Hestesko af tidlig middelalderlig type. Mens stigbøjlen kendes fra vikingetiden, kom hestesko først i brug her i tidlig middelalder. Deres formål er dels at hindre slid på hoven, dels at give hesten bedre fodfæste. De ældste hestesko er tynde og lette med bølgeformet rand omkring sømhullerne. Hestesko er normalt af jern, men Saxo beretter, at Knud Lavard forærede kejser Lothar en hest med sko af guld. Den afbildede er fundet i Roskilde.

.

Kong David i det befæstede Jerusalem. Kalkmaleri fra ca. 1200 i Al Kirke ved Varde. Selv om ingen af Bibelens konger har lovgivningsmagt, for det har kun Gud, og selv om der ikke overalt i Det gamle Testamente er en positiv holdning til Israels konger, så fik kong David dog en fremtrædende plads i kirkekunsten. David erobrede Jerusalem, fordi Gud var med ham, så forventningen om Messias blev knyttet til David og hans hus. Davids-staden blev billedet på Israels Hus, omgivet af en mur med tårne. I højre hånd holder David lovbogen, Moseloven, i venstre harpen, hvormed han spredte kong Sauls tungsind.

.

Den 7. juni 948 afholdtes et stort kirkemøde i Ingelheim ved Rhinen. Under ledelse af en pavelig udsending vedtog fire ærkebisper – en af dem var Adaldag af Bremen – og 26 bisper – og blandt dem de tre første bisper ved kirkerne i Ribe, Slesvig og Århus – samt mange abbeder, kanniker og munke en række foranstaltninger til sikring af højtideligholdelsen af faste, påske og pinse. Mødet overværedes af kongerne Otto 1. af Tyskland og Ludvig 4. af Frankrig.

På kirkens eget initiativ dekreteredes herved fred i faste, påske og pinse. Freden håndhævedes primært ved kirkens egne tvangsmidler, især udstødelse af kirken, ekskommunikation; men den verdslige øvrighed, kongerne, havde den selvfølgelige pligt til at bistå kirken med styrkelse af freden og retfærdigheden. Konger kunne hverken udstøde fredsbrydere af kirken eller idømme fredløshed. Det var henholdsvis kirkens og tingets anliggender. Men hos kongen kunne fredløse købe deres fred tilbage, hvis de formåede det. At kongemagten hermed fik et effektivt og indbringende våben imod freds-brydere, fremgik med al tydelighed af Knud den Helliges gavebrev til domkirken i Lund – fra 1085.

På kontinentet spredtes fredsbevægelsen i løbet af 1000-tallet. Frankisk-burgundiske fredsordninger efterlignedes i Normandiet og Flandern. I det tyske rige styrkedes bevægelsen i 1082, og allerede i 1085 kunne et kirkemøde i Mainz i overværelse af kejser Henrik 4. erklære gudsfreden for bindende i hele det tyske rige.

Knud den Hellige var ikke sen til at få en lignende idé. Jo strengere fredsregler, des flere fredsbrud og fredløse – og indtægter ved fredkøb. De mange bol, som Øpe Thorbjørnsen og Skore ifølge 1085-brevet måtte bøde for deres fred, har ikke været enestående i riget. Knud har forstået, at fredsreglerne ville styrke kongemagten, politisk og økonomisk – med kirkens velsignelse.

Netop i 1085, efter at Knuds Englandstogt var løbet ud i sandet, gav kongen sig til at virke for fromme formål. Ælnod, der skrev hans helgenbiografi beretter, at Knud ville højne ærbødigheden for gudstjenesten, fremme præstestandens rettigheder, og fortsætter: „og ved et kongeligt påbud [edikt] med tilhørende straffebestemmelser fastsatte han overholdelse af højtidsdagene og de retmæssige fastetider på samme måde, som de overholdes overalt i kristenheden”.

Måske på eget initiativ, men inden for rammerne af „fred og retfærdighed”, dekreteres overholdelse af helligdage og fastetider. Det har ikke været noget nyt, men givetvis er freds-perioderne blevet udvidet i forhold til tidligere. I nabolandene mod syd havde man gradvis skærpet freden; flere steder blev fredsområder; ikke blot kirkens bygninger, kirkegårde osv. men også – som i Flandern – veje og torve. Ikke kun kirkens egne personer, præster og munke, men også pilgrimme, købmænd, bønder og værgeløse: kvinder og børn.

Og fredsperioderne blev trin for trin udvidet: foruden advent, jul, faste, påske og pinse, efterhånden også i forbindelse med hver eneste søndag; siden fra onsdag aften til mandag morgen. Lokalt nåede man så vidt som til gudsfred tre fjerdedele af kirkeåret. Vel at mærke presset ned over et samfund, hvis lokale retsudøvelse byggede på ret og til dels pligt til hævn og fejde efter retsbrud.

Hvor den forurettede når som helst og hvor som helst havde kunnet iværksætte sin lovlige hævnaktion, risikerede han nu at blive fredløs, hvis fredsreglerne blev overtrådt. En sådan spænding imellem den nedarvede ret og kirkens fredskrav matte i en lang overgangsperiode være eksplosiv. Kongen ville komme til kort, hvis hans egen verdslige og kirkens åndelige magt ikke var overbevisende nok. Fredsreglerne var jo ikke en del af landets gamle lov. Og lov var ikke noget, der kunne dekreteres af en konge, for al lov var gammel og nedarvet. At Guds bud og lov skulle efterleves af alle kristne, var kirkens krav. Men at skulle vende den anden kind til efter et slag på den ene, kræver en tilvænning, som ikke var gennemløbet i 1085 og vel heller ikke siden. Mange – for mange – må have mistet deres fred, og dermed deres jord. Det tyder 1085-gave-brevet på.

Man har kaldt kong Knuds påbud om fred på helligdage for „det første sikre spor af, at en konge har forsøgt at lovgive på egen hånd”. Dette er ikke blot i dansk, men også i europæisk retshistorie en misforståelse af begrebet „lov”. Ælnod taler ikke om en lov, men om et edikt. Det var i oldtidens romerske ret betegnelsen for enhver offentlig bekendtgørelse udstedt af en embedsmand. Benævnelsen passer derfor perfekt til kirkens opfattelse af fordelingen af rollerne imellem kirken og kongen. Kirken kender og udlægger Guds lov, kongen bekendtgør og håndhæver den under trussel om straf.

Ælnod tilføjer, at Knud ved en offentlig erklæring tilkendte frigivne og løskøbte deres frihed, og at fremmede fik lige ret med indfødte. Herved drages disse persongrupper ind i freden. At man i Flandern med succes havde gavnet handelen ved vej- og fremmedfred, kan have været Knuds forbillede.

Men disse fredsforanstaltninger „ifølge Guds eller lovens forskrifter” mødte en modstand, som kongen søgte at betvinge „med den kongelige retfærdigheds stav”. Men denne stav blev brugt uretfærdigt af de kongelige fogder og ombudsmænd. Det indrømmer Ælnod åbent.

Kongen drog nu til Vendsyssel med sin hird. Han befalede de kongelige fogder at forfølge og undersøge retssager. Altså håndhævelse af retfærdigheden. Men kongens ankomst blev signalet til oprør. Bønderne og deres høvdinger samledes til rådslagninger, som Ælnod kalder ugudelige, fordi man ophidser hinanden til uret, „idet de regner det for en skam at underkaste sig kongens bud og holde sig selv for ringere end kongemagten”.

Hvad bildte vendelboerne sig ind? Troede de, at de alle var konger? Overhovedet ikke. Men de protesterede imod, at kongen og hans fogder blandede sig i retssager, som de efter loven selv skulle afgøre på deres egne ting. Den nedarvede lov gav ikke kongen domsmagt. Alle tingmænd fungerede som dommere – eller rettere: en dommer er slet ikke nødvendig i den gamle rettergang. Eftersom lovreglerne hver for sig indeholdt bevisregler, kunne alle tingmænd konstatere, om et foreskrevet bevis var præsteret. Dermed afsagde dommen sig selv, uden at en eller flere personer fungerede som dommer. For kongen var der ingen særlig plads i dette system, hvor edsbeviset var det normale bevis. Og at kongelige fogder blev sat til at forfølge og undersøge retssager, måtte føles som overgreb.

På hele denne baggrund er det forståeligt, at man ikke underkastede sig kongens bud, og at tinget ikke regnede sig for ringere end kongemagten.

Ælnod løser dette dilemma med et bibelcitat: Apostlen Paulus' konstatering af, at den, der modstår øvrigheden, modstår Guds ordning (Romerbrevet 13.2). Den, der sætter sig op imod kongemagten, sætter sig op imod Gud.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kongen som lovgiver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig