På en gravsten fra 1100-tallet over en ukendt storbonde i Bislev Kirke ved Nibe har en ligeledes ukendt stenhugger gengivet de fornemme mænds foretrukne gøremål, krig og jagt. Scenerne viser til venstre kamp imellem ryttere og fodfolk, til højre to ryttere på falkeeller høgejagt. De afrettede rovfugle kaldes i lovsproget af blid natur, i modsætning til ørne, som var af grum natur.

.

Knud den Hellige-mønter fra Lund og Viborg. Billederne på mønterne fra Knuds første regeringsår ligner ganske broderen Harald Hens: en konge med sværd eller, som på mønten øverst en stående helgen med stav. Knuds sidste mønter er anderledes. De viser en siddende konge med sværd, skjold og en byzantinsk krone med hængende bånd på hovedet (nederst). Disse mønter blev slået i Viborg, Ålborg og Randers. De skulle muligvis finansiere kongens togt til England. Men de var underlødige, indeholdt ikke det sølv de skulle. Var det en af grundene til togtets fiasko? Størrelse 1:1.

.

Disse linier i Dødebogen fra Lund indgår i en liste over præbender, dvs. underhold i form af jord, bolig eller naturalier skænket til de gejstlige ved domkirken. Her står: „Ligeledes kong Erik [Ejegod], den troens mand, der i alt bestræbte sig for at efterligne sin broder [Knud den Hellige], blandt andet som han skænkede denne kirke var også Sankt Maria-kapellet på torvet med alt tilbehør, og en provst tillagde han: I landsbyen Svallev 4 mark, Borgby 3 bol, Gravhøj 3 bol, Arlev 2 bol, Gøterslev 1 bol, Akkatorp 1/2 bol. Præsten Sigvards præbender: I landsbyen Torne 1/2 bol, i Arnedal 1 bol, i Flæde 1 bol, Venested i Gær 1 bol, i Ryderum ved Alsmark 1 bol, i Herrested 1 bol og Karleby 1/2 bol."

.

Domkirken i Lund. Knud den Helliges omsorg for Lundekirken fremgår ikke blot af gavebrevet, men også af andre oplysninger i Dødebogen fra Lund, som gentager, at Knud var den, „der [som den første] grundlagde vor kirke”. Her ses skraveret en rekonstruktion af østpartiet af Knuds Sankt Laurentiuskirke i Lund inden for omridset af den senere domkirke, hvis krypt blev bygget i 1120'rne, mens koret over krypten samt tværskibet først stod færdigt i midten at 1140'rne. Da ærkebiskop Asser, den store kirkes grundlægger, var død i 1137, blev ærkestiftets domkirke indviet af efterfølgeren Eskil. Også Donatus, som i Dødebogen kaldes kirkens arkitekt, var død engang i 1130'rne.

.

Gavebrevets oplysninger om, hvorledes kongen er kommet i besiddelse af de jorder, han skænker kirken, røber ikke så lidt om kongens politiske, økonomiske og retlige stilling i 1085. For selv om det er det normale i brevet, at kongens adkomst ikke nævnes i forbindelse med boltal og landsby, så meddeles der i visse tilfælde mere end det. I ét tilfælde nævnes, at kongen selv har modtaget jorden som gave: „i Flæde fem og et halvt bol, som Hågen gav kongen”. Hvorfor han gjorde det, ved vi ikke. Gaver gives jo i reglen som tak for en ydet tjeneste – eller i forventning om en sådan, med Peder Låles ordsprog: Givet skal (gen)gældes, om venskab skal holdes.

I et andet tilfælde tales om et halvt bol, „som kongen indløste fra Thorgisl, Gunstens søn”. Vi kan heller ikke her se, hvad der ligger bag. Det latinske ord (solvere) bruges, hvor en person befries for en skyld. Et pantelignende forhold, f.eks. en sikkerhedsstillelse for en bøde, kan ved kongens indfrielse eller indløsning have resulteret i hans erhvervelse af den pågældende jord.

Fastere grund under fødderne får vi vedrørende de jorder, som Øpe Thorbjørnsen „betalte for sin fred”, og som Skore henholdsvis „betalte” og „gav” for sin fred.

Køb af fred forudsætter fredløshed, et fænomen, som kendes i mange kulturer; men som i europæisk sammenhæng hører hjemme i den periode, da hævn og fejde søges afløst af et bødesystem. Forrest i disse bestræbelser gik kirken, som måtte fordømme alle former for drab, også hævndrab. Fredløshed var en måde at undgå dem på. Når en drabsmand blev erklæret fredløs, mistede han enhver retsbeskyttelse; alle og enhver kunne dræbe ham uden at skulle bøde. Derfor måtte han flygte bort hurtigst muligt.

Netop derfor kunne kirken acceptere fredløsheden. Når forbryderen forsvinder ud af billedet, kan hævnen ikke ramme ham, og muligheden for et forlig om bøder til den dræbtes efterladte forøges. Vi ved, at kirken satte kongemagten til at håndhæve freden. Hermed fulgte, at den fredløse fik mulighed for at købe sin fred tilbage hos kongen, forudsat at bøder til de efterladte var betalt.

Hermed er vi tilbage ved gavebrevet: kongen skænker kirken i Lund jord, som to fredløse har betalt ham for at få deres fred tilbage.

Om fredens pris kan vi ikke sige meget. I landslovene fra 1200-tallet er der angivet forskellige takster for det såkaldte „fredkøb”, så den mulighed består, at kongen har kunnet bestemme taksten i det enkelte tilfælde: Øpe Thorbjørnsen „den jord”; Skore to halve bol i hver sin landsby.

Kongen tjener således i 1085 på fredshåndhævelsen, ikke blot i form af bøder, men også som fredkøb. Tiden var ikke moden til det ønskede bødesystem, fredløshed – med dens risiko for hævndrab – var et nødvendigt skridt på vejen, som kirken var nødt til at godkende, på linie med kirkerettens eksilstraffe. Kongen støtter kirken ved at styrke freden, derfor får kongen ret til fredkøb. Når kongen som i gavebrevet skænker fredkøbsjord til kirken, er cirklen så at sige sluttet.

Af gavebrevets slutning fremgik, at „kongelig ret” forbundet med de skænkede jorder tilfaldt domkirkens provst og øvrige gejstlige. Det betyder overdragelse af kongens ret til bøder og andre ydelser; men der er gjort tre undtagelser: fredløse skal stadig købe deres fred hos kongen. Denne ret har kongen betragtet som så vigtig og indbringende, jævnfør Øpes og Skores fredkøb, at han ikke vil give den fra sig. Dernæst beholder kongen sin ret til bøder for forsømmelse af ledingspligt. Leding er kongens vigtigste magtbeføjelse. Kongen udbyder leding, og hans mænd konstaterer udeblivelse og opkræver bøder. Kirkens mænd ville ikke passe i denne rolle, og de ville næppe kunne magte den på fjerne jordegodser.

Gavebrevets tredje og sidste undtagelse indebærer pligt for bønderne på de skænkede jorder til at stille heste til disposition for kongen og hans følge.

Bortset fra disse tre rettigheder, fredkøb, ledingsbøder og ret til befordring, indtrådte de gejstlige ved domkirken i Lund i kongens stilling over for brugerne af de 52 bol, som gavebrevet omfattede.

Gavebrevets ydre form, den latinske sprogdragt, viser, at pennen er ført af en gejstlig person. Brevet er spækket med bibelcitater og rummer benævnelser hentet fra romerretten. De anvendte vendinger og formularer er helt på linie med vesteuropæisk brevstil fra sidste del af 1000-tallet.

Forfalskede gavebreve fra den tidlige middelalder er ikke usædvanlige. Også 1085-gavebrevets ægthed er blevet bestridt. Men de anvendte argumenter har ikke kunnet overbevise. Et forsøg på at påvise, at gavebrevet er sammenstykket efter såvel angelsaksiske som tyske forlæg, har resulteret i så hypotetiske påstande, at de kun har styrket den almindelige opfattelse, at gavebrevet er ægte. De bevarede afskrifter – og aftegningen af seglet – gengiver det originale dokument, som uden tvivl gik til grunde ved Stockholms Slots brand 1697.

En række oplysninger og slutninger fra gavebrevet vil blive udnyttet i det følgende. Det yngre kildemateriale vil vise sig at supplere, men ikke at korrigere det billede af det danske samfund i 1085, som vi kan udlede af det korte brev. Nævnes kan det her, at det, som gavebrevet omhyggeligt kalder „at købe sin fred tilbage”, i yngre kilder kort og teknisk kaldes „fredkøb”. Det kan tyde på, at denne „handel” har været et forholdsvis nyt fænomen i 1085.

Vigtig er også den konstatering, at man ikke har sondret imellem det, vi kalder ejendomsret, og brugsret til jord. I gavebrevet opregnes overdragelse af selve jorden på linie med overdragelse af brugsret til jorden. For kirken var afgifterne det altafgørende; om de betaltes af ejere eller brugere var helt ligegyldigt. Bagved ligger middelalderens realistiske syn på jordbesiddelse. Det har været uden mening at tale om at eje jord. Jord som substans er uden værdi, det er brugen og nytten, der tæller; og for kirken de afgifter, der erlægges for brug og nytte. Om så jorden ligger på Sjælland eller i Skåne, er for Sankt Laurentius i Lund ganske underordnet.

Endelig er det værd at konstatere, at kongen i 1085 har faste indtægter af tofterne i byerne. Selv om kongemagtens forhold til de opvoksende byer er uklart og kompliceret, kan det ikke betvivles, at kongemagtens krav på tofteafgifter viser en evne til at „sætte sig” på disse samfundets nydannelser, som byerne var i 1000-tallet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fredens pris.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig