Spor af to trækirker under samme stenkirke: kirken i Snoldelev syd for Roskilde, fra begyndelsen af 1100-tallet, udgravet i 1953. Af den ældste trækirke er fundet spor af nordvæggen i form af en sammenhængende række af aftryk fra jordgravede stavplanker, i vest afsluttet med et stort hul til en hjørnestolpe. Fra den yngre trækirke (nederst) stammer ro rækker store huller fra tagbærende stolper. To trækirker under samme stenkirke er et ikke helt usædvanligt fænomen.

.

Vorgod Kirke vest for Herning. Overgangen fra trækirke til stenkirke er sket gradvist, ikke blot således, at træ og sten vekslede fra sogn til sogn, men også i den enkelte kirke har sten efterhånden afløst træ i kirkens elementer – som i Vorgod Kirke, hvor den oprindelige trækirke en tid har fungeret som skib for det nye kor opført af granit, og først blev nedrevet, efter at stenkirkens skib var bygget uden om det. Tårnet tilføjedes i senmiddelalderen.

.

Et udvalg af de tidligste danske stenkirker, alle bygget før år 1100. A. Helligkorskirken, Dalby. B. Vor Frue, Roskilde. C. Sven Nordmands Domkirke, Roskilde. D. Sankt Margrethe, Asmild. E. Sankt Nikolai (nu Vor Frue), Århus. F. Sankt Jørgensbjerg, Roskilde.

.

Granitrelief ved nordportalen af den romanske kirke i Sinding ved Silkeborg. Under den korsfæstede Kristus ses to mænd med hver sin nøgle. Selv om egentlige kirkeværger først blev almindelige på denne egn ca. 1300, har man tolket de to som kirkeværger. Motivet med de to betroede mænd er enestående, men man kan i Sinding have haft et særligt behov for at fortælle menigheden, at penge skænket til kirkens kiste blev sikkert forvaret og brugt efter hensigten.

.

Med kristendommen fulgte den skik og den kunst at bygge kirker. De første kirker opførtes af træ og var for det meste stavkirker. Men allerede før 1050 begyndte opførelsen af enkelte stenkirker. Ældst, fra o. 1030, var den frådstenskirke, som Estrid lod opføre i Roskilde til minde om sin myrdede gemal Ulf Jarl, efter alt at dømme med en engelsk bygmester. Siden var det især tyske stenmestre, der blev hidkaldt for at lære danskerne at bygge af sten, således f.eks. i Dalby, hvis kirke fra omkring 1070 sammen med den samtidige krypt under Vor Frue Kirke i Århus, dengang byens domkirke, er de eneste bygninger fra 1000-tallet, der endnu er betydelige rester af.

De første stenkirker opførtes i byerne, og her først og fremmest i stiftsbyerne, hvor de mange gejstlige, biskop, præsteskab og kanniker samt et stort ceremoniel krævede et anseligt domkirkerum. Byernes første stenkirker blev snart for små. I takt med kongers og stormænds gaver til domkirkerne blev det muligt at lade større kirker erstatte forgængerne. Sven Nordmand lod den ældste stenkirke i Roskilde, den som Estrid havde ladet bygge, afløse af en treskibet kirke på 30 x 18 meter. Lige så stor blev Sven Estridsens kirke i Dalby fra den korte periode, da byen var bispesæde. Også i Ringsted og Slagelse lod Sven Nordmand stenkirker opføre.

Af Knud den Helliges gavebrev til domkirken i Lund fremgår, at den – om end ufærdig – er en værdig bispekirke for stiftet. Men i færdig stand kasserede Asser den efter ærkebispesædets oprettelse. Den gamle kirke ombyggedes og indpassedes delvis i den domkirke, som stadig står som et monument over Nordens første ærkebispesæde. Personligt skænkede Asser kirken næsten 30 bol jord, og domkapitlet opfattede ham siden som dens grundlægger. Først opførtes den imponerende krypt, der indviedes i 1123. I 1145, otte år efter Assers død, fuldførtes høj kirkens østlige del. Så stor og krævende var opgaven, at domkirken ikke var færdigbygget før langt ind i det følgende århundrede.

I Odense var kirkebyggeriet en følge af Sankt Knud-kulten og de dermed forbundne gaver. Kirken her blev en treskibet stenkirke med en krypt som første etape. Efter fuldførelsen skrinlagdes Knud den Hellige i 1095 under højalteret. I 1139 blev kirken domkirke for Fyns Stift, idet det for en domkirke nødvendige præsteskab, domkapitlet, blev udgjort af munke, som kaldtes Sankt Knudsbrødre.

Opførelsen af den domkirke, som i dag findes i Ribe, påbegyndtes i midten af 1100-tallet. Der har været forgængere i byen længe før, men næppe af sten før 1100-tallets begyndelse. Til Ribe skal sten hentes langvejs fra. Også Viborg Domkirke af sten er fra 1100-tallets begyndelse.

Så vidt domkirker og bykirker, som i størrelse og pragt forlenede grundlæggere, bygmestre og donatorer med ære og værdighed. Men antallet af katedraler var kun ringe i sammenligning med de hundredvis af landsbykirker, der skød op i landskabet.

De mange kirker var lavet af træ og derfor „billige”. I løbet af 1100-tallet og ind i 1200-tallet blev de afløst af og suppleret med kirker opført af sten. Uanset materialet rejser sig spørgsmålet, hvem tog initiativet, hvor kom midlerne og arbejdskraften fra?

Ud fra sammenligninger med udlandet må man antage, at initiativ til og organisering af det tidligste kirkebyggeri i reglen har ligget hos en eller flere storbønder, som i kraft af deres formåen i henseende til gods og undergivne har ladet kirker opføre under bistand af professionelle bygmestre. Heraf følger ikke, at kirken var bygherrens eget hus på linie med hans øvrige huse. At lade en kirke opføre er en offergerning; kirken er Guds hus, og bygherren er højst kirkens patron, dvs. værneherre. Han får patronatspligt og -ret i forhold til kirken. Hvad det nøjere betød hos os i 1000-tallet, ved vi ikke; men forholdet blev i 1100-tallet reguleret i kirkens retssystem, den kanoniske ret: patronatsret er kun retten til over for bispen at foreslå en ny præst, når embedet var ledigt. Om bispen ville følge forslaget, var op til ham selv. Men hensynet til et godt forhold til kirkens patron har nok haft en vis vægt.

Den territoriale udbygning af kirkeorganisationen, som blev indledt omkring 1060 med fastlæggelsen af bispedømmerne, fortsattes med sogneinddelingen. Hvor sognet før var kredsen af personer, der søgte samme kirke, blev det nu pålagt præsterne at fastlægge grænser imellem sognene. En kirkes sognefolk bliver dermed beboerne af et fastlagt sogneområde. Denne konsekvente sogneinddeling af hele riget er en nødvendig følge af indførelsen af tiendepligten, hvis hjemmel findes i Bibelen, og hvis eksistens i Danmark er sikker i 1135, men som nok er realiseret i den foregående menneskealder. Hermed sikrer kirken sig, at alle afkræves tiende, og omvendt, at ingen kræves af flere sognekirker.

Samtidig synes det at blive stadig mere almindeligt, at sognekirker blev opført af flere i fællesskab; sognefolkene blev kirkebyggere. Også dette kan ses i forbindelse med tiendepligtens gennemførelse. Tiende er i Bibelen og kirkeretten en offergave eller afgift til præst og kirke bestående af en tiendedel af en afgrøde, typisk hvert tiende neg på marken. I Danmark modtog præst og kirke tiende fra 1100-tallets begyndelse, mens bispen fik en mindre afløsningssum. Kirkens andel anvendtes til kirkebyggeri og kirkens vedligeholdelse.

At kirker rejstes alle vegne kan ikke kun forklares med en effektiv opkrævning af tiende. Adam af Bremens udsagn vedrørte jo tiden før tiendens indførelse. Det fortsat blomstrende kirkebyggeri i 1100-tallet var et udpræget fælleseuropæisk fænomen. Forklaringen er kompliceret, men i den indgår såvel religiøse, som økonomiske og sociale elementer – samt en god portion lokalpatriotisme, som har været en spore for sognemændene i kirkebyggeriet. At alle husstande har bidraget med kirketiende har vel også bevirket, at den enkelte bonde har følt ikke blot pligt, men også ret til at være med til at løse den fællesopgave, kirkebyggeriet var.

Sognekirkerne blev, selv inden for samme stift, vidt forskellige, i størrelse, materialer og arkitektur. Bagved ligger sognets folketal og velstand, adgang til byggematerialer, og mulige direktiver fra en biskop, et kloster eller en stormand i kraft af patronatsretten.

Og når sognekirkerne blev forskellige i det ydre, kunne det også skyldes vidt forskellig organisering af sognets byggefællesskab. Men overalt har det været en fordel, at bønderne var vant til at træffe fælles beslutninger i fælles anliggender. Med dyrkningsfællesskab, fællesarealer, fælles ansvar for gærder og hegn følger solidaritet og kollektivt ansvar. Og med dette ansvar følger en høj grad af selvjustits inden for fællesskabet. Ligegyldighed, slendrian og modvilje tolereres ikke. Med gudsfrygten spændt for vognen har man magtet den kæmpeopgave, som kirkebyggeriet var for sognet. Og resultaterne, de mange sognekirker i sten fra 1100- og 1200-tallet, har vi for vore øjne og i brug den dag i dag.

Men kilderne siger meget lidt om den juridiske og praktiske organisering af de tidlige byggefællesskaber. I forhold til stormandskirkerne, der var enkeltmands eller få personers værk, har tienden og mange frivillige gaver og arbejdspræstationer muliggjort sognefolkets kirkebyggeri. Ansvarsproblemer opstod først efter byggeriets afslutning. Kirketiende skulle fortsat betales, men hvorfor, når kirkebyggeriet var fuldført? Og hvorledes skulle de opkrævede midler forvares, og af hvem? Mange lokale ordninger må i 1100-tallet have set dagens lys; men først med indførelse i 1200-tallet af egentlige kirkeværger med ansvar for kirkebygningens midler nås en tilfredsstillende løsning på dette problem.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kirkebyggeriet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig