Litteraturvejledning

Den arkæologiske litteratur om Danmarks oldtidshistorie har siden 1960'erne gennemgået en kolossal udvikling. De efterfølgende årtiers hastige samfundsforandringer førte til en næsten uoverskuelig vækst også inden for den arkæologiske videnskab.

Udbygningen af landets museumsvæsen, herunder ansættelsen af faguddannede arkæologer ved de mere end 40 danske museer, som beskæftiger sig med arkæologisk virksomhed, var afgørende for dette forløb.

Men hertil kom også oprettelsen af universiteternes arkæologiske institutter, et udvidet samarbejde med beslægtede videnskabsgrene, øgede bevillinger til forskningen, en ændret museumslovgivning etc.

I slutningen af 1960'erne foregik der et veritabelt nybrud inden for den arkæologiske videnskab, ikke blot i Danmark men i hele verden. Man talte om en ny arkæologi, som specielt var påvirket af den vækst inden for samfundsvidenskaberne, især socialantropologien, som på samme tid fandt sted i mange vestlige lande.

Det, som navnlig præger „den nye arkæologi”, er, at man har forladt tidligere tiders meget forenklede forklaringer på historiske udviklingsforløb. De forhistoriske kulturer ses nu som komplicerede systemer, der fungerer efter en række lovmæssigheder af bl.a. økonomisk og social art.

Herved har forskningen tilstræbt en mere helhedspræget opfattelse af de enkelte kulturfaser som f.eks. jægerstenalderen, bondestenalderen, bronzealderen etc., hvilket er sket ud fra bl.a. økologiske betragtninger og ved en udstrakt brug af teorier hentet fra den etnografiske forskning.

I 1992 gjorde dansk arkæologi status over den sidste generations landvindinger. Det skete med værket Da klinger i muld… 25 års dansk arkæologi, redigeret af Steen Hvass og Birger Storgaard. Bogen foreligger også i en engelsk udgave: Digging into the Past.