Hellige tegn og billeder

De hellige ritualer havde deres helt bestemte symbolindhold. Øksen, den hestetrukne sol, skibet, fisken, fuglen osv. – alle havde de en betydning, som må være blevet skildret i myter og sagn og fremstillet i hellige ceremonier.

Men helt centralt i bronzealdermenneskenes mytologi stod forestillingen om den livgivende sols vandring over himmelhvælvet og dens rejse tilbage til udgangspunktet.

Det var en myte, som blev fortalt og fremstillet igen og igen. Og i tidens løb knyttede der sig stadig flere motiver til historien. Den fandtes udbredt over hele Sydskandinavien som et udtryk for menneskenes fælles fortolkning af tilværelsen.

Et af de motiver, som med tiden forbandt sig med solen, var skibet. Første gang det dukker op i bronzealderens motivverden, er på et af de store krumsværd fra Rørby på Vestsjælland, der stammer fra tiden omkring 1600 f.Kr. Rørbysværdene var prestigevåben, der alene havde symbolsk betydning – og de havde det i dobbelt forstand. På siden af det ene sværd ser vi for første gang billedet af skibet, klassisk og enkelt i sin form, men samtidig tegnet med stor elegance, man kan næsten sige med en homerisk fortælleglæde.

© Lennart Larsen

Det ældste skibsbillede fra Danmarks bronzealder findes på klingen af det ene bronzesværd fra Rørby på Vestsjælland. Det er her gengivet i et aftryk, der viser dekorationen i negativ.

Men sværdene selv, de leder også tanken hen på skibe. Betragter man den nedre ende af sværdene, ser man, at de har en umiskendelig lighed med skibsbilledernes stævne. Selv sværdenes imiterede nagler kan man finde på skibsbillederne. Mon ikke Rørbysværdene skal betragtes som kultgenstande, der var beregnet til at blive holdt frem og ses? Så man kunne se foreningen af magtsymbolerne sværd og skib.

Man kan spørge, om Rørbysværdenes afbildning af et skib nu også afbilder et virkeligt skib? Og er det samme mon tilfældet med de tusinder af skibsbilleder, som i det følgende årtusinde blev indhugget som helleristninger på klipperne i Sydskandinavien? Svaret er ikke nemt at give med sikkerhed, for endnu har man ikke fundet direkte spor af bronzealderens søgående skibe.

Men som vi senere skal se, er det overvejende sandsynligt, at skibsbillederne afbilder de skibe, som for mere end 3000 år siden krydsede de havstrækninger, der også dengang omgav Danmark. Lange, slanke både har det været, ofte med en besætning på mere end en snes mand og med en last af de varer, som var de mest efterspurgte blandt Sydskandinaviens bronzealdermennesker. Både som realitet og som symbol spillede disse fartøjer en umådelig rolle for de mennesker, som levede derinde i landskaberne bag kysterne.

At afbilde skibet var som nævnt en skik, der hurtigt spredtes over store dele af Sydskandinavien. Det skete samtidig med, at bronze begyndte at komme hertil i store mængder. Støtter det mon ikke tanken om, at skibsbillederne, i hvert fald i begyndelsen, var et billedligt udtryk for transporten af eftertragtede værdigenstande, f.eks. over Skagerrak til Sydnorge, hvor helleristningsskibene netop er så talrige? Og derfra er der ikke langt til, at skibet også blev et symbol for de magtfulde høvdinge, som forestod transporterne. Senere igen blev skibet, som vi skal se, forbundet med den højeste magt i tilværelsen: solen.

© Lennart Larsen

Solvognen fra Trundholm Mose i Odsherred. Bronzeskiven, som hesten trækker, er ca. 26 cm i tværmål. Den er fremstillet af to bronzeplader, der er støbt sammen ved hjælp af en svær, ydre ring. På den ene side er bronzeskiven dækket med et tyndt lag guld, fastgjort ved hjælp af en bronzetråd, som er hamret ned i en omløbende fure. En tilsvarende fure kan ses på den anden side af bronzeskiven. Her mangler guldbelægningen imidlertid. Hesten er et lille mesterværk i støbekunst. Fint indpunslede mønstre udsmykker dens forparti og danner hestens øjne, manke og seletøj. Ved de to mundvige sidder små huller, som angiver, at bidsel og tømme sikkert har hørt til den lille model. Det hele skal utvivlsomt opfattes som to dele, dels en hest, der er spændt for en solskive, dels en vogn, hvorpå hest og solskive er anbragt. Det er altså ikke en kørende solfigur men derimod en hestetrukket sol, som er sat på en sekshjulet vogn.

Men der var også andre symboler, som allerede tidligt i bronzealderen fik vid udbredelse, hesten f.eks. Det skete samtidig med, at tamhesten for alvor vandt indpas i husdyrbestanden. Men en rituel betydning havde dette dyr også. Først og fremmest som det dyr, der trak solen på dens daglige vandringer over firmamentet, således som vi ser det afbildet i Solbilledet fra Trundholm.

Det var imidlertid ikke det eneste sted, hesten blev afbildet. I den sidste halvdel af det 2. årtusinde f.Kr. findes hestehovedet på talrige af de små rageknive, som hørte til mandens gravudstyr, og som han muligvis erhvervede sig ved overgangen til voksenalderen i forbindelse med de ritualer, som knyttede sig til den begivenhed.

Et tredje vigtigt symbol var hjulet. På Solvognen fra Trundholm møder vi for første gang egerhjulet med fire eger. Også det blev et betydningsfuldt element i bronzealdermenneskenes symbolverden, måske både som et solsymbol og et herskersymbol. Egerhjulet havde sin oprindelse i fjerne verdener i sydøst.

Vi kender det bl.a. fra de gravsteler, der stod på de græske herskeres grave i Mykene i Grækenland i det 16. århundrede f.Kr. Og vi kender det fra den elegante og lette stridsvogn af træ, som blev fundet i en grav fra det 18. dynasti på gravpladsen ved det gamle ægyptiske kongesæde Theben.

Men det firegrede hjul fandt også vej ind i det europæiske kontinents indre. Det skete formentlig via områderne langs den nedre Donau. I Karpatherbækkenet finder vi det i form af små lermodeller i tiden omkring 1600 f.Kr.

© Efter S. Müller: Oldtidens Kunst, Bronzealderen. København 1921

Billede af fisk fra spydspids fundet ved Valsømagle på Vestsjælland.

Og få hundrede år senere når egerhjulet til Norden – vi finder det på Solvognen fra Trundholm omkring 1400 f.Kr., og det er afbildet i en svensk stormandsgrav i Kivik på omtrent samme tid. På en af gravens sten var der afbildet en stridsvogn med firegrede hjul, ganske som man kender dem fra det østlige Middelhavsområde.

Endelig kender vi også egerhjulet en miniature fra en rigt udstyret egekistegrav i Tobøl nord for Kongeåen. Gravudstyret tydede på, at det var en fornem kvinde, der var gravlagt her. Og blandt gravgaverne var et bronzehjul med fire eger, ca. 14 cm i diameter. Det fornemme gravudstyr og tilstedeværelsen af hjulet kan antyde, at kvinden, og med hende egerhjulet, har spillet en rolle i kulten.

Blandt symbolerne skal vi også nævne billedet af fisken. Det viser sig næsten samtidigt med skibet i bronzealderens begyndelse. Første gang er på den store spydspids fra Valsømagle, et af de rige offerfund fra tiden omkring 1500 f.Kr. Også her er en oprindelse i Middelhavslandene mulig, og én gang ankommet til Norden holder dette symbolske billede sig mærkeligt konstant i mytologien.

En tilsvarende historie har billedet af fuglen bag sig. Det ses første gang herhjemme på kedelvognen fra Skallerup, både som små fuglefigurer og som indpunslede monstre på kedelens side. Kedelvognen er fra det 13. århundrede f.Kr., men allerede århundreder før den blev fremstillet, kunne man i Grækenland finde sådanne fuglefigurer, bl.a. på kostbare metalkar.

© Claus Gottlieb

Fuglefigur fra kedelvognen fundet ved Skallerup på Sydsjælland.

Her var fuglefigurerne religiøse symboler, som på en eller anden måde markerede det guddommeliges tilstedeværelse, og i løbet af de følgende århundreder spredtes fuglesymbolet til såvel Italien som til Centraleuropa – og endelig også til Sydskandinavien.

Under ét skal vi nok se bronzealderens mærkeligt rige billedverden som et håndgribeligt udtryk for de sagn og gudemyter, som levede fra generation til generation. Gennem bronzealdermenneskenes billedverden får vi et indtryk af nogle af hovedaktørerne i deres ældgamle myter. Her og der kan vi ane symbolernes betydning, f.eks. som udtryk for magt.

Ja, nogle steder kan vi endog stykke lidt af en helhed sammen, f.eks. i fortællingen om solen, der af hesten bliver trukket over himlen på sin daglige rejse mod den vestlige horisont. Men resten er tavshed: Bronzealderens store episke tradition er for altid uddød.