En pen hedder på latin penna og sådanne gemmes i et pennalhus som dette, der er udskåret i hvalrostand ca. 1250. Låget, som er 16 cm langt, har udskårne billeder af en biskop og en konge. Indtil 1300-tallet var alle skrivere gejstlige, og det kostelige pennalhus kan have tilhørt en skriver i kongens kancelli.

.

Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Efter midten af 1100-tallet blev en ældre frådstenskirke i Ringsted afløst af en kirke bygget af teglsten, den første storkirke af dette nyindførte byggemateriale. Dens korparti stod færdigt i 1170, da en stor kirkefest blev afholdt her. Da blev Knud Lavard ophøjet til helgen, og Knud, Valdemar den Stores søn, blev kronet. Først omkring år 1200 var kirken fuldført.

.

Med „den fasteste fred”, som Erik Lam havde skaffet riget, var det snart forbi. Roskildekrøniken beretter, at jyderne valgte Knud, søn af kong Niels' søn Magnus, mens skåningerne og sjællænderne valgte Sven (Grathe), Erik Emunes søn, og gjorde ham til konge. „Deraf kom en langvarig kamp mellem Sven og Knud, i 12 år. For da Sven besteg tronen, forsvandt freden, oprør opstod, og den indre uro kaldte selv fredelige folk til kamp.”

Rigets enhed var i fare. I helgenskriftet om Knud Lavard fra 1170 hedder det, at Sven sammen med Valdemar, Knud Lavards søn, i 1146 ønskede at skrinlægge Knuds jordiske rester på højalteret i Ringsted Kirke. Bagved kan ligge en fortsættelse af Erik Emunes bestræbelser for at ophøje Knud Lavard, Erik Ejegods søn, Erik Emunes broder og Erik Lams morbroder, til helgen til støtte for Erik-liniens – og dermed Svens – tronkrav, i konkurrencen med efterfølgerne af Magnus, Knud Lavards morder.

Ærkebiskop Eskil var imod skrinlæggelsen af Knud Lavard, men synes at have tilstræbt et forlig imellem de to konger, fætrene Sven og Knud. I hvert fald overtalte han dem til et fælles korstog mod venderne, der kunne give dem afløb for deres krigslyst. Det mislykkedes, og den indre strid fortsatte, nu også imellem ærkebispen og kong Sven. Herredømmet over Sjælland var stridens æble. Jydernes konge Knud Magnussen gennemførte flere hærtog til øen, i 1147 og 1150, men forgæves. Da Knud var søn af Knud Lavards drabsmand, fik Sven støtte af Knud Lavards unge søn Valdemar.

Knud Magnussen flygtede ud af riget. Skrev til den tyske kong Konrad og udbad sig hans „skarpe sværd” til hjælp. Da han vendte tilbage til Danmark var det imidlertid med støtte af ærkebiskop Hartwig af Hamburg-Bremen. Men atter blev han og hans folk slået, denne gang i et slag ved Viborg.

Nu søgte Knud støtte hos den nyvalgte tyske konge, og senere kejser, Frederik Barbarossa, som stævnede de to danske konger til en rigsdag i Merseburg i 1152. Som Danmarks lensherre optrådte han som dommer i tronstriden. Både Sven og Knud efterkom hans befaling og mødte frem. Den tyske konge og hans stormænd fradømte Knud kongenavnet og tildelte ham Sjælland. Den tyske historieskriver Otto af Freising skrev: „men Peter, som også kaldes Sven, modtog riget af hans [kejserens] hånd og forbandt sig til ham ved aflæggelse af troskabsed og lensed. Efter at rigets krone således var blevet ham påsat af fyrstens hånd, bar han på den hellige pinsedag med kronen på hovedet kongens sværd, da kongen i en procession selv bar sin krone. Ligeledes modtog Valdemar [Knud Lavards søn], som tilhørte samme slægt, et hertugdømme i Danmark.” Dette hertugdømme var Slesvig, hvor også Knud Lavard havde været tysk vasal.

Sven opfyldte ikke rigsdagens dom. I stedet for Sjælland fik Knud Åbosyssel i Jylland (omkring Århus), seks herreder på Sjælland og seks i Skåne. Fra at være jydsk konge var han blevet kongelig ombudsmand. Vigtigere end dommens detaljer er den omstændighed, at tronstriden betød en bekræftelse af, at styret af Danmark var blevet et tysk rigsanliggende. For den danske kirkes selvstændighed var faresignalet hejst på ny. Som Asser havde indset dette, gjorde efterfølgeren Eskil det samme.

Kong Sven havde skuffet sine tilhængere. Selv Valdemar og med ham den indflydelsesrige sjællandske Hvideslægt vendte ham ryggen. Valdemar gik over til Knud og hans parti, blev endda trolovet med Knuds halvsøster Sophie. I 1154 blev både Knud og Valdemar kongehyldet på Viborg Landsting.

Nu flygtede Sven til Tyskland for at søge hjælp. Den var som sædvanlig opnåelig: støttet af hertug Henrik Løve af Sachsen og ærkebiskop Hartwig vendte Sven tilbage for at erobre kongeriget – eller „kongelenet” som Danmark nu forfatningsretligt må kaldes. Hurtigt erobredes Slesvig og Fyn, hvorfra hæren satte over til Lolland.

I denne situation fandt høvdingerne i de danske lande pludselig sammen. At få den lokale kongemagt afløst af en kejserlig lensherre, på hvis valg og politik man ingen indflydelse kunne regne med at have, var ikke i danske stormandsslægters interesse. På Lolland kom det til et forlig imellem borgerkrigens parter. Riget skulle deles i tre: Skåne til Sven, Sjælland og Fyn til Knud og Jylland til Valdemar.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sven Grathe (1146-57) og Knud 3. (1146-57).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig