Danmarkshistorien

Europa og Danmark

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Når det er nævnt, at en egentlig national bevidsthed endnu i tusindtallet var danerne fremmed, kan man spørge om der eksisterede noget europæisk fællesskab i samme periode.

Begrebet „Europa” opstod i antikkens Grækenland og blev overtaget af romerne, primært som fællesnævner for de to folk i modsætning til Asien og Afrika. Mens disse kontinenter kun regnedes for provinser i oldtidens Romerrige, så billedet anderledes ud efter Det vestromerske Riges undergang (476 e.Kr.) og folkevandringstiden. Modsætningen til den byzantinske Orient og til Nordafrika, som i løbet af 600-tallet blev islamisk, kan ligesom i oldtiden have styrket fornemmelsen af et europæisk fællesskab inden for rammerne af dels den katolske kirke og dels den kejsermagt, der fremtrådte som Romerrigets arvtager i Vesten. I begyndelsen af 700-tallet truede araberne med at erobre hele Vesteuropa, men de blev stoppet af frankerne i 737 og drevet tilbage til den pyrenæiske halvø, som forblev under arabisk (maurisk) styre igennem de følgende århundreder.

Trods deres ekspansion udgjorde vikingerne ikke en lignende trussel. Tværtimod gik kulturpåvirkningen fra de erobrede områders befolkning til vikingerne i deres bosættelsesområ-der, f.eks. det østlige England og Normandiet, og i svagere form i deres hjemlande. Forbindelserne imellem England og Danmark ophørte ikke med Hardeknuds død i 1042. Man opretholdt forbindelserne med den angelsaksiske kirke, og danske konger opgav ikke håbet om den engelske trone. Og i England følte mange sig som danske.

Ærkebiskop Anno af Köln (1056-75) som kirkegrundlægger. Anno bortførte i 1062 Tysklands 12-årige kong Henrik 4. og blev derved kongens formynder og rigets regent. I det politiske spil var han hensynsløs og fik mange fjender. Men han grundlagde flere klostre og højnede kirketugten. Derfor blev han i 1183 ophøjet til helgen. Bogillustration fra o. 1180.

Fra midten af tusindtallet præges europæisk historie af forholdet imellem de to centrale magtfaktorer, den gejstlige pavemagt og den verdslige kejsermagt. Siden ca. 900 havde pavemagten, trods politisk afhængighed af kejserdømmet, vundet i åndelig styrke, endog med flere kejseres støtte. Under Knud den Stores svigersøn, kong Henrik 3. (1039-56) udstraktes kejserriget til udover Tyskland at omfatte Burgund og Italien. Henrik blev kejserkronet og fik indflydelse på pavevalgene. De følgende paver var tyskere.

Den alliance, der således opstod imellem kejser og pave, betød ganske vist pavens afhængighed af kejseren, men udadtil styrkedes pavens autoritet. Det er baggrunden for, at det i 1054 kom til et brud imellem paven i Rom og patriarken i Konstantinopel. Resultatet blev „det store skisma”: adskillelsen imellem den byzantinske, græsk-ortodokse kirke i øst og den romersk-katolske kirke i vest. Et skel skulle hermed blive trukket imellem en østeuropæisk, græsk-byzantinsk kultur og en vesteuropæisk, latinsk kultur. Men på samtiden gjorde kirkebruddet ikke dybere indtryk.

Uheldigt for kejsermagten var det, at Henrik 3. døde som 39-årig i 1056. Hans søn Henrik (4.) var da 6 år, så enken, Agnes af Poitou, overtog regentskabet. Men magten gled hendes regering af hænde og de tyske biskopper opnåede afgørende indflydelse. Den højeste tyske gejstlige, ærkebiskop Anno af Köln, greb magten og udøvede den sammen med ærkebiskoppen af Bremen, Adalbert, der var den danske kirkes overhoved.

Adam af Bremen beretter, at Adalbert havde et godt og nært forhold til Sven Estridsen, og at han arrangerede et møde imellem Sven og kejseren. Denne kejser må være Henrik 3., og mødet fandt sandsynligvis sted i Merseburg i Sachsen i 1053. Samme år fik Adalbert af paven udvidet myndighed over de nordiske og slaviske områder. Som pavens legat fik han blandt andet ret til at indsætte biskopper i et område, der udstraktes til „alle de nyomvendte folk: sveer, daner, nordmænd, Island, skridfinner, Grønland og alle nordiske folk”. At netop denne ærkebiskop, der krævede Norden som sit patriarkat, ti år senere reelt udøvede kejserens magt, på bekostning af såvel ærkebiskop Anno som Henrik 3.s enke og mindreårige søn, kunne meget vel blive en risiko for Danmarks selvstændighed. Men verdslige tvske fyrster reagerede imod bispestyret og tvang den unge kong Henrik 4. til at afsætte Adalbert.

Bayeux-tapetet kaldes et 70 m langt og 1/2 m højt vægtæppe af hørlærred med broderier, som i tegneserieform viser de begivenheder, der endte med, at hertug Vilhelm af Normandiet erobrede England. Fra tapetet, som har korte latinske tekster, ses her nogle af invasionsflådens vikingeskibe. Da vægtæppet er lavet kort efter 1066, er dets mange store og små billeder en vigtig historisk kilde. Det findes i Bayeux, Normandiet, hvor det tidligere blev ophængt i domkirken ved festlige lejligheder.

Også paven i Rom udnyttede Henrik 4.s mindreårighed og frigjorde sig for kejsermagtens indflydelse og indblanding. I disse bestræbelser kunne pavestolen udnytte de kristnede folkeslag, som lå uden for kejserriget: Skandinavien, Polen, Ungarn og Böhmen.

For det angelsaksiske England blev den normanniske hertugs magt skæbnesvanger. I 1066 døde Edvard Bekenderen som den sidste angelsaksiske konge af Alfred den Stores slægt. Stormændene valgte i hast jarl Godwins søn Harold til konge. Hans broder jarl Tostig overtalte i denne situation den norske konge Harald Hårderåde til at støtte sit krav på Englands trone med våbenmagt imod broderen. Den norske konge vejrede morgenluft og sejlede af sted med en stor hær for med et lynangreb selv at erobre England, en aktion, der illustrerer de hurtige forbindelser over Nordsøen. Overrumplingen gav da også Harald Hårderåde nogle nemme gevinster, men den 25. september 1066 kom det ved Stamford Bridge ved York til det afgørende slag med Harold Godwinsson og hans hovedhær. Trods tapper indsats bukkede den norske invasionshær under. Harald Hårderåde faldt og mange med ham, men resterne af hæren reddede sig ved flugt til skibene.

Europa i 1000-tallet med særlig fremhævelse af Det tysk-romerske Rige, som hed Det hellige romerske Rige, efter at Otto den Store i 962 lod sig krone af paven som romersk kejser. Under Konrad 2. (1024-39) øgedes riget ved arv med kongeriget Burgund (1032). Ikke mindst takket være det fælles retsgrundlag, som oldtidens romerret leverede, lykkedes det de skiftende tyske kejsere at fortsætte i rollen som de romerske kejseres efterfølgere i riget, som eksisterede indtil 1806.

Ved efterretningen om kong Edvards død var også hertug Vilhelm af Normandiet gået i aktion. Han hævdede, at Edvard, som han var beslægtet med, havde lovet ham Englands trone. Med en rytterhær gjorde Vilhelm landgang i Sydengland. Ved Hastings kom det den 14. oktober til slag med Harold Godwinssons hær, som blev slået. Harold blev dræbt, og Vilhelm blev „Erobreren”. Juledag 1066 blev han i London kronet som engelsk konge, og som sådan regerede han til sin død i 1087. Ikke med alles gode vilje. Angelsaksiske oprør og et dansk vikingetog kunne dog ikke true Vilhelm og hans normanniske rytterhær. Oprørernes godser konfiskeredes til fordel for kronen og de normanniske riddere. At Vilhelm havde lovet at overholde de angelsaksiske love hindrede ikke opbygningen af et effektivt centralstyre.

Intet ord i historiebøgerne er så overflødigt som „hvis”; men alligevel: hvis Harald Hårderåde havde sejret ved Stamford Bridge, kunne et norsk vesterhavsimperium have haft en chance under ledelse af en konge, der ikke blot var halvbroder til selveste Olav den Hellige, men som også havde helt specielle forudsætninger og erfaringer. Han havde indtil midten af 1040'rne opholdt sig i Byzans, hvor han beklædte en ledende post i den østromerske kejsers garde. Han er et eksempel blandt mange på den forbindelse, der eksisterede imellem Skandinavien og Det byzantinske Rige, en forbindelse, som siden vikingetiden foregik ad de russiske floder fra Østersøen til Sortehavet. I modsætning til vikingernes ekspansion imod vest og sydvest har rejserne østpå kun sat sig få spor, om end flere runesten berømmer byzansfarere. Men de arkæologiske fund, især de arabiske (kufiske) mønter fra centralasiatiske møntsteder, taler deres tydelige sprog om de østlige handelsveje.

Vilhelm Erobrerens store segl. Efter at have vundet England i 1066 lod Vilhelm sit segl fordoble, så begge sider fik præg. På forsiden ses han som hertug af Normandiet, på bagsiden som konge af England. Segl har været brugt som garanti for ægthed siden oldtiden. Dobbeltsegl blev siden brugt som kongesegl andre steder, således i Danmark.

Omkring 1050 blev de fjernøstlige ruter ofte afbrudt af asiatiske nomadefolk; men ruten til Byzans via Novgorod og Kijev, ad floden Dnepr, var stadig fremkommelig og blev benyttet i de følgende årtier; men så blev i 1068 også denne forbindelse til den byzantinske kultur effektivt stoppet af asiater, kun kort tid efter bruddet imellem den katolske og den byzantinske kirke. Den omstændighed, at de skandinaviske lande ikke længere formidlede en nordeuropæisk handels- og kulturforbindelse imellem vest og øst, betød, at Skandinavien for en tid blev isoleret som Vesteuropas yderste provinser mod nord. Forbindelsen til Orienten blev helt overtaget af middelhavslandene. Som de nu kulturelt og handelsmæssigt afhængige måtte skandinaverne udbygge de vest- og centraleuropæiske kontakter, som overlevede vikingetiden. I middelalderen havde skandinaver – med undtagelse af pilgrimsrejsende og korstogsfarere – kun vage forestillinger om det byzantinske rige.

Dagmarkorset. Arkæologiske fund viser kontakt med det fjerne Bvzans, hvorfra også dette lille kors stammer. Det er udført i guld og emalje i 1000-tallet og har rummet en hellig genstand, en relikvie. Det blev fundet i kirken i Ringsted i 1600-tallet og traditionen vil vide, at korset stammer fra dronning Dagmars grav. Det kan dog også have tilhørt Valdemar Sejrs søster, prinsesse Richiza, der i 1220 blev begravet samme sted. Hendes moder, Valdemar den Stores dronning, Sophie, stammede fra Rusland, som var forbindelsen til Bvzans. Men korset, som kun måler 3,5 x 2,8 cm, kaldes Dagmarkorset.

Des nærmere og stærkere blev forholdet til romerkirken og pavestolen. Da pave Alexander 2. døde i 1073, udråbte den romerske befolkning kardinal Hildebrand som pave. Han tog navnet Gregor 7. og skulle blive en af historiens største paver, med indflydelse på historiens gang i hele Europa.

Den ophørte kontakt med Byzans, og Danmarks dermed følgende placering i randen af Vesteuropa blev på det kulturelle plan afbødet af kirkens civiliserende indsats. De skandinaviske riger, Danmark, Norge og Sverige, er resultater af den kristne kirkes evne til at organisere. Bispedømmet er betingelsen for det middelalderlige kongedømme. Kirkens styrke lå ikke blot i troens fortrin. Dens praktisk-administrative erfaringer var uundværlige redskaber, når missionsmarken skulle dyrkes og bispedømmet var længe det vigtigste administrationsområde. Men endnu omkring 1050 synes de danske bispedømmer ikke ganske fastlagt.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Dagmarkorset. Arkæologiske fund viser kontakt med det fjerne Bvzans, hvorfra også dette lille kors stammer. Det er udført i guld og emalje i 1000-tallet og har rummet en hellig genstand, en relikvie. Det blev fundet i kirken i Ringsted i 1600-tallet og traditionen vil vide, at korset stammer fra dronning Dagmars grav. Det kan dog også have tilhørt Valdemar Sejrs søster, prinsesse Richiza, der i 1220 blev begravet samme sted. Hendes moder, Valdemar den Stores dronning, Sophie, stammede fra Rusland, som var forbindelsen til Bvzans. Men korset, som kun måler 3,5 x 2,8 cm, kaldes Dagmarkorset.

© Dette billede må du ...

Bagsiden af Dagmarkorset. I den midterste medaljon ses Kristus som Verdens Dommer, til venstre jomfru Maria, til højre Johannes Døberen, foroven den græske kirkefader, Sankt Basilios (330-379), den første, der skrev et digt om verdens skabelse, og forneden Sankt Chrysostomos (347-407), ligeledes græsk kirkefader. Navnet betyder Gyldenmund og refererer til hans store veltalenhed, først som advokat, siden som prædikant. De er to af den byzantinske kirkes førende helgener. Korset er et relikviegemme; i dets hulrum findes muligvis stadig en splint af Kristi kors, det helligste af alle relikvier.

© Dette billede må du ...

Vilhelm Erobrerens store segl. Efter at have vundet England i 1066 lod Vilhelm sit segl fordoble, så begge sider fik præg. På forsiden ses han som hertug af Normandiet, på bagsiden som konge af England. Segl har været brugt som garanti for ægthed siden oldtiden. Dobbeltsegl blev siden brugt som kongesegl andre steder, således i Danmark.

© Dette billede må du ...

Europa i 1000-tallet med særlig fremhævelse af Det tysk-romerske Rige, som hed Det hellige romerske Rige, efter at Otto den Store i 962 lod sig krone af paven som romersk kejser. Under Konrad 2. (1024-39) øgedes riget ved arv med kongeriget Burgund (1032). Ikke mindst takket være det fælles retsgrundlag, som oldtidens romerret leverede, lykkedes det de skiftende tyske kejsere at fortsætte i rollen som de romerske kejseres efterfølgere i riget, som eksisterede indtil 1806.

© Dette billede må du ...

Bayeux-tapetet kaldes et 70 m langt og 1/2 m højt vægtæppe af hørlærred med broderier, som i tegneserieform viser de begivenheder, der endte med, at hertug Vilhelm af Normandiet erobrede England. Fra tapetet, som har korte latinske tekster, ses her nogle af invasionsflådens vikingeskibe. Da vægtæppet er lavet kort efter 1066, er dets mange store og små billeder en vigtig historisk kilde. Det findes i Bayeux, Normandiet, hvor det tidligere blev ophængt i domkirken ved festlige lejligheder.

Viser 1-6 af 7 billeder | Se alle

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Bremen
storby i Nordvesttyskland ved floden Weser; 5 ...Artikel i Den Store Danske
Dnepr
Europas tredjelængste flod (efter Volga og Do ...Artikel i Den Store Danske
Kristus
i Det Nye Testamente (NT) både en titel og, i Pa ...Artikel i Den Store Danske
Konstantinopel
hovedstaden i Det Byzantinske Rige , grundla ...Artikel i Den Store Danske
vikingetiden
perioden fra slutningen af 700-t. til midten ...Artikel i Den Store Danske
Johannes Døberen
Johannes Døber , det navn, som både evangeli ...Artikel i Den Store Danske
Merseburg
tysk by ved floden Saale 15 km syd for Halle i d ...Artikel i Den Store Danske
Skandinavien
(lat. Scandinavia , opr. form af Skåne ), bete ...Artikel i Den Store Danske
pavestolen
Sedes Apostolica , ikke-officiel betegnelse for ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
OFen
13/02/2012
  • Læst 1633 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki