Slægtstavle over medlemmer af den indflydelsesrige jydske Thrugotslægt. Den var nært knyttet til Sven Estridsens sønner, og Bodil, Thrugot Ulvsens og Thorgunnas datter, blev Erik Ejegods dronning. Hendes broder Sven, der nævnes som Knud den Helliges betroede hirdmand, blev fader til ærkebiskop Asser og farfar til ærkebiskop Eskil.

.

Peder Bodilsen som klosterstifter. Som Sven Estridsen var Peder opkaldt efter en fornem mor, og vi kender ikke hans far. Selv blev han en fremtrædende stormand, som efter drabet på Knud Lavard støttede Hvideslægten imod drabsmanden. I Næstved Sankt Peders Kloster, som han grundlagde sammen med sin mor og sine brødre, mindedes han i dødebogen og hædredes med denne illustration, hvor han overrækker kirken som gave til sin navnehelgen, selveste Sankt Peder.

.

Lunds Domkirke blev restaureret meget grundigt i det 19. århundrede. Mest intakt er den østlige ende, der stort set fremtræder i den skikkelse, den fik i 1100-tallet, da den som den nyudpegede nordiske ærkebiskops sæde var Nordens hovedkirke.

.

Det storpolitiske og ideologiske spil imellem gejstlig og verdslig øvrighed i den katolske kristenhed, imellem pave og kejser, fik i Danmark afgørende betydning for forholdet imellem kirke og kongemagt.

Den nordiske kirkeprovins' første ærkebiskop Asser Svensen var i sin lange embedsperiode (1104-37) pavemagtens loyale tjener i et samarbejde med kong Niels, der længe fungerede godt. Asser ledede udbygningen af kirkeorganisationen i hele sit store embedsområde, men lagde af hensyn til den opnåede uafhængighed af Hamburg-Bremen-ærkestiftet særlig vægt på at bevare det danske riges enhed og selvstændighed. Denne selvstændighed måtte Asser føle truet af kongens lensed til kejseren. Derfor svigtede han kong Niels til fordel for Erik Emune i en situation, da den ene af de to samtidigt fungerende paver ønskede det nordiske ærkebispesæde nedlagt.

Så galt gik det ikke; Asser virkede i sit embede til sin død. Som hans efterfølger valgtes Eskil, en søn af den jydske stormand Christiern Svensen, som havde overlevet overfaldet på Knud den Hellige i 1086. Som Assers brodersøn synes Eskil næsten at have arvet embedet som ærkebiskop i kraft af sit medlemskab af den mægtige Thrugotslægt. Det blev dog ikke tilfældet.

Mens vi intet konkret ved om Assers uddannelse, er vi bedre underrettet om Eskils baggrund for den karriere, som skulle føre ham frem blandt de mest berømte navne i tidens europæiske kirkehistorie. Han var født omkring 1100 og blev som stor dreng sendt til domskolen i Hildesheim i Sachsen, en skole, der specielt var kendt for at udbrede læren om kirkens frihed og uafhængighed af kejseren. Også den kanoniske ret, kirkens egne love, har Eskil stiftet bekendtskab med i disse år, der udrustede ham til at blive en ubønhørlig forkæmper for kirkens sag – hvad både konge og kejser skulle erfare.

Hjemvendt til Danmark fik han embede ved farbroder Assers kirke i Lund. I en bekræftelse fra 1133 af en godsgave til kirken anfører Asser, at det sker på opfordring af hr. Eskil, kirkens provst. Samme år hærger den borgerkrig, der var følgen af drabet på Knud Lavard i 1131. Og året efter stod slaget ved Fodevig nær Lund. Eskil har således været tæt på de begivenheder og den beslutning, der førte Asser til at vælge Erik Emunes oprørsparti frem for at støtte kong Niels og hans søn Magnus. Slaget kostede fem bisper livet – og Eskil avancerede til biskop i Roskilde. Erik blev konge, og snart kom det til strid og fejde imellem biskoppen og kongen. Ifølge Saxo, som ikke var Eskil særlig gunstig stemt, fik denne høvdingen Peder Bodilsen på sin side og rejste på hele Sjælland et oprør imod kongen „i frihedens navn”. Kongen måtte forlade Sjælland, men vendte tilbage med en jydsk flåde. På Assers forbøn slap Eskil med en bøde på 20 mark guld.

Næstved Sankt Peders Kloster blev grundlagt af Peder Bodilsen og hans slægtninge. Biskop Eskil begunstigede klostret med privilegier i et brev, som er dateret 1135 – „efter Kristi fødsel, da Lothar, romernes ophøjede kejser, regerede, i Eriks, danernes konges, 5. år samt i hr. Eskils, roskildekirkens ærværdige biskops, 2. bispeår”. Man bemærker her kejserens navn og dets placering imellem Vorherre og kongen. Samme år, 1135, stifter Erik Emune et kloster ved kirken i Ringsted, Knud Lavards gravkirke, men i brevet herom nævnes Eskil ikke.

Da ærkebiskop Asser døde i maj 1137, blev slesvigbispen Rike, Erik Emunes kapellan, udpeget som hans efterfølger; men efter kongens død i september samme år ændredes signaler til fordel for Eskil. Bag dette stod ifølge Roskildekrøniken Peder Bodilsen. På hans råd affandt Rike sig med bispedømmet i Roskilde, hvorved „uro og krig” blev undgået. Det turde heraf fremgå, at stærke politiske kræfter var involveret, når kirken besatte sine højeste embeder. En af Eskils kapellaner, Herman, der stammede fra Rhinlandet, blev sendt til Rom for at hente palliet, værdighedstegnet for en ærkebiskop. På baggrund af de pavebreve, som i 1133 havde dekreteret, at Lundesædet skulle underlægges Hamburg-Bremen, var Hermans mission uhyre vigtig. Men tilsyneladende smertefrit modtog Herman af paven palliet, som bekræftede Eskil i embedet som ærkebiskop over ærkesædet i Lund. Herman blev siden biskop i Slesvig.

Eskil var ærkebiskop i fyrre år. Hvis man, som det ofte er gjort, sammenligner kirken med et skib, sejlede den danske kirke ikke i smult vand med Eskil som rorgænger. Om kursen var han imidlertid aldrig i tvivl. Den var i nøje overensstemmelse med den europæiske reformbevægelse inden for kirken, som var udstukket af pave Gregor 7., den store klosterstifter Bernhard af Clairvaux og Eskil selv. På denne kurs skulle konger og stormænd ingen indflydelse have. Som ærkebiskop foretrak Eskil fangenskab og eksil frem for afvigelser fra den rette kurs. Hans målsætning gav resultater: Eskils embedstid er i Danmark det afgørende gennembrud for de pavetro og reformivrige klosterordener. Eskil begunstigede frem for nogen Bernhard af Clairvaux's cisterciensermunke. Allerede i 1144 fik han deres bistand ved grundlæggelsen af Herrevad Kloster i Skåne, det ældste cistercienserkloster i Danmark, og i de følgende år skød nye klostre op. Foruden cistercienserne repræsenteredes de ligeledes reformvenlige præmonstratensere samt benediktinere af den gamle skole.

Da var tronstridighederne for længst brudt ud. Da Oluf, søn af Harald Kesja, med en styrke fra Sverige trængte ind i Skåne og gjorde sig til konge der, skete det under modstand fra Eskil. Senest i 1143 blev Oluf slået og dræbt af Erik Lams hær. Kong Erik kvitterede for Eskils troskab med jordegods i Nordsjælland, som blev grundlag for Esrum Kloster. Hertil hentedes atter munke fra Clairvaux.

I forening kunne konge og ærkebiskop i 1145 deltage i indvielsen af Sankt Laurentius-domkirken i Lund, som Asser havde ladet påbegynde, og som tegnede til at blive en katedral af internationalt format og med fremragende udsmykning i bedste europæiske stil.

I den splittelse, der fulgte Erik Lams klostergang og død, støttede Eskil Knud Magnussen. Da Sven Grathe efter sit valg til Sjællands konge i 1146 sammen med Knud Lavards søn Valdemar planlagde en helgenkåring af Knud Lavard, blev denne plan modarbejdet af Eskil. Det tyder på hans sympati for kong Niels' linie af kongeslægten, men kan også skyldes en principiel kirkelig modvilje over for helgenkåring som grundlag for arveret til tronen. Med Knud Lavard som helligt ophav til kongeslægten understreges ikke blot hans efterkommeres – og netop nu Svens – krav på tronen, men i videre perspektiv styrkes kongemagten på bekostning af kirkens og stormændenes indflydelse på kongevalg. Den kirkelige reformbevægelse, som Eskil støttede så varmt, ønskede ikke kongehelgener, fordi de kunne tages som udtryk for, at Gud greb direkte ind i tronfølgen, således at den verdslige øvrighed kunne hævde, at den fik sit sværd direkte fra Gud og ikke fra paven.

I første omgang søgte Eskil at mægle imellem de to konger, fætrene Knud og Sven; men det lykkedes ikke på længere sigt. Begge søgte de tysk støtte i kampen for et eneherredømme; og en sådan støtte måtte betyde tysk indflydelse også på kirkens område. Denne fare blev helt reel, da ærkebiskop Hartwig af Hamburg-Bremen med støtte af kong Konrad 3. hos paven anmodede om højhed over Lundesædet. I denne situation søgte Eskil hjælp hos den katolske kirkes førende autoriteter, abbed Bernhard af Clairvaux, der igennem en menneskealder havde haft afgørende indflydelse på kirkens og Europas historie, og Bernhards tidligere elev, pave Eugenius 3. (1145-53). Eskils sendebud til de to var abbeden for det nye cistercienser-kloster i Esrom, Vilhelm. Om Bernhard fik paven til at støtte Eskil, ved vi ikke; men Konrad 3. døde i 1152, og ærkebispen af Hamburg fik ikke sit ønske opfyldt.

Abbed Vilhelm kan over for Eskil have berettet om Bernhards skrøbelighed. I hvert fald rejste Eskil nu selv til Clairvaux, hvor han nåede at besøge Bernhard, der døde i 1153.

På hjemvejen til Danmark blev Eskil ledsaget af et antal munke, der forlod Clairvaux for at virke i Esrom Kloster.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En europæisk kirkeleder: Eskil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig