Agre og kvæg

Ved udgravningerne ved Grøntoft fandt man flere steder spor efter ardpløjning af den agerjord, som havde ligget i umiddelbar nærhed af landsbyerne. Her havde især groet byg med et meget stort indslag af ukrudtsplanter. Pløjningen var tydeligvis foregået inden for nogle små markstykker indrammet af lave volde, såkaldte digevoldinger. Den slags små, afgrænsede markstykker var allerede kendt af arkæologerne længe før Grøntoftudgravningen.

De begynder muligvis allerede at komme i brug i løbet af bronzealderen, men med overgangen til jernalderen blev de en fast del af den nye driftsform, der var under hastig udvikling. De kendes i hundredvis af forekomster fra hele landet, dog hyppigst på de lette, sandblandede jorder i Vestjylland, der først sent i historisk tid igen har været opdyrket.

De små markstykker er afgrænset af lave volde, indtil en m høje. Meget tyder på, at de voldindrammede agre ikke blot er tilfældigt udlagte lodder men er udstykket ved anvendelsen af faste mål. Måske arealenheden en skæppe land, dvs. 675 m², har sin oprindelse i disse tidlige århundreder af jernalderen.

Hyppigt ser man agersystemerne dække større sammenhængende områder som et finmasket net, og måske der oprindelig groede hække på digevoldingerne. Enkelte pollendiagrammer synes at bekræfte dette. De således indhegnede markstykker dannede derved en god beskyttelse mod den jordfygning, som plagede landbruget mange steder i landet.

Digevoldingerne opstod sikkert som et resultat af mange samvirkende faktorer, bl.a. jordtransport ved pløjningen og jordfygning, mens vegetationen på voldene endnu ikke havde vokset sig høj nok. Det er muligt, at de små agre kun blev dyrket i begrænsede perioder. Når de lå brak, kunne de til gengæld udnyttes til græsning for husdyr, som derved gødede jordbunden.

Hvordan udnyttelsen af jorden er foregået skal beskrives i det følgende bind. Digevoldingerne er dog nævnt her, fordi de viser, at en bevidst opdeling af agerjorden må være opstået allerede i det nye bondesamfunds første tid.

I den arkæologiske litteratur er agersystemerne ved deres form og opdeling undertiden blevet set som udtryk for, at der i den nye landbrugstype må have eksisteret en form for privat ejendomsret. Det er imidlertid en opfattelse, som har set jernaldersamfundet i lyset af nutidens rettighedsbegreb, et begreb, som man end ikke kan finde i selv skriftlige kilder fra historisk tid. I middelalderens danske samfund ville et begreb som „den private ejendomsret” til jorden f.eks. være meningsløst, medmindre man dermed mener nogle nærmere bestemte brugsrettigheder.

Selveje i den moderne forstand af ordet kan der ikke have været tale om i jernaldersamfundet, allerhøjst om nogle af landsbysamfundet regulerede rettigheder til brug af jorden og andre ressourcer.

Men tilbage til landsbyen og de omgivende agre og græsningsarealer. Bortset fra, at vi ved, at det pløjeredskab, man benyttede ved bearbejdningen af jorden, var den sammensatte bueard, som allerede var udviklet i løbet af bronzealderen, så giver disse tidligste jernaldersamfund kun et begrænset indblik i den dyrkning af jorden, som foregik fra landsbyerne.

Vel ved vi, at planteavlen igennem det sidste årtusinde f.Kr. var genstand for en langsomt fremadskridende ændring, uden at der på noget tidspunkt var tale om et radikalt skift (se illustration). Her markerer jernalderens begyndelse ikke noget nyt. Men et mere fyldigt billede af afgrødernes sammensætning og udnyttelsen af kulturplanterne og de indsamlede ukrudtsplanter får vi først i de sidste århundreder f.Kr.

Når det gælder husdyrholdet, skal vi her kun fremhæve det træk, som frem for noget markerer den ændring af landbrugsformerne, der skete ved overgangen til jernalderen: stalddriften af kvæget og de konsekvenser, den medførte. Bronzealderlandbruget havde efter alt at dømme i stor udstrækning været baseret på løsdrift af kvæg.

Dog kunne det konstateres, at der i den yngre bronzealders huse undertiden havde været indrettet stalde i østenden. Men med jernalderens landsbysamfund bliver dette et helt fast træk ved gårdsanlæggene. Båseskillerum kan nu påvises i et flertal af gårdene – og man får derved også et begreb om, hvor stor husdyrbestanden har været i det enkelte hushold.

Stalddriften må have givet en række fordele, men den betød også en udvidelse af arbejdsindsatsen. Ganske som det ses, hver gang der tilstræbes en større produktivitet i oldtidslandbruget. Fodring, vanding, malkning, udmugning etc. antog nu et omfang, det ikke tidligere havde haft. At fremskaffe tilstrækkeligt vinterfoder blev nu en betydelig arbejdsbyrde, som måtte udføres ved indsamling af løvfoder i skoven eller ved høslæt på de engarealer, der omgav landsbyen.

Den sidste mulighed blev efterhånden den almindeligste, efterhånden som ødelæggelsen af skoven skred frem. Det stigende behov for oplagring af vinterfoder kan også direkte ses ved tilsynekomsten af de forrådsbygninger, der bygges i forbindelse med jernalderlanghusene.

Alt dette afspejler konsekvenserne af en landbrugsudvikling, som havde stået på i årtusinder. Intensiveringen af kvægholdet, nødvendigheden af at gødske agrene for at kunne opretholde produktiviteten og mange andre træk var med til at give jernalderlandbruget dets helt karakteristiske præg. Endnu et skridt fremad mod nutiden var taget – og endnu en gang havde menneskene ved en forøget arbejdsindsats for en tid løst sine selvskabte problemer.