Vejret og landet

Det er, som der står en høj, klar sommerhimmel over den danske bronzealder. Noget sommerligt er der i de gængse skildringer af denne fjerne oldtidsperiode. „Solens folk” kaldte forfatteren Martin A. Hansen bronzealderens mennesker, og disse lykkelige folk lod man oftest færdes i et varmt, parkagtigt landskab af umiskendelig lighed med det, de romantiske malere i forrige århundrede forevigede på deres lærreder.

Dette er noget af myten om bronzealderen, den opstod i 1800-tallet, samtidig med at arkæologien blev en videnskab. Til myten hører også, at denne strålende guldalder i århundrederne f.Kr. afløstes af en kold og våd jernalder, efter at en klimaforværring var sat ind og havde forvandlet oldtidsbefolkningens levevilkår til det hårde og barske.

Hvor megen sandhed er der da i den myte? Det 2. årtusinde f.Kr., som bronzealderens første halvdel faldt i, hørte til den subboreale periode, også kaldet den yngre lindetid. Stadig var det en varmetid, generelt var klimaet varmt og tørt med en gennemsnitlig sommertemperatur lidt højere end i dag, om end temperaturkurvens bølgedale begyndte at kunne spores.

Netop her har den moderne forskning kunnet modificere den ældre arkæologis meget enkle billede af bronzealderens stabile, tørre klima. Ud fra undersøgelser i de nordeuropæiske højmoser har man kunnet vise, at klimaudviklingen ikke blot i den subboreale tid men i de sidste 5-6 årtusinder har haft et bølgeformet forløb.

Tilsyneladende har der været tale om cykliske klimavariationer, som danner et forløb med ca. 260 år mellem hver ændring. Med regelmæssige mellemrum er der altså indtruffet perioder med en temperatursænkning eller større nedbør, eventuelt begge dele samtidig.

Sådanne ændringer forekom flere gange i løbet af bronzealderen, men de har antagelig været ret kortvarige, og intet tyder på, at de har været særlig ugunstige for landbruget. Der er god grund til at antage, at bronzealdermenneskenes erhvervsform var så veltilpasset, at den kunne tåle mindre klimaændringer, uden at der på længere sigt opstod katastrofale situationer, som kunne true hele samfundet.

Kunne man imidlertid fra et højt punkt overskue bronzealderens Danmark, som det så ud i det 2. årtusinde f.Kr., ville man få et billede af et landskab i langsom forvandling. Baggrunden herfor var de ændringer, der var sket igennem det forudgående årtusinde. Med en bebyggelsesudvidelse, mange teknologiske fornyelser og en omlægning af hele erhvervsmønsteret havde det været en periode, hvor mennesket var begyndt at forrykke den økologiske balance.

De ældre tiders bondesamfund havde taget hul på jordens opsparede kapital, og med det øgede menneskelige indgreb i skoven havde man for alvor sat gang i jordbundsforringelsen, som det allerede tidligere er beskrevet.

Hævede man sig op over landskabet, ville man se, at der nok endnu mange steder var store, tætte og sammenhængende skovarealer. Men som helhed havde skoven ændret karakter. Der var vældige områder, hvor de store skovtræer især eg, nu stod i mere spredte klynger. Imellem skovarealerne bredte de åbne overdrevslandskaber sig. Det var steder, hvor skoven ikke længere regenererede. Hvor den åbne skov og overdrevene fandtes, her lå også bronzealderens bebyggelse.

Overdrevslandskabet var skabt af de store mængder husdyr, der hørte til bronzealderlandbruget. Husdyrene bed af urter og vedplanter, de gødede jorden kraftigere nogle steder end andre, de trampede og gnubbede, så træernes og buskenes rødder blottedes. Derved skabte de en ganske bestemt sammensætning af vegetationen: især græsser kom til at dominere, og blandt de øvrige vækster var det de stikkende og rodskydende vedplanter, som klarede sig bedst.

Men trods ensartetheden var der også variationer at se, som naturligt i et land med så store jordbundsforskelle som Danmark. I Østdanmark lå de tungere jorder. De var ret ensartede, dannede af moræneler isprængt mindre sandaflejringer. Her synes bebyggelsen at ligge på den noget lettere muld, samtidig med at den generelt viste en tendens til at holde sig til de kystnære egne. Indlandet var stort set ubebygget, her bredte store, sammenhængende skove sig.

Det er ganske vist ikke noget klart bebyggelsesbillede, vi her kan få fra bronzealderens første halvdel, men vi kan dog antage, at vegetationen bestod af åbne skove afvekslende med marker og græsgange i de bebyggede områder og tættere skove i de egne, hvor der ingen menneskelig beboelse var. En sådan vegetationsform gav mulighed for et løvengsbrug, der var særdeles gunstigt og produktivt i forbindelse med de løsgående husdyr, der hørte til bronzealderlandbruget.

Og i almindelighed gav den gode morænejord da også et bedre grundlag for fornyelse af vegetationen end de magre jorder i landets vestlige egne. Ligeledes gav topografien også mulighed for at udnytte havets rigdomme. En produktiv vegetationsform og udnyttelsen af havets ressourcer var således den økonomiske baggrund for de rige bronzealdersamfund, der igennem det 2. årtusinde f.Kr. udviklede en tæt bebyggelse i Østdanmark.

I de vestligste dele af Danmark så billedet noget anderledes ud. Her strakte de store smeltevandssletter sig, hvor skovbevoksningen fra begyndelsen havde været mere åben end på de tungere jorder mod øst. Allerede i det 3. årtusinde f.Kr. var man begyndt at udpine skoven, hvorved den næsten helt forsvandt, og lyngen bredte sig.

Det billede kan man danne sig ved undersøgelser af jordlagene under bronzealderens jyske gravhøje. De viser, at højene ofte er blevet anlagt på overdrevsjord, som i flere tilfælde havde været hårdt afgræsset eller lyngklædt. En sådan vegetationstype er netop et resultat af langvarig dyrkning og græsning, hvorved den oprindelige skov var blevet udtyndet og gradvist forsvundet.

Også uden for smeltevandssletterne synes man i Jylland at have valgt at bosætte sig på de lidt lettere jorder. Det skyldes, at skoven her oprindelig var mere åben og derfor lettere at omforme og udnytte til kvæggræsning. Men mest værdifulde var i det lange perspektiv de bosættelser, hvorfra man samtidig kunne udnytte en mere stabil vegetation. Det er derfor, bebyggelsen på rent hedesand forblev mere spredt og snart udtømte sin mulighed for ekspansion, mens det navnlig var den bebyggelse, der lå i tilslutning til bakkesandet og moræneleret, der fastholdt sin stabilitet bronzealderen igennem.

På bakkesandet var den oprindelige vegetation tættere og mere modstandsdygtig over for udtynding og udnyttelse. Og her gav nærheden til morænen med den tætte skov mulighed for en gunstig vekselvirkning mellem græsning og løvfodring. I dette overgangsområde lå altså den tætteste og mest stabile bebyggelse.