Trosskiftets følger

Ordet „trosskifte” kan antyde en radikal overgang fra én begrebsverden til en anden. Og uden tvivl har dåben for mange voksne betydet et opgør med nedarvede forestillinger. Alligevel skal man nok vogte sig for at opfatte trosskiftet alt for håndfast. Traditioner er træge. Århundreders missionserfaringer havde belært kirken om fordelen ved at gå kompromis'ets vej. Man har sagt, at med kristendommen kom begreberne „synd” og „skyld” til Danmark – med drastiske følger for lov og ret. Hvor man fra gammel tid var vant til kollektivt ansvar, dvs. ansvar for andre uden personlig skyld, dér kom kirken med sin lære om et personligt ansvar for egne, og ikke for andres gerninger. Denne omstilling, som allerede afspejles i vore ældste skrevne lovtekster, kom dog i praksis til at vare århundreder.

Ved at medbringe skrivekunsten fører kirken danskerne ind i historisk tid. Virkningerne heraf er i bogstaveligste forstand epokegørende. Skriften er simpelthen betingelsen for, at større geografiske områder kan styres centralt. Skriftløse samfund kan ikke magte kompliceret forvaltning. Mønten er kun ét eksempel: siden Svend Tveskæg har bogstavskrift været brugt i møntvæsenet.

Hvad skriftformen angår benyttedes i Danmark den i Vesteuropa gængse form: de karolingiske skrifttegn og det latinske skriftsprog. Til forskel herfra overtog man i Norge den angelsaksiske skrift, som man i Danmark kun finder få spor af.

Skrive- og læsefærdigheden har sikkert længe været forbeholdt gejstligheden, og skriveundervisning blev formentlig kun givet i domskolerne. En sådan fandtes i Lund fra 1085. En anden omtales i Ribe i 1145. Flittig skrivevirksomhed blev udøvet af stiftsbyernes gejstlige i domkapitlerne: bøger blev afskrevet til biblioteket, gavebøger, dødebøger (kalender over sjælemesser) og regnskabsbøger blev ført. Da præsterne blev uddannet ved kapitlerne og her lærte at læse og skrive, blev disse kunster efterhånden repræsenteret i hvert eneste sogn. Og kongens kansler, som var kongens skriver og sekretær og en af hans vigtigste embedsmænd, var længe en gejstlig person.

Også for tidsregningen fik kristendommen betydning. I hedensk tid klarede man sig med at tælle i vintre, og imellem dem de øvrige årstider: vår, sommer og måske høst. Måneden dikteredes af månens faser fra ny til næ; ugen var på fem dage, en finit, indtil man af romerne lærte at bruge syvdagsugen.

Med kristendommen kom solåret, som også er romersk, samt måneders og dages navne, som var fest- eller helgennavne til hver af årets dage, og de anføres stadig i vor officielle almanak: Skriv- og Rejsekalenderen. Kirken holdt rede på kalenderens detaljer; men til daglig havde man nok i kirkefesterne og regnede i dage før og efter helligtrekonger, kyndelmisse, fastelavn, askeonsdag, påske, pinse osv.

På ét felt af kulturen havde man i vikingetidens Skandinavien nået et højdepunkt: i kunsten. Især i ornamentikken havde man i kraft af fantasi, sikker stilfornemmelse og fremragende håndværksmæssig dygtighed præsteret prægtige kunstværker. Dyreornamentik var udgangspunktet fra jernalderens tid. Den udvikledes og stiliseredes efter sine egne regler, som var helt specielle for de områder, hvor vikingerne satte deres præg. Kunsten brugtes til udsmykning af brugsgenstande som huse, møbler, vævede tapeter, klæder, skrin, våben og runesten.

Ind i denne fantasiverden kom kirken med sin kunsttradition og motivkreds. På den store jellingsten synes vikingestilens ornamentik næsten at besejre den korsfæstede Kristus. Men med trosskiftet antages kirkens kunst, der indgik i en frugtbar blanding med den lokale tradition. Med kirkebyggeriet fulgte et behov for udsmykning; ikke blot for kunstens skyld, men også for at anskueliggøre den nye tros begrebsverden for en menighed, der forstod billeder bedre end præstens tale.

Kulturens veje var også handelens. Selv om den skandinaviske handelsforbindelse imellem Vesteuropa og Rusland mistede betydning til fordel for sydligere, mere direkte øst-vestforbindelser, så fortsatte fjernhandelen imellem Vesteuropa og Skandinavien. Vikingetiden styrkede både udbud og efterspørgsel i de skandinaviske lande. Mange handels- og markedspladser, som før vikingetiden kun besøgtes om sommeren, blev nu permanente centre med handels- og håndværkervirksomhed samt ofte andre funktioner: magtcentre for konger og stormænd – med deraf følgende beskyttelse og værn for indbyggerne – samt kirkelige funktioner, eventuelt som stiftsbyer. Med vikingetidens bydannelser – i Hedeby, Ribe, Århus, Viborg og Odense – indlemmes Danmark i den vesteuropæiske bykultur.

Netop i 1050 lod den norske konge, Harald Hårderåde, Hedeby afbrænde. Dens efterfølger blev Slesvig nord for Slien og Danevirke. At dette gigantiske voldanlæg ligesom vikingetidens ringborge af trelleborgtypen tyder på kongemagten som organiserende faktor, synes utvivlsomt. Mere usikkert er kongemagtens forhold til byfænomenet. Handel er byernes eksistensgrundlag, men en konge er ikke herre over handelen. Ikke kongen, men handelsruterne har udpeget steder, som var hensigtsmæssige for transport og handel. Derefter kommer kongen ind i billedet med tilbud om værn for fremmede og lokale handelsmænd og med krav om vederlag i form af told og afgifter af skibe og varer. Kongerne ønskede at beherske handelsvejene. Købmændene ønskede den sikkerhed og fred, som kun en effektiv kongemagt kunne garantere.

Også ved brug af mønter som betalingsmiddel træder Danmark ind i et europæisk mønster. Brugen af mønter går i middelhavsegnene langt tilbage i oldtiden. Hos os har man endnu i vikingetiden handlet ved bytte eller betalt med sølv eller guld efter vægt. Fremmede mønter, smykker eller sølvbarrer blev vejet på samme vægt. Det rette mål blev nået ved at hugge eller klippe i metallet.

Den betingelse, at mønten for at kunne fungere som hensigtsmæssigt betalingsmiddel skal accepteres af sælgeren, hindrer normalt købere i at fremstille deres egne mønter. Fra Romerriget stammer derfor den skik, at kejseren har monopol på fremstilling af mønter, og møntretten blev overalt i Europa forbundet med rigsstyre. I Danmark har man slået mønt siden vikingetidens begyndelse; men først Sven Tveskæg lader sit navn præge på mønter, og vi skal helt frem til slutningen af tusindtallet, før man kan tale om en kongelig dansk monopolmønt efter europæisk mønster.

Selv om mønter formentlig længe mest er brugt til udligning af „skæve” byttehandeler og til dagligt forbrug i en fremmed handelsby, har de gradvist betydet en lettelse for handelssamkvemmet. Fund af mønter og specielle handelsvarer kombineret med de ældste byers beliggenhed antyder de gængse handelsruters forløb over sø og land. Forbindelsen imellem Vesteuropa og Østersøegnene samt det sydlige Norge har sikkert ofte passeret Sønderjylland ved Hedeby-Slesvig; men også Limfjorden har været benyttet, så længe passage var mulig. Byernes antal og vækst samt udviklingen af handelsskibe med stadig større kapacitet vidner om international handel i stadig fremgang.

Er Danmark således ved tusindtallets midte ved at finde en plads i den europæiske mosaik – religiøst, kulturelt og handelsmæssigt – var riget som politisk enhed langtfra sikret. I europæisk sammenhæng var modsætningen imellem kristne og hedninger blevet afløst af spillet imellem den katolske kirke og det verdslige styre, kort sagt imellem pave og kejser. Danmark var en brik i dette spil, men en strategisk placeret brik, som kunne udnyttes af såvel kirke som kejser; til vidt forskellige formål.