Jæger og bytte

For de jægerfolk, som søgte deres bytte i skoven og ved kysten, var buen et af de mest værdsatte våben. Den var også et redskab, man ofrede megen omhu på. Træet var altid langsomtvokset, knastfri elmetræ, formen og forarbejdningen var elegant og styrken betydelig.

Ved udgravningerne i Vedbæk Fjord fandt man bl.a. en af disse buer. Den må oprindelig have været ca. 190 cm lang, altså noget mere end mandshøj. Den var skåret af en stamme med en diameter på omkring 12 cm, men man havde undgået at bruge det inderste kerneved. Buen krummede svagt imod ryggen, det kunne tale for, at det var en „halvrefleks” bue, en type som antager en let amorbueform, når den spændes.

Det var både et velformet og kraftfuldt våben, resultatet af årtusinders erfaring og rigelig stærk til jagten på større vildt som hjort og vildsvin: 150-200 m har den kunnet skyde, men den bedste træfsikkerhed opnåede man ved en skudafstand på 20-30 m.

Pilene blev lavet af udkløvet fyrre-, hassel- eller asketræ. Men man kunne også anvende retvoksede skud fra busken kvalkved eller ulvsrøn. Det gav mindre arbejde ved fremstillingen af skaftet. Pilenes længde har været 90-100 cm. I bagenden sad kærven til buestrengen og styrefjerene, som kunne være klæbet på med birketjære.

Odden var lavet af flint, tit med en tværæg, som lavede en bred sårkanal, når den ramte dyret. I øvrigt vekslede pilespidsernes form fra århundrede til århundrede, og de er derfor velegnede til at tidsbestemme de arkæologiske fund.

Buen og pilen blev især brugt til jagten på større køddyr og fugle. Når man skød, bestræbte man sig på at ramme omkring skulderbladet på vildtet for derved at såre vitale dele i hjerte- og lungeregionen. Pilenes gennemslagskraft har været meget stor, det ser man tydeligt af de mange fund fra bopladserne, hvor der endnu sidder flintspidser i knoglerne.

Spyd har måske også været brugt ved jagten på de større køddyr, men sikre beviser herpå mangler endnu. Derimod er der tilfælde, hvor fund af vildsvinekranier viser spor efter øksehug. Så tæt har mødet mellem jægeren og dette farlige dyr undertiden været.

Pelsdyrfangsten er også til tider foregået med bue og pil. Men fældefangst må have været lige så almindelig. Fældernes udseende kender man dog ikke. Men nogle fund af kranier af pelsdyr fra bopladserne viser karakteristiske brud, som kun kan tydes således, at vildtet må være blevet dræbt ved den slags selvfangende, arbejdsbesparende redskaber. I øvrigt har knogleresterne ofte karakteristiske snitspor, der viser, hvordan pelsningen foregik, nemlig ved at krænge skindet fra haleroden op over ryggen på dyrene, ganske som man gør det i dag.

Fangst med fælder, snarer, net osv. har givet også været anvendt ved jagten på fugle. Her er det kun sjældent, at man finder spor efter brugen af bue og pil. Det skyldes nu lige så meget knoglernes ringe størrelse. Men at dømme efter knoglemængderne på bopladserne har fuglefangsten spillet en stor rolle, naturligvis især i forbindelse med de store træk om foråret og efteråret.

Der er ingen tvivl om, at fangsten i baglandets skove har givet jægerne et stort udbytte af vigtige råmaterialer og værdifuldt kød. Men bopladsernes placering især ved kystens mange fjorde og inderlavninger giver en klar antydning af, hvor vigtig netop føden fra havet var for den atlantiske tids jægere. Det er en opfattelse, som har kunnet underbygges ad naturvidenskabelig vej, nemlig gennem målinger af kulstof 13 isotoper i menneskeknogler fra slutningen af jægerstenalderen.

Kulstof 13 atomer udgør ca. 1% af alt kulstof i levende organismer, men indholdet varierer lidt, afhængig af om det drejer sig om dyr og planter fra landjorden eller fra havet. Mennesker, der lever af føde fra havet, får derfor et lidt andet indhold af kulstof 13 i knogler og muskelvæv end mennesker, der fortrinsvis lever af føde fra landjorden. Målinger af kulstof 13 indholdet i menneskeknogler afspejler således den gennemsnitlige fødeindtagelse gennem den periode, hvor knoglevævet er dannet og giver derved vigtige oplysninger om kostens sammensætning.

Siden 1975 har man foretaget arkæologiske kulstof 13 målinger på menneskeknogler fra atlantisk tid i Danmark. De viste netop, at fisk og havpattedyr må have udgjort en meget stor del af føden. Målinger af knogler fra tidligere årtusinder, fra Maglemosetiden, viser derimod, at menneskenes kost dengang hovedsagelig stammede fra landjorden. Det svarer ganske godt til den skildring, der her er givet af kystområdernes stigende betydning for landets befolkning igennem jægerstenalderen.

Kyst- og havjagt har altså været af den allerstørste vigtighed for beboerne på de små fangerbopladser. Sæler og småhvaler var særlig velkomment bytte, især på pladserne ved Øresund og ud til Kattegat. Her kunne man ofte nedlægge store mængder sæler, når de gik på land for at føde tidligt på året. Dyrene blev sikkert slået ned med køller, ganske som man kender det fra nyere tid.

Der var dog også sælarter, som skulle tages fra båd til havs. Det skete, når de store træk om foråret og efteråret gik igennem de danske farvande. Fangsten foregik med harpun fra både, undertiden fra bopladser hvor man netop lagde hovedvægten på den slags fangst – men også fra pladser, hvor man drev en mere alsidig jagt.

Jægerfolkets både er et kapitel for sig. Man finder ofte små brudstykker af dem i nærheden af bopladserne. Men ved den undersøiske boplads Tybrind Vig på Vestfyn har man fundet et helt eksemplar, som var blevet efterladt i sivbæltet neden for bopladsen. Båden, der havde ligget med stævnen trukket op på strandbredden, var fremstillet af en vældig, retvokset lindestamme. Det 10 m lange fartøj var aflangt, spidsovalt, bunden var flad og siderne forholdsvis rette. Det var et imponerende stykke tømrerarbejde: bunden var 3-5 cm tyk, siderne derimod kun 1-2 cm tykke.

De afsluttedes opefter af en rundet, fortykket ræling. Agterstavnen var ca. 60 cm bred, den var åben, da fundet blev gjort, men har oprindelig været lukket af et bræt, et agterskot, tappet ned i bunden. Stævnen synes at have haft „spring”, dvs. den har været hævet. I bådens agterende var der et lille ildsted, noget man kender fra adskillige danske stenalderbåde. Det har måske været brugt til at tænde fakler til åleblusning på stille, lune sommeraftener på lavt vand.

Sejladsen foregik ved hjælp af fint tilskårne årer, gerne af asketræ. Fra Tybrind Vig kender man et smukt dekoreret eksemplar med bredt, hjerteformet åreblad.

Det var således langtfra primitive, udhulede træstammer, jægerstenalderens mennesker benyttede sig af. Det var kyndigt tilhuggede fartøjer med en betydelig lasteevne. Seks-otte mennesker har de kunnet rumme, svarende til en hel familie, og de slanke, velsejlende både har kunnet bruges til sejlads ikke blot på indlandets søer og åer men også på åbent hav.

Selv hvaler kunne fangstfolkene give sig i kast med. Ved Vængesø på Helgenæs på Djursland har man fundet bopladser, hvor knogleresterne klart viser beboernes store afhængighed af jagt på havpattedyr. Måske har den lavvandede vig været brugt til at drive hvaler ind i, så de strandede eller kunne harpuneres fra både.

For fiskeriet var båden også et vigtigt hjælpemiddel. Mange fisk blev nemlig taget på dybt vand. F.eks. viste det sig ved udgravningen af en boplads ved Ølby Lyng nær Køge, at hovedparten af de torsk, der var blevet fanget der, var af en størrelse, som normalt fanges på 20-50 m vand. På samme boplads var der også tegn på, at fisken blev oparbejdet til en art klipfisk til opbevaring over længere tid.

Fiskeriet var imidlertid ikke blot linefiskeri på større havdybder. Ved kysten på lavt roligt vand opstillede man ruser, fiskegårde og lignende, som kun krævede en lille arbejdsindsats. Flere steder har man fundet ruser ved udgravninger af bopladserne fra den atlantiske tid, f.eks. på Maglemosegårds Vænge i Vedbækfjorden. Denne ruse havde en mundings-diameter på ca. 20 cm og en længde af 80 cm. Størrelsen har været som de flettede ålekuber, der var i brug her i landet langt ind i dette århundrede, teknikken er praktisk taget uændret.

Endnu et sindrigt redskab til brug i fiskeriet skal nævnes: lysteren. Den kendes i form af lystergrene, dvs. vinkelbøjede, omhyggeligt tilskårne og glattede stykker træ med en længde på 35-40 cm. Formen tyder på, at de har været surret til et skaft. De nedre, svajede ben har været fangarmene på lysteren. Til fremstillingen heraf valgte man vinkelbøjede grene, der netop var både hårde og elastiske.

Endelig må indsamlingen af planter og smådyr have optaget en stor del af tiden for beboerne på bopladsen. De synligste spor efter denne side af erhvervet udgøres af køkkenmøddingerne med deres mængder af skaller. Havets skaldyr var jo en lettilgængelig og stabil fødekilde, som kunne udnyttes næsten hele året. Det sene forår og den tidlige sommer var dog den bedste tid for indsamlingen.

Næringsværdien af skaldyrene var ikke overvældende, men de indeholder bl.a. jod, salte, fosfater og A-vitaminer – og netop den slags stoffer har været med til at gøre fangstfolkenes føde sund og afvekslende.

Indsamlingen af føde foregik også på landjorden, og her var nødder naturligvis eftertragtede ligesom bær, rødder, svampe, æg, honning og meget andet. Denne side af erhvervet er indlysende nok den svagest dokumenterede ved bopladsudgravningerne.

Noget fattigliv levede man ikke på den atlantiske tids bopladser. Det var en næringsrig kost, beboerne satte til livs – og en sjælden gang kan man også få lejlighed til at kigge ned i deres gryder.

Igen er det den undersøiske boplads Tybrind Vig på Fyn, som har givet et oplysende fund: en lerkrukke, der på indersiden havde bevaret en sort skorpe. Indkapslet i denne sås småknogler og aftryk af plantedele. Maden havde altså været brændt på, og ved en undersøgelse af den brændte skorpe fandt man talrige levn af småtorsk: skæl, finner, gællerester og knoglestumper. Fiskene må have været lagt i gryden uflåede. Plantedelene lod sig ikke bestemme, men man må nok slutte, at karret havde indeholdt en fiskesuppe tilsat urter, en art stenalder-bouillabaisse.

I andre tilfælde har man kunnet vise, at fangstfolkenes lerkar havde rummet en grød, som bestod af gæret blod og mel af frø og hasselnødder. De gængse forestillinger om stenalderjægerne, der steger kød over flammende bål, må nok vige. I stedet har man fået indblik i en madkunst, der ved kogning sikrede, at næringsstoffer i frø, frugter, rødder og grønt kunne udnyttes, samtidig med at safter, fedtstoffer m.m. blev fastholdt i en god suppe.

Lerkrukkerne fortjener i øvrigt særlig opmærksomhed. De var resultatet af et nyt håndværk, som i løbet af det 5. årtusinde f.Kr. blev taget op af fangstfolkene. Pottemageriet var ikke en opfindelse, de selv havde gjort. Snarere var det kommet til dem ved lejlighedsvise kontakter med folkeslag længere sydpå, på den anden side af Østersøen.

Lerkarrene var spidsbundede krukker i alle mulige størrelser og aflange skåle, som blev brugt til lamper. Fyldt med fedt eller olie, hvori der lå en væge, har disse lamper givet lys inde i boligerne.

Nu kunne man synes, at indførelsen af keramik i fangstfolkenes husholdning i sig selv ikke var nogen større opmærksomhed værd. Man havde i årtusinder klaret sig med beholdere fremstillet af andre materialer, skind f.eks. som var lettere at transportere og ikke var så tilbøjelige til at gå itu. Normalt er keramik da også noget, der hører fastboende agerbrugsfolk til. Og det var netop fra folkeslag med kendskab til landbrug, at den sene jægerstenalders mennesker lærte keramikfremstillingen.

Landbrugskulturen stod nemlig i det 5. årtusinde f.Kr. ikke mange hundrede km fra det danske område, og landets befolkning havde igennem århundreder haft en vis kontakt med de mennesker i syd, som opdrættede husdyr og dyrkede korn. Indførelsen af pottemagerhåndværket er altså et lille vidnesbyrd om betydningen af denne kontakt, og det er samtidig et varsel om, at nye tider var undervejs. En årtusindgammel jægerkultur var ved at forvandle sig til noget nyt, til en agerbrugskultur.