Samfundet i et gavebrev

Fra 1085 stammer det ældste danske brev, hvis – latinske -tekst er bevaret, om end i afskrifter. På baggrund af de ældre, udenlandske, skriftlige kilder og vort hjemlige arkæologiske materiale giver 1085-brevet os en indsigt i det danske samfunds tilstand i detaljer, som vi uden dette ene brev ikke ville kende.

Brevet lyder i oversættelse således:

I den hellige og udelelige Treenigheds, Faderens Sønnens og den Helligånds navn. Vi ønsker, at alle i Kristus trofaste skal vide, hvorledes jeg Knud, den fjerde søn af kong Magnus [dvs. Sven Estridsen], efter at have arvet riget efter min fader har skænket en gave til den hellige Laurentii ganske vist endnu ikke fuldførte kirke i Lund, for at den i evig tid skal være en brud for det lam, som borttager al verdens synd, hellig for den Hellige, ubesmittet for den Ubesmittede, værdig for den Værdige. Men hvilken og hvordan denne kirkes brudegave er, har vi gjort klart, og med følgende vidner ønsker vi, at den under Guds beskyttelse skal være gyldig og for evigt bestående: biskopperne Rikwal, Sven og Sigvard, Hågen Jarl, præsterne Arnold, Theoderik, Henrik og Godskalk, stallerne Alle, Hågen, Peder, Sven. Det er således den jord, som Øpe Thorbjørnsen i Lund bødede for sin fred. I Sønder Opager 4 1/2 bol. I det andet Opager lige så mange bol. I Herrested 8 bol. I Skeishøj 2 bol. I Flæde 5 1/2 bol, som Hågen gav kongen. I Hildeshøj 1/2 bol. I Håsted 1 bol. I Gær i Venested 1 bol. I Skæftelyng 1/2 bol. I Sivested 1/2 bol, som Skore betalte for sin fred, og 1/2 bol i Karleby, som samme Skore gav kongen for sin fred. I Brønneslev 1/2 bol, som kongen indløste fra Thorgisl, Gunstens søn. I Gudesbo i Sandby 1 bol. På Sjælland: I Ramsø Herred i Øm 2 bol. I Sømme Herred i Tjæreby 2 bol. I Tune Herred i Vindinge 2 bol. I Horns Herred i Skuldelev 1 bol. I Onsved 1 bol. I Smørumlille 2 bol. I Lynge Herred i Børstingerød 2 bol. I Jørlunde Herred i Tollerup 1 bol. I Skenkelsø 1 bol. På øen Amager i Sundby vester 5 bol. I Brøndby 3 bol. Af de penge, der årligt gives af tofterne i Lomme 3 mark. Af samme penge i Helsingborg 3 mark. Af tofterne i Lund 21 mark. Hvis nogen i sit overmod, af ædel eller ikke-ædel byrd, født eller ikke-født, opblæst af fræk dristighed mod den hellige læres forskrift forsøger at krænke, hvad der er besluttet ved denne overenskomst, skal han være forbandet ved Herrens genkomst og han skal være fordømt til evig straf, der hvor ormen ikke dør, og ilden ikke slukkes. Hans bord foran ham skal blive til en snare, til en gengældelse og til en anstødssten sammen med dem, som sagde til Gud Herren: „Vig bort fra os, dine veje vil vi ikke vide af.” Men kongelig ret forbundet med ovennævnte jord skal tilfalde provsten og de andre brødre, som på dette sted tjener Gud, undtagen tre forseelser: hvis nogen bliver lyst fredløs, skal han købe sin fred af kongen, mens hans boslod skal tilfalde provsten og brødrene. Hvis han udebliver fra leding, skal han bøde til kongen. Heste skal ikke stilles til disposition, medmindre kongen selv kommer. Forhandlet i Lund den 21. maj år 1085 efter Herrens menneskevorden … i den herre kong Knuds 5. regeringsår, i nærværelse af og med bekræftelse af nævnte biskopper, på vor Herre Jesu Kristi foranstaltning, Han som er velsignet i evigheders evighed. AMEN.

Det er det hele. I brevet bekræftes, at kongen, der kaldes den fjerde søn af Sven Estridsen, har skænket gaver i form af jord til Sankt Laurentii Kirke, som da var under opførelse i Lund. Brevet skal tjene som retsgyldigt bevis for gaven: 13 vidner opregnes, og forbandelsen nedkaldes over enhver, som måtte vove at krænke brevets pagt imellem kongen og kirken. Til bekræftelse af brevets ægthed var det forsynet med det kongelige segl.

Ved første gennemlæsning synes brevet ikke at indeholde sensationer. Overalt i kristenheden var kirken afhængig af gaver: gaver i giverens levende live, dødslejegaver og gaver ifølge testamente. Også kirkens eksistens afhang af godsbesiddelse, som gav afgrøder og afkast, så det kan vel ikke undre, at også kong Knud efterkom kirkens opfordringer til at betænke den – til gavn for sin egen sjæl og til gavn for kirken og dens underhold af såvel de gejstlige som de fattige.

Alligevel er det ikke så enkelt som så, at den ene giver den anden en gave. Denne anden var jo ikke nogen person, men kirken som institution. Det var en upersonlig institution, der kom til at råde over de mange bol og afgifter. For den nedarvede ret var det noget ganske uforståeligt og helt ukendt, at der ikke kunne peges på en eller flere personer, hvis jord der var tale om. Og for kirken var det umuligt at lade denne bestemte provst og disse brødre stå som modtagere af kongens gave, som derfor poetisk kaldes kirkens brudegave.

Kirken måtte tumle med disse problemer langt ind i 1200-tallet. Den hævdede, at gaver til kirken var gaver til Kristus og de fattige, men givernes arvinger fattede kun, at slægtens arvejord gik deres næse forbi. Her kunne netop kongen være et eksempel til efterfølgelse. Ingen ville eller turde anfægte hans ret til at støtte kirken.

Inden opregningen af gavens indhold nævnes som sagt vidnerne: Rikwal, Sven og Sigvard, bisper, Hagen Jarl, præsterne Arnold, Theoderik, Henrik og Godskalk, stallerne Alle, Hågen, Peder, Sven og Asser Ågesen. Altså tre bisper, en jarl, fire præster og fem stallere; i alt 13 vidner, som må forventes at leve op til ethvert krav om troværdighed og uberygtethed. Fælles for dem er det, at de karakteriseres ved fornavn og embede, ikke ved deres slægtsnavn.

Mens de gejstlige embeder ikke voldte besvær, hvad deres funktioner angår, er deres placering i forhold til de verdslige embeder værd at bemærke: bisperne nævnes før jarlen, som igen går forud for præsterne, som rangerer over stallerne. Om denne rangfølge er affødt af en i 1085 gængs vurdering af de nævnte embeder, eller om den er udtryk for en tilsigtet opprioritering af de gejstlige embeder på de verdsliges bekostning, kan vi ikke sige – allerede fordi vi ikke præcist ved, hvad jarl (dux) og staller (stabularius) stod for i 1085. Men givet er det, at rangfølgen ikke er tilfældig, og det afgørende er, at vi indføres i et samfund, hvis verdslige styre bygger på faste embeder ligesom kirkens styre.

Selv om man plejer at gengive dux ved jarl, siger det som nævnt ikke så meget. Jarl er et gammelt nordisk ord med en bred betydning: kriger, helt, fyrste eller blot fornem mand. Altså ikke en embedsmand. Med ordets senere anvendelse om et embede følger ikke indsigt i indehaverens faktiske myndighed og beføjelser i 1085, ud over det fingerpeg, der ligger i placeringen i vidnerækken: en fremstående kongelig embedsmand.

Længere nede i hierarkiet finder vi stabularius, om hvis funktioner vi ved, at ordet betyder staldmester eller staller. At dette er embedets i hvert fald oprindelige betydning, bekræftes af Saxo, der om denne embedsmand siger, at han forestod kongens stald. I denne bestilling er han forgænger for marsken, som omtales under Valdemar Sejr omkring 1230. Når gavebrevet nævner hele fem stallere og nævner dem til sidst, tyder det på begrænset indflydelse. Men også som vidner kunne kongen dog bruge dem.

Men nu til selve gaven. Den består af to ting: jord og penge. Ikke et enkelt sammenhængende jordstykke, men mange og spredte; ikke kontanter, men løbende afgifter af jord. Af jord er vi kommet og til jord skal vi blive; men af jorden skal vi også overleve. Og for kirken var jordbesiddelse lige så nødvendig en betingelse for at kunne virke som for alle andre.

En sammentælling af gavebrevets boltal giver et samlet resultat på 52 bol. Hvor meget dyrket jord var 52 bol i 1085? Det ved vi ikke meget om, eftersom vi ikke ved, hvad det latinske mansus og det danske bol nøjagtigt står for. Også i Frankrig og England diskuterer man i nutiden indholdet af de middelalderlige benævnelser henholdsvis „manse” og „hide”. Ligesom „bol” betyder disse ord oprindeligt bo eller bolig, og alle dækkes af det latinske mansus. Hos os har det været en almindelig antagelse, at bolene forud for og i vikingetiden har været lige store eller næsten lige store. Bagved ligger måske den smukke, danske ønskedrøm om en oprindelig lighed imellem landsbyens bønder. Den harmonerer dog dårligt med arkæologernes påvisning af forskelle i gårdstørrelser, som vel må afspejle lige så store forskelle i jordbesiddelse. Men det forhindrer jo ikke vedtagelse af et standardbol som teknisk målestok og fordelingsnøgle. Hvad vi ved er imidlertid, at resultatet blev meget store forskelle imellem bolene inden for landsbyen og fra landsby til landsby.

Er bolet en fordelingsnøgle, kan en gård besidde flere bol eller brøkdele af et bol. Hvis vi med dette udgangspunkt og med bevidsthed om, at gennemsnitlige boltal kan dække over meget store forskelle fra herred til herred, alligevel vil forsøge et bud på 1085-gavens størrelse, så må udgangspunktet tages i boltallene for 261 sjællandske landsbyer, som vi kender. Den gennemsnitlige bolstørrelse viser sig at være ca. 112 tdr. dyrket land. Går man tættere på de i gavebrevet nævnte lokaliteter, er bolet i de pågældende byer gennemsnitligt mindre, men et skøn på mellem 80 og 90 tdr. land synes rimeligt. Overfører vi samme størrelse til Skåne, får vi et samlet jordareal af gavebrevets 52 bol til mindst 4000 tdr. dyrket land. Til sammenligning kan tjene, at hele øen Amager i 1682 havde 3300 tdr. dyrket areal.

I vore dages skøder og pantebreve identificeres jord ved matrikelnumre; men matrikulering indførtes først under enevælden. I 1085 havde man kun den mulighed at karakterisere jordstykker ved personer, den nuværende eller forrige besidder, kombineret med beliggenhed, størrelse og eventuelt en angivelse af besidderens adkomst til jorden.

Det sidste først: I gavebrevet er kongen giveren efter at han har overtaget riget som arv efter sin fader. Det er således kongen som konge og ikke som privatperson, der skænker gods til kirken. Men kongens konkrete adkomst til den skænkede jord uddybes i flere tilfælde: Den jord, som Øpe Thorbjørnsen i Lund bødede for sin fred; som Hågen gav til kongen; som Skore betalte for sin fred; som samme Skore gav kongen for sin fred; som kongen indløste fra Thorgisl.

Forud for en behandling af, hvad dette betyder, må nævnes en markant forskel i angivelsen af jordernes beliggenhed. De sjællandske jorder angives ikke blot ved landsbynavn, men også ved herredsnavn: Ramsø, Sømme, Tune, Horns, Lynge og Jørlunde herreder. Undtagelser er landsbyen Smørum, der dog var eller blev et herredsnavn, hvorunder også de tre bol i Brøndby hørte, samt de fem bol i Sundbyvester på Amager. Denne ø hørte, i hvert fald i 1230'rne, under Støvnæs Herred – som senere blev til Sokkelund Herred – men dette er ikke angivet. Mere påfaldende er det, at ingen af de mange skånske jorder synes anbragt i herreder.

Denne iøjnefaldende forskel har man forklaret med, at herredsinddelingen ikke var gennemført i Skåne i 1085. Det er et stort spørgsmål, om dette ikke er en for dristig slutning. På den ene side var de vest for og tæt på Øresund – og Lund – beliggende landsbyer Smørumlille, Sundbyvester og Brøndby jo ikke angivet ved herred, og på den anden side er de fjernt fra Lund beliggende skånske landsbyer Venested og Sandby dog nærmere stedfæstet ved henholdsvis „a Geri”, som i Kong Valdemars jordebog fra omkr. 1230 hedder Gæræ herred, og „a Guthisbo”, som i jordebogen hedder Gything Herred. Herudover er eller blev Herrested både by- og herredsnavn, så i lighed med Smørum kunne særskilt herredsangivelse ikke forventes. Da flertallet af de resterende 11 skånske landsbyer ligger på sletten omkring Lund, kan deres beliggenhed have været så velkendt, at yderligere stedsangivelse har været helt overflødig. På baggrund af, hvad ovenfor er sagt om herredets formodede alder og funktioner, er det usandsynligt, at der i 1085 skulle være en så afgørende forskel på forholdene på Sjælland og i Skåne. Gavebrevet bekræfter eksistensen af en herredsinddeling, som må have dannet grundlag for den ledingspligt, der omtales i brevet. Herredsnavne bruges til at stedfæste jorder i fjerntliggende landsbyer, hvis beliggenhed har været usikker for gavebrevets udstedere – og det gælder både for de sjællandske og de skånske landsbyers vedkommende.