Kystens fangstfolk

De kraftige ændringer af naturen, som indledtes i den atlantiske tid, satte sig tydelige spor i fangstfolkenes tilpasning til omgivelserne. Bosættelserne var i denne periode ret forskelligartede, fordi fangstmulighederne var så forskellige i de enkelte dele af landet. Men fælles for jægerbefolkningen var, at man nu overalt udnyttede den rige kystzone intensivt.

De jægerfolk, som levede i landet i tiden efter ca. 6400 f.Kr., kaldes i arkæologien Kongemosejægerne, efter en stor boplads i den vestsjællandske Åmose. De efterfølges ca. 5400 f.Kr. af Ertebøllejægerne, opkaldt efter den berømte køkkenmødding Ertebølle syd for Løgstør ved Limfjorden.

Disse navne på den atlantiske periodes fangstfolk betegner ikke forskellige folkeslag og skal ikke forstås således, at der jægerstenalderen igennem skete indvandringer af fremmede fangstfolk. Snarere var der i Danmark en befolkningskontinuitet hele jægerstenalderen igennem. De forskellige tidsafsnit, som arkæologien opererer med: Maglemosetiden, Kongemosetiden og Ertebølletiden er blot arkæologiske navne på de forskellige redskabstraditioner, som afløste hinanden i løbet af jægerstenalderen. Og forskellene skal man næppe se som udtryk for andet end den stadige tilpasning, fangstfolkene foretog af deres erhverv til de skiftende naturomgivelser.

Ser man på landet som helhed i den atlantiske tid, er det først og fremmest den intensive udnyttelse af kystzonen, der falder i øjnene. Hvor meget dette var sket tidligere, i bl.a. Maglemosetiden, står ikke helt klart. Men i den atlantiske tid øgedes kystområdernes biologiske rigdom betydeligt. Det ændrede forhold mellem land og hav har givet arkæologien store muligheder for netop at studere bopladserne ved kysten. Fangstfolkenes bopladser lå nu gerne i små rolige fjordområder og inderlavninger.

Det er det billede, der især tegner sig på Sjælland, hvor indlandet i modsætning til tidligere kun i ringe grad synes at være blevet udnyttet. En undtagelse var dog det store søbassin, som i dag er Åmosen i Vestsjælland. De øvrige sjællandske, lavvandede søområder, som i tidligere årtusinder var så rige fangstområder synes derimod knap nok at have været beboede. De var allerede på denne tid ved at gro til og mistede dermed deres betydning som levesteder for jægerbefolkningen.

I Jylland var indlandsbopladserne derimod mere talrige. Her fandtes også de store, dybe søer og vandløb, som kun langsomt blev omdannet til mose og sump. De var i den atlantiske tid fortsat velegnede levesteder for jægerbefolkningen. Også de jyske kystområder var tæt beboede i det 6. og 5. årtusinde f.Kr. Man kender det fra de nordlige egne af halvøen, hvor den gamle kystlinie i dag ligger på hævet land. Sydpå er man derimod i reglen henvist til undervandsarkæologi, når man skal undersøge den atlantiske tids kystbosættelser.

Et godt indtryk af bosættelsen i den sene jægerstenalders sidste to årtusinder får man langs Nordøstsjællands Øresundskyst, hvor der er fundet et stort antal bopladser. Arkæologisk set er området enestående i Europa på grund af de mange fund. Dets afgrænsning mod vest, dvs. mod indlandet, ligger i en afstand af 10 km fra kysten. I alt er der tale om et areal på ca. 600 km² langs en kystlinie, der i dag udgør ca. 110 km, men som i den sene jægerstenalder var på ca. 170 km på grund af de mange fjordarme, som skød sig ind i landet.

Det var navnlig her, bosættelserne lå. Antagelig har der levet meget få mennesker i det indre af landet. De nærmeste bopladser ligger ned langs Roskilde Fjord og har sammen med Isefjordens kyster udgjort et andet, lige så tæt befolket bosættelsesområde.

Bopladserne ligger særlig koncentreret i de fire, nu udtørrede fjordområder ved Villingebæk, Nivå, Vedbæk og Klampenborg samt på Amager. Man har beregnet, at fra de 5 bopladskoncentrationer har man kunnet udnytte ressourcerne i hele Øresundsregionen uden at fjerne sig mere end 10 km fra bopladserne, og at områdets fødemængde på helårsbasis har kunnet ernære i hvert fald 300 mennesker fordelt på de 5 bopladskoncentrationer, dvs. ca. 60 personer på hver.

De arkæologiske detailundersøgelser har sandsynliggjort, at dette bosættelsesmønster har eksisteret nogenlunde uændret igennem hele den atlantiske tid dvs. i et par årtusinder. Men jo længere man kommer tilbage i tiden, des vanskeligere bliver påvisningen af bopladserne på grund af det ændrede forhold mellem land og hav. Det er dog ikke usandsynligt, at så længe Øresund har været et salt hav, dvs. siden fastlandstiden, har dets biologiske rigdom været udnyttet af jægerbefolkningen på en måde, der ikke ligger fjernt fra den her skitserede.

For nærmere at belyse fangstfolkenes levevilkår i en enkelt af Øresundsfjordene har man i 1970erne og 1980erne gennemført et storstilet forskningsprojekt i en tidligere fjord, nu kaldet Maglemosen, ved Vedbæk. Denne stod i atlantisk tid med åbent vand og fjordbredder og småholme, der var særligt velegnede til bosættelse. Her har man kunnet følge de strandforskydninger, som havstigningen forårsagede, og som bestemte bopladsernes beliggenhed.

Man har videre gennem naturvidenskabelige undersøgelser kunnet vise, hvordan fjordmundingen i tidens løb indsnævredes, og strandvoldene næsten lukkede for adgangen til havet. Dette nåede i løbet af det 6. årtusinde f.Kr. sit højeste niveau, nemlig 5 m over nutidens havoverflade, men faldt derefter atter kraftigt. Fjorden sumpede til, og det var slut med det gode fiskeri, som i årtusinder havde tiltrukket bosættelsen.

Mens fjorden i atlantisk tid endnu stod åben, lå der på små øer og halvøer adskillige bosættelser. I alt er der påvist henved 35, som dog ikke var samtidige. De flyttede i takt med havstigningerne, men de samme områder kunne være i brug i henimod 1000 år. Det er i arkæologien så velkendte bopladser som Vedbæk Boldbaner, Maglemosegårds Vænge, Maglemosegård og Bøgebakken. På den sidstnævnte fandt man den gravplads, der hørte til bosættelsen.

Udgravningerne i Vedbækfjorden har endnu ikke frembragt fund af de boliger, jægerne boede i. Til gengæld har man fået et detaljeret indblik i fangstmetoderne og i de fødemidler, hovedsageligt fra havet, der var grundlaget for menneskenes eksistens.

Det var både pattedyr (sæl og marsvin) og en lang række hav- og kystfugle samt selvfølgelig fisk i store mængder, navnlig torsk, makrel og hornfisk. Hertil kom skaldyr som blåmusling, hjertemusling og strandsnegle. Fra indlandets skove har man hentet de store pattedyr som kronhjort, rådyr og vildsvin, mens moserne og de åbne ferske vande har givet deres, lige fra ferskvandsfisk og sumpskildpadde til bæver og odder. Det karakteristiske er altså den brede udnyttelse af dyrelivet i de mange forskellige biotoper, der var tilgængelige inden for en radius af højst 10 km fra de centralt placerede bopladser.

Men lige så vigtigt er det, at der i jægernes bosættelsesområde næppe har været grund til nævneværdige sæsonflytninger. Man har antagelig boet ved fjordbredden året rundt. Her var plantesamfundene talrigest, her samledes de ferske vandløb, og ad disse gik vejene ind i indlandet og til søerne. Her kunne man opstille selvfiskende ruser, og man havde overblik over Øresund og kunne følge ikke blot de sæsonbestemte fiskestimer, men også de rastende og ynglende sæler langs kysten.

Forholdene ved Vedbækfjorden er ikke enestående. I nabofjorden var levevilkårene lige så gunstige. Og tager man Sjælland som helhed, kan man formode, at lignende bosættelser har eksisteret flere steder. Mod vest har Roskildefjorden og Isefjorden været rammen om noget tilsvarende.

Det samme gælder kyststrækningerne rundt om Køge Bugt, inkl. Amager, ved Præstø Fjord, ved Smålandshavet og Møn, ved Storebælt og muligvis flere andre steder. Her var i jægerstenalderens sidste del opstået betingelserne for en mere permanent bosættelse, noget som i det lange løb skulle få afgørende betydning.