Bronzestøbt madonna med spor af forgyldning, fundet 1828 i Randers Fjord lige øst for broen til Randers by. Mens vikingetidens kunst var nordisk med engelske og irske bidrag, har den tidlige middelalders danske kunst i vid udstrækning tyske og engelske forbilleder. Mange fund af kunsthåndværk vidner også om tæt kontakt med Frankrig, hvorfra denne madonnafigur antagelig stammer.

.

Pave Eugenius må have betragtet situationen i Eskils kirkeprovins som usikker og uafklaret. Derfor sendte han kardinal Nicolaus Breakspeare til Skandinavien med fuldmagt til at reorganisere Lunds ærkestift. Han besøgte Norge 1152-53 og traf beslutning om at oprette et ærkesæde i Nidaros (Trondheim). Under dette henlagdes de fire norske bispedømmer og de seks bisper på de øer i Atlanterhavet, som beboedes af nordmænd. Et program blev samtidig lagt for indførelse af de regler i kirkeretten, som nordmændene stadig ikke efterlevede.

Fra Norge rejste kardinalen til Sverige; muligvis med planer om også her at oprette et selvstændigt ærkestift. Et sådant blev dog foreløbig udskudt. Sveerne var først for nylig blevet kristne, så den kirkelige organisation var ny og svag. Stridigheder imellem goter og sveer var andre hindringer.

Efter at have besøgt Eskil i Lund og forelagt ham planerne for kirkeprovinsen vendte Nicolaus tilbage til Rom, hvor han kort efter blev valgt til pave under navnet Hadrian 4. (1154-59). I denne egenskab modtog han Eskil i audiens. Planen om at gøre Sverige til en selvstændig kirkeprovins blev atter diskuteret, og Eskil fik stillet i udsigt, at primatet over den svenske kirke skulle forblive hos ærkebiskoppen i Lund. I 1164 trådte denne ordning i kraft, da Eskil i Frankrig indviede den første svenske ærkebiskop, Stefan, der fik sæde i Uppsala.

Fra sit fangenskab skrev Eskil i 1157 et brev, hvis indhold er bevaret i afskrift. Som Jesu Kristi fange meddeler han Danmarks konger, som netop det år var Sven, Knud og Valdemar, samt stormænd, bisper og hele gejstligheden, at han uskyldig er lagt i lænker, anklaget af kejseren for at have formindsket hans rige og hans krone. Heroverfor påberåber Eskil sig sin uskyld. Han beder om løskøbelse ved bønner, og kun ved dem. Al anden løskøbelse frabeder Eskil sig, da kirkens frihed ikke kan købes: „Jeg vil hellere sætte livet på spil, end at den almindelige kirkelige frihed for min skyld skal trædes under fode.”

Over for denne holdning gav kejseren op. Bag hans anklage lå Eskils modstand imod den kejserlige lensmand, kong Sven. Efter dennes død på Grathe Hede blev Eskil løsladt og kunne drage hjem til Lund. For pavemagten fik episoden den virkning, at to paver valgtes ved Hadrians død i 1159. Kardinalkollegiets gregorianske flertal valgte den kejserfjendtlige Alexander 3. Et kejservenligt mindretal opstillede en slægtning til kejser Frederik Barbarossa, kardinal Octavian, under navnet Victor 4. (1159-64). På et kirkemøde i Pavia i 1160 erklærer kejseren Victor for retmæssig pave, men England, Frankrig og det normanniske Syditalien anerkender Alexander 3. Kirkemødet bandlyste Alexander 3., som svarede med at bandlyse Victor 4. og kejseren. Et skisma, som skulle vare i 18 år, var brudt ud.

Da Eskil omsider vendte tilbage til Danmark, var Valdemar, søn af Knud Lavard og hans russiskfødte hustru, Ingeborg, den eneste overlevende konge efter det opgør, der indledtes med blodgildet i Roskilde. Ingen i Danmark bestred Valdemars ret til riget, men den var opnået på bekostning af Sven Grathe, som var kejserens retmæssige lensmand. For at forhindre Frederik Barbarossa i at gribe ind, som Konrad 3. havde gjort det efter drabet på Knud Lavard, sendte Valdemar gesandter til kejseren med anmodning om bekræftelse af sit kongevalg og sit kongelen. Kejseren accepterede dette, men den formelle godkendelse blev på grund af felttog i Italien udskudt til 1162, da det pavelige skisma stod i lys lue. Valdemars afhængighed af kejseren tvang ham til at støtte den kejserlige pave, Victor 4., på bekostning af Alexander 3., som Eskil var nært knyttet til. Dette betød enden på et samarbejde imellem Eskil og kong Valdemar, som havde resulteret i en fælles klosterpolitik til gavn for cistercienserne, og i fælles deltagelse i togt imod venderne. Eskil gik ikke på akkord med kejserens modpave. De bisper, som Victor 4. havde indsat i Odense og Slesvig, blev bandlyst af ærkebiskoppen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ærkestiftets deling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig