syd på den jyske halvø finder vi lignende treskibede huskonstruktioner, bl.a. ved Hemmed på Djursland, som har været omtalt ovenfor. Her var nogle af husene af betydelige dimensioner, et af dem havde 300 m2 under tag. Og går vi til Sønderjylland, så finder vi ved Højgård vest for Gram en bosættelse, hvor man kan følge et lille antal gårdanlægs udvikling gennem anden halvdel af det 2. årtusinde f.Kr.

Det største hus fundet på pladsen var i sandhed et kæmpehus. Det var 51 m langt og 8,5 m bredt. Lige så stort var et hus ved Kalvlund, kun 10-12 km fra Højgård. Det var 50 m langt. Så tæt har stormændenes huse altså i nogle tilfælde ligget.

Ved Skrydstrup, også i Sydjylland, fandt man på et af egnens højeste punkteren boplads med tre hustomter. Den største stammede fra et hus, der ligesom huset i Kalvlund var 50 m langt og 10 m bredt. 500 m2 dækkede det store tag, som blev båret af ni sæt svære tagstolper. Indvendig var den store bygning opdelt i tre rum.

Det vestligste var spise- og opholdsrum. Midterrummet var med sine 19 x 10 m bygningens største. Hvad dette kolossale rum tjente til, er svært at sige. Måske det var husets lade? I østrummet var der formentlig stald, idet man her kunne se spor af båseskillerum.

De største af langhusene fra det 2. årtusindes anden halvdel har formentlig været boliger for det lag af storbønder, der på den tid markerede sig ikke blot ved deres gårdes størrelse, men også ved monumentale gravhøje opfort i tilslutning til bopladserne. Men endnu kender man meget lidt til den helhed, som de store gårde indgik i, og som også rummede mindre gårdenheder. Hvor store var f.eks. de landområder, som hørte til et gårdanlæg af gennemsnitlig størrelse?

Det spørgsmål har man søgt at besvare ved arkæologiske udgravninger på den 4 km lange Ås-højderyg, som ligger langs Limfjordskysten over for Mors. Her har man kunnet påvise, at der i bronzealderen formentlig eksisterede fire bostedsområder, hver med kontinuerlig bebyggelse bronzealderen igennem. Det ser ud til, at omkring én kvadratkilometer, altså 100 ha, rimelig god, fed jord med adgang til engarealer og til marine ressourcer kunne bære en gårdenhed af mellemstørrelse.

Hvor mange husholdninger bestod bosættelsen af, dvs. hvor mange mennesker boede sammen på bopladserne? Hvor gjorde man af kvæget? I nogle tilfælde synes man at have opstaldet det i husenes østende. Men var det altid tilfældet? Og hvorfor gjorde man det? Det har næppe været hensynet til dyrenes trivsel og overlevelse. De fleste dyr kunne nemlig klare sig udmærket ved at overvintre i det fri. Og opstaldning af dyrene betød et stort ekstraarbejde med indsamling og opbevaring af vinterfoder.

Motivet bag opstaldningen var nok snarere ønsket om lettere at kunne indsamle dyrenes gødning, men den kan også indsamles i indhegninger, og sådanne finder man undertiden på bopladserne. Hvorom alting er, så er der et vist antal indicier for, at gødskning af markerne allerede blev praktiseret i det 2. årtusinde f.Kr. Spredt i pløjelaget på nogle af markerne ved Bjerre i Nordjylland lå f.eks. små stumper af lerkar, flintaffald og ildskørnede sten. De stammer formentlig fra det husholdningsaffald, der blev spredt ud over markerne som en del af gødningen.

Hvad erhvervet angår, så kan man formode, at det i begyndelsen har lignet det, der foregik i den sene bondestenalder. Kvæghold, hovedsagelig baseret på løvfodring, har sikkert været dominerende i den første halvdel af det 2. årtusinde f.Kr. Men skal man domme efter pollendiagrammernes vidnesbyrd, bliver kvæggræsningen i løbet af årtusindet stadig mere intensiv. Agerbruget må derimod have været af mere begrænset omfang.

Men tendensen går i retning af en stadig dybere menneskelig indflydelse på landskabet. Mange steder i f.eks. Jylland er der efterhånden opstået vidtstrakte, åbne landskaber prægede af afgræssede overdrev og hedearealer. Man foretrak de relativt lette jorder, og generelt synes en 30-40% af det samlede danske landområde at have været udnyttet til landbrug.

Men der er også andet nyt i fundene. For første gang finder vi nu i det 2. årtusinde f.Kr. ikke blot spor efter pløjningen, men også ploven selv. En krogard, fundet i en lille kedelmose ved Hvorslev nær Viborg, har kunnet kulstof 14-dateres til dette tidsafsnit. Hvorslevarden er den ældst kendte danske ard – men på dette tidspunkt havde arden allerede været i brug i Danmark i hen ved 2000 år. Det siger lidt om, hvor meget vor viden om oldtidens landbrug hviler på tilfældige fund.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bopladser og gårde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig