Det tavse drama

Megen viden er igennem de senere år indvundet om det, der skete i løbet af det 1. årtusinde f.Kr., i den sene bronze- og tidlige jernalder. Bosættelsen, erhvervet, økonomien og relationerne mellem Danmark og det europæiske kontinent er i dag langt bedre belyst end for blot 20 år siden. Men i al den nye viden kan man godt savne den fornemmelse af menneskets nærvær, som er så vigtig for vor indlevelse i historien.

I oldtiden er det paradoksalt nok i gravene, at vi finder nogle af de mest direkte spor efter menneskenes liv. Men med den enerådende brandgravsskik igennem hele årtusindet f.Kr. er denne mulighed reduceret betydeligt. Til gengæld kan vi nu se nogle af oldtidsmenneskene selv, somme tider med en skræmmende klarhed. Det er moseligene, mosefolket som man har kaldt dem, der gør os til vidner til nogle af de menneskelige dramaer, der udspilledes for mere end 2000 år siden.

Det er en tragisk men også fascinerende række af fund, man her kan opregne. Mere end 150 kendes, mænd, kvinder og børn. Lignende fund er også gjort i Holland, Nordtyskland og England. De ældste moselig fra Danmark er fra det 8. århundrede f.Kr., og de rækker igennem hele den førromerske jernalder – nogle videre ned i tiden.

Grunden til, at de er bevarede, er, at de døde har været nedsænket i vandfyldte huller i landets dengang talrige højmoser. Under normale forhold ville forrådnelsesprocessen hurtigt have opløst dem, men i særlige tilfælde, bl.a. når de henrettede mennesker på kolde årstider blev kastet ud i mosens iskolde vand, forsinkedes forrådnelsen, og i stedet blev ligene garvede og dermed bevarede af det sure mosevand.

Det ældst kendte af mosernes mennesker er en bronzealderkvinde, som er fundet i Borremose i Himmerland. Hun var mellem 20 og 35 år gammel og ret fedladen. Hun lå på maven i mosen, nøgen men dækket af et uldskørt. Det ene ben var trukket op under hende. Hvad dødsårsagen var, kan man ikke sige, men det afsjælede legeme havde fået ansigtet knust af et frygteligt hug af en trækølle. Hun var død engang i det 8. århundrede f.Kr.

I samme mose har man fundet to andre lig. 1-2 århundreder yngre, altså fra overgangstiden mellem bronze- og jernalderen. Det ene var en mand, også han var nøgen, og han var blevet kvalt med et reb, som endnu sad om hans hals. Han havde ydermere fået baghovedet knust med et voldsomt slag, der helt havde åbnet kraniet. Et par skindslag var lagt ved hans fødder.

Rækken af fund er uhyggelig lang, og kun nogle få skal nævnes. I en sidedal til det store Bøllingsøområde ved Silkeborg blev fundet 3 moselig. Det ene var den såkaldte Ellingpige, en kvinde på omkring 30 år, som var blevet kvalt med en lædersnor. Hun havde fået et læderslag med sig i mosen men var ellers nøgen. Hendes frisure bestod af en 80 cm lang fletning, der var rødfarvet på grund af mosevandets indvirkning. Efter at hun var blevet dræbt, hvilket må være sket engang i slutningen af det 3. århundrede f.Kr., var hun blevet lagt ud i en tørvegrav.

Mindre end 100 m fra hende har man fundet liget af en mand, Tollundmanden, berømt i litteraturen, fordi han også var så velbevaret. Også han var blevet stranguleret og nedlagt i mosen nøgen bortset fra en spids hue af skind og et bælte om livet. I levende live havde han været kortklippet og glatraget. Undersøgelser af maveindholdet viste, at han inden for de sidste 24 timer af sit liv havde indtaget et måltid bestående af en grød af korn og ukrudtsfrø.

Inden dødsstivheden indtraf, blev han omhyggeligt anbragt i sovestilling i en tørvegrav. Hans øjne og mund havde man lukket, og det gav ham et roligt, sovende ansigtsudtryk. Også han var blevet dræbt i det sene 3. århundrede f.Kr., måske han har kendt den kvinde, der blev kastet i mosen ikke langt fra hans fugtige grav.

Det sidste lig, som skal nævnes, er Grauballemanden, fundet knap en snes km fra Tollundmanden. Han blev slået ihjel i det sidste århundrede f.Kr. og falder således uden for den tid, som beskrives her. Han havde fået struben skåret over, og kraniet var delvis knust ved et slag i tindingen. Efter dødens indtræden var han anbragt i en gammel tørvegrav. Når han nævnes her, er det fordi omstændighederne ved hans henrettelse viser, at de skikke, som blev udøvet allerede i det 8. århundrede f.Kr. blev fastholdt helt ned til tiden omkring Kr.f.

Det er en lang række fællestræk, som binder disse fund af mosemennesker sammen: de døde er næsten altid nøgne, selv om klædningsstykker kan findes ved dem. Somme tider har kvinderne fået deres hår skåret af – mændene er oftest korthårede og skægløse. Ligene bærer som regel tydelige tegn på vold: halsen kan være skåret over, halshugning forekommer også, eller dødsårsagen kan være strangulering. Endvidere ses pæle ofte anvendt, eventuelt til at holde den døde nede under vandets overflade.

Årsagen til disse mange menneskers tragiske endeligt har naturligvis altid fristet til mere eller mindre dristige tolkninger. Man har villet se dem som ofre for en frugtbarhedskult uden dog for alvor at kunne fremføre virkelig bæredygtige argumenter herfor. Der er nok af grunde til at lade disse visioner stå hen.

Snarere må man antage, at hovedparten af dem er mennesker, som er straffede for at have overtrådt samfundets love – og det udelukker jo i øvrigt ikke, at henrettelserne i sig har haft et religiøst aspekt. For i de love, som styrede samfundslivet i oldtiden, var det retslige og det religiøse dybt forbundet.

Sådan har vi jo netop skildret oldtidsmenneskenes religion ved at pege på, at i de fleste samfund vil det være almindeligt at opfatte tilværelsen som styret af strenge regelsæt, som ikke ustraffet kan brydes, og som oftest ses som udtryk for en guddommelig orden. Med det guddommelige har man fortrinsvis at gøre med de love, som nu engang behersker livet.

Hvordan disse mennesker fra moserne havde overtrådt samfundets love, må stå ubesvaret hen. Men det mindsker ikke styrken af det stumme drama, vi her har fået indblik i. Det er ejendommeligt at tænke på, at i netop de århundreder, hvor mosemenneskene henrettedes, blev de store græske tragediedigteres værker for første gang opført.

Det var dramaer, der handlede om mennesker, som satte sig op imod samfundets love og imod den orden, som ansås for at være opretholdt af guderne – og derfor ofte pådrog sig deres vrede.

På samme tid, på den anden side af kloden, i det store kinesiske rige, udbredte filosoffen Kung-fu-tse sin lære om mennesket som samfundsvæsen. Men samtidig kunne man i Lao-tse's lære høre om, hvordan netop samfundets regelsæt førte mennesket på vildveje og hindrede det i at leve i samklang med verdensaltet.

Disse tanker fik mæle i tragediedigternes og filosoffernes værker og levede videre i årtusinder. Men heroppe i Norden, ved verdens yderste rand, sænkede tavsheden sig snart over de ulykkelige, som af den ene eller anden grund havde sat sig ud over fællesskabets love og endte deres liv i moserne.

I nogle generationer er de vel blevet mindet i fortællinger og sagn. Men i tidens løb døde fortælletraditionen ud. Det eneste, som tilfældigt bevaredes, var Tollundmandens smukke ansigtstræk. Og dog ser vi også i dem et overleveret glimt af disse årtusindgamle dramaer om livet og den død, som er menneskets sikre lod.

Her slutter så skildringen af de første mange tusinde år af oldtidshistorien, fortællingen om, hvordan det var i begyndelsen. Vi er nået frem til de sidste par århundreder f.Kr., hvor oldtidsmenneskenes liv havde fundet en form, som gør, at vi nu i stigende grad kan genkende os selv i dem.