Det 2. korstog (1145-49) og dets følger

Knud Lavard blev som nævnt opdraget hos den tyske kong Lothar 3., som ikke selv havde sønner. I 1129 blev Knud vasal af Lothar. Derfor truede Lothar efter Knud Lavards drab i 1131 det danske rige. Denne trussel forstærkedes, da Lothar blev kejserkronet af pave Innocens 2., der ønskede Lundesædet nedlagt. Både for kirke og konge i Danmark var faren overhængende.

Men Lothar døde i 1137 og blev året efter efterfulgt af Konrad 3., som udkonkurrerede Lothars svigersøn, hertug Henrik den Stolte. Hans stolthed fik ham til for tidligt at forkynde at hans magt „strakte sig fra hav til hav” dvs. fra Danmark til Sicilien. Så vidt kom det ikke i hans tid, men hans unge søn Henrik med tilnavnet Løve blev 1142 hertug af Sachsen og dermed nabo til Danmark.

Overtalt af Bernhard af Clairvaux drog Konrad 3. med på det andet korstog i 1147. Den franske konge Ludvig 7. fulgte efter med sin korshær; men før den nåede til Lilleasien, var den tyske ridderhær blevet slået af tyrkerne. Den franske korshær led senere samme skæbne. Begge konger vendte hjem efter total fiasko.

Ved sin hjemkomst blev Konrad 3. modtaget af udsendinge fra bystyret i Rom, som opfordrede ham til at fratage paven hans verdslige øvrighed og genoprette det antikke, romerske kejserdømme. Men selv om pavens autoritet var svækket efter det fejlslagne korstog, betakkede Konrad sig for et kategorisk brud med pavemagten.

Bedre held havde Henrik Løve tilsyneladende med sit samtidige korstog imod de slaviske vender ved Østersøen. Med en saksisk hær undertvang han de hedenske abodritter, der havde overfaldet den nygrundlagte by lübeck. Nu blev venderne tvangsdøbt eller lod sig døbe, hvorefter alt var som før. Beboerne på Rügen var forinden i 1136 blevet tvangsdøbt af en dansk hær under kong Erik Emune. Trods konkurrence i samme gode sags tjeneste kom det ikke til sammenstød imellem danskere og saksere. De indbyrdes modsætninger i det tyske rige var for store til, at man havde kræfter til at indlade sig i konflikter i rigets fjerne grænseområder imod nord.

I dette spil tegnede et nyt mønster sig. Efter 2. korstog sløvedes begge de to sværd; kirkelederne, som tog initiativet til det, der gik så galt, og de verdslige fyrster, som slæbte sig slagne hjem fra korstoget. Med svækkelsen fulgte ufred. Kongeriger, hertugdømmer og grevskaber dyrkede i stadig højere grad egoistiske politiske interesser. På trods af kirkens forkyndelse af gudsfred og kejserens erklæringer om landefred, herskede hverken den fred eller den retfærdighed, som Augustin havde gjort til en betingelse for, at samfundet ikke skulle ende som en røverbande, hvor alle kun berigede sig på de andres bekostning. Men dertil var det efter manges mening kommet. Opløsning og splittelse overalt, selv inden for slægter og familier, endog krige imellem kristne indbyrdes. Ingen respekt for fastetider og kirkelige højtider. Det jordiske samfund vaklede hid og did som i febervildelse. Det jordiske liv, som ifølge Augustin skulle være en målbevidst pilgrimsgang, styrede imod afgrunden. Enden var nær. Således lød profetierne.

Konrad 3. døde i 1152 uden at være blevet kejserkronet. Hans bekymring til det sidste var tronfølgen, da hans eneste søn var død to år før. Konrad udpegede derfor sin brodersøn, hertug Frederik af Schwaben som sin efterfølger. Han blev valgt af de tyske fyrster. Som Frederik 1. Barbarossa, der regerede 1152-1190, genskabte han kejserrigets stabilitet og genoplivede forestillingen om den universale kejsermagt, det verdslige sværd, som efterhånden var glemt.

Frederiks valg til tysk konge fulgtes af store reformer i riget. Indadtil gennemførtes en streng justits over for genstridige stormænd; udadtil satte Frederik sig i respekt såvel over for nabofyrsterne – blandt hvilke den danske konge Sven Grathe hyldede ham som lensherre – som over for paven, som nu hed Hadrian 4. Før han blev pave hed han Nicolaus Breakspeare – den første og eneste englænder på pavestolen. I 1155 kronede han Frederik Barbarossa som tysk-romersk kejser.

Tilsyneladende var kejser Frederik en retfærdig fyrste i augustinsk forstand. Han satte alt ind på at håndhæve freden og retfærdigheden og på at styrke det romerske kejserdømmes ære og autoritet indadtil og udadtil. Tilsyneladende var det verdslige sværd i gode hænder. Alligevel skulle han på længere sigt blive kirken en utro tjener, en ulv i fåreklæder.

Til en begyndelse genindlemmede Frederik Burgund i kejserriget; dernæst ofrede han mange kræfter på at undertvinge de norditalienske byer, som havde oparbejdet en høj grad af selvstyre. I den forbindelse traf kejseren nogle lærde mænd, som havde helliget sig studiet af oldtidens romerret. Forskellen imellem kirkeretten og romerretten er, kort sagt, at den første hviler på Guds bud og pavens dekreter, den sidste betragter den romerske kejsers vilje som lov. Romerretten kender ikke nogen pavemagt med autoritet over kejseren.

Her fik kejser Frederik stof til eftertanke. Her lå på et fad det teoretiske grundlag for en styrkelse af kejsermagten. Hvis kejseren kunne lovgive i verdslige anliggender, ligesom kirken i åndelige, så havde han ikke længere sit sværd til låns af kirken. Hvor verdslig øvrighed hidtil havde opnået rettigheder, såsom skat, told, bøder, fredkøb og tjenesteydelser, befordring, gæsteri osv. var det efter kirkens opskrift som vederlag for håndhævelse af fred og retfærdighed. Efter romerretten var kejserlige rettigheder magtens frugter, som i reglen stammede fra kejserens ret til erobrede provinser. „Regaler” kaldtes disse embedsrettigheder.

I 1158 holdt kejser Frederik Barbarossa rigsdag i Norditalien, i Roncalia. Her stod regaleretten på dagsordenen, og ikke færre end 25 regaler blev stadfæstet, blandt dem retten over rigets finanser, markedsret, mønt- og toldret, ret over offentlige veje, broer, strømme og havne, bøderet, ret til ejerløst gods og til gods, der tilhørte majestætsforbrydere osv. Romerretten rummede reglerne, og den var modtagelig for flere.

Kongerne uden for kejserriget, og blandt dem de danske, var lige så lærenemme som kejseren. Regaleretten blev europæisk fællesret.