Nye vilkår

Omkring 11.800 f.Kr. blev leveforholdene i Norden igen gunstige. Sommertemperaturen begyndte at stige, og gennem mere end et halvt årtusinde fortsatte denne mildning. Det betød, at et helt nyt Danmark udviklede sig – nu syntes mennesket for alvor at have fået fodfæste i landet.

Landet var fortsat en del af et mægtigt nordeuropæisk fastland, der strakte sig hundredvis af kilometer vestover, til England. Hele den sydlige del af Nordsøen var land. I øst lå Den Baltiske Issø, en kæmpemæssig indsø, hvis vande blandedes af afsmeltningsvandet fra bræen og af det salte vand, som kom igennem Øresundsrenden. Denne Baltiske Issø var begyndelsen til Østersøen.

Den forblev imidlertid ikke længe en brakvandssø. Da ismasserne nu var forsvundet fra Danmark, begyndte de sydlige dele af landet at hæve sig. Derved blev Øresundsforbindelsen mellem Den Baltiske Issø og Kattegat afbrudt, og issøen forvandledes til en ferskvandssø, som hastigt bredte sig mod nordøst i hælene på den vigende indlandsis. Vandspejlet lå til sidst ikke mindre end 56 m højere end Kattegats.

Den varmeperiode, der satte ind ca. 11.800 f.Kr., kaldes Allerødtiden. Store dele af tundraen blev nu langsomt dækket af en åben birkeskov, og det er, som om denne periode er det første virkelige varsel om, at istidskuldens knugende greb om landet var ved at løsnes. Det unge land var ved at få sin egen karakter. Skoven bestod af birk og røn med et indslag af bævreasp, pil og her og der af fyr. Og den åbne skovbund var grosted for mængder af urter og græs; føde for landets rige dyreliv.

Fortsat færdedes store flokke af rensdyr heroppe sommeren igennem. Men den lette, lyse skov gav også levemulighed for bl.a. elgen og den irske kæmpehjort – et dyr, som ikke længere eksisterer. Vildhest, kronhjort og rådyr kom i løbet af perioden også til landet.

Menneskenes bopladser fra denne tid i Danmark og Skåne kender man efterhånden i ret stort tal. Men fortsat er det kun et begrænset udsnit af jægernes årscyklus, de viser. Endnu har man kun fundet bopladserne i det, der dengang var indland, dvs. steder fjernt fra ishavskysten. Bromme og Trollesgave på Midtsjælland samt Bro på Fyn er de bedst kendte. Oftest har bopladserne ligget på lave næs ved bredden af søer eller åer, gerne hvor åløb mundede ud i eller forlod søen. Den måde at placere bopladserne på var naturligvis bestemt af fangstmulighederne.

Bopladserne tjente ikke alle det samme formål. Nogle vendte man tilbage til sæson efter sæson, og her opholdt man sig i længere perioder. Andre var værkstedspladser, hvor f.eks. gode flintforekomster var inden for den nærmeste rækkevidde, og hvor man fremstillede jagtredskaber. Andre igen var jagtpladser, som lå på steder, hvor jagten i korte perioder var særlig god.

Når man i dag kan skelne mellem de forskellige typer af bosættelser, skyldes det bl.a., at flintredskaberne varierer noget i udseende og art fra plads til plads. En boplads, der havde tjent som udgangspunkt for jagtekspeditioner ud i det omgivende terræn, fandt man f.eks. ved Bromme. Her, på et sandet næs ved en lille sø, havde en lille gruppe fangstfolk opholdt sig igennem nogle måneder af sommeren, mens jagtmulighederne var særlig gode. Så var de brudt op og havde søgt andre steder hen – hvorhen ved vi ikke.

Et af de mest karakteristiske redskaber, som jægerne her brugte, var den såkaldte ”tungespids”, en flintod med skafttunge. For at prøve, om den havde været anvendt som pilespids, har en gruppe arkæologer foretaget en række efterlignende eksperimenter. Man skæftede efterligninger af tungespidser og skød med dem. Man målte skudafstanden, pilens flugt og hvor langt den trængte ind i dyret – og indhøstede derved en lang række erfaringer.

I modsætning til en riffelkugle, som nærmest lammer dyret med sin chokeffekt, trænger pilen ind i dyret og laver en bred sårkanal, så dyret dør af forblødning. Derfor må bueskytten også ramme byttet på et sted, hvor man er sikker på hurtig forblødning, dvs. i hjerte- eller lungeregionen. Andre skud kan også anvendes, f.eks. mod en stor pulsåre, men de er ikke så effektive, og dyrets dødskamp forlænges betydeligt.

Ved forsøgene lærte man også, at en skudafstand på ca. 20 m var nær det ideelle, dog afhængig af, hvor tung pilespidsen var. Men vigtigst var det dog, at man ved mikroskopiske undersøgelser kunne konstatere, at de slidspor på flintspidsen, som fremkom ved forsøgene med bue og pil, lignede dem, man finder på oldtidsjægernes skafttungespidser. Konklusionen måtte altså blive, at disse tidligste jægere i Danmark havde kendt brugen af bue og pil. Det var dette jagtvåben, der skabte eksistensgrundlaget for landets første indbyggere.

I forsøgene på at kortlægge Allerødjægernes liv og færden er man også stødt på deres værkstedspladser, dvs. sæsonpladser, hvor god flint til redskabsfremstilling var inden for rækkevidde. Trollesgave på Sjælland var f.eks. et sådant sted. Ved udgravningen tegnede bopladsen sig som en lille rund samling flint.

Men ved arkæologiske detailanalyser kunne man sandsynliggøre, at netop denne flintplet var det sted, hvor fangstfolkene havde tilvirket deres redskaber. Ikke langt derfra havde stået et telt eller en hytte, dens gulvareal havde været blot 8-10 m² Uden for indgangen havde bålet brændt, og ude i søbredden havde det rådnende affald fra de slagtede dyr flydt.

Den tredje gruppe af bopladser, dvs. kortvarige jagtpladser, kender man også. Ved Løvenholm på Djursland er en sådan udgravet. Den lå oprindelig ved et lille system af søer og vandløb, hvor jagten må have været fortrinlig. Men det detaljerede indblik i fangstfolkenes jagtorgier mangler man, for knogler og andet organisk materiale var ikke bevaret.

Kun gennem et møjsommeligt studium kan det lykkes at få disse små bosættelser til at passe ind i et helhedsmønster. En enkelt boplads ville aldrig kunne vise det totale billede af jægernes liv og færden året rundt, uanset hvor heldige bevaringsforholdene end måtte være.

For fangstfolkene var i stadig bevægelse, intet fast sted i landet kunne endnu give dem tilstrækkelig føde året igennem. Derfor måtte jægerne ikke blot kende de enkelte dyrearters adfærd og biologi. De måtte også have indsigt i de mønstre og sammenhænge, der hersker i naturen.

Skal man studere fangstfolkenes livsform, må man altså anlægge en økologisk synsvinkel. Man må antage, at jægersamfundene er indgået i naturens energistrømme og stofkredsløb, dvs. at de har udnyttet dyre- og plantearterne i de eksisterende økosystemer uden i særlig grad at gribe ind i og ændre disse. Kan man i dag ad videnskabelig vej rekonstruere disse naturgivne vilkår, får man også dermed den måske vigtigste nøgle til de kulturelle forandringer, jægersamfundene gennemgik i årtusindernes løb.

Ændringer i naturen modsvaredes af ændringer i jægersamfundenes teknik og sociale struktur. Derfor kan man også generelt se, hvorledes naturudviklingen i Danmark efter istiden førte jægersamfundene i retning af stadig mere bredspektrede erhvervsformer. De fik stadig flere strenge at slå på og blev derfor mindre sårbare over for f.eks. en enkelt bestands artssvingninger.

Allerødtidens jægere, som levede i et ungt økosystem præget af hastig vækst, hurtige forandringer og stor nettoproduktion, stod endnu ved begyndelsen af denne udvikling. Utvivlsomt har de søgt at imødegå de stærke udsving i fødemængderne ved bl.a. sæsonvis at dele sig op i mindre grupper og til andre tider at udnytte de fordele, som en større gruppestørrelse gav.

Man kan forestille sig, at de på visse tider af året færdedes i små grupper, måske blot en enkelt kernefamilie, som skaffede sig sit udkomme ikke blot ved jagt på større dyr, men også ved indsamling af bær, planter, rødder, svampe – og som samtidig har drevet fiskeri og jagt på fugle. På andre tidspunkter, vel nok om vinteren, kan man tænke sig, at de er søgt ud til kysterne og der har slået sig sammen med andre fangerfamilier.

Men Allerødtidens kystbosættelser, hvor man måske drev fællesjagt, udvekslede koner, fortalte myter og historier og meget andet, som man kender det fra Grønland næsten op til vor tid, mangler man endnu at finde. De ligger der, hvor der i dag er hav, og netop det gør, at vort billede af landets tidlige indbyggere endnu er så skævt. Kystområdernes utvivlsomt store betydning for jægerne i de første mange årtusinder af deres eksistens her i landet er endnu kun kendt i alt for ringe grad.