Scene med hjulplov på Bayeuxtapetet fra 1070'erne. Oldtidens plov, arden, havde et symmetrisk skær og kastede mulden op til begge sider. Den går imidlertid ikke dybt i jorden og vendte ikke mulden, og det var et stort fremskridt, da man i ældre middelalder indførte den tungere hjulplov med muldfjæl. På den sad foran et langjern, som lavede en fure, som muldfjælen derefter vendte. Efter behov kunne ploven forsynes med hjulforstel. Dele af hjulplove er fundet især i jydske moser, og flere kalkmalerier viser denne plov i brug. Det samme gør Bayeuxtapetet.

.

Scene med hjulplov på Bayeuxtapetet fra 1070'erne. Oldtidens plov, arden, havde et symmetrisk skær og kastede mulden op til begge sider. Den går imidlertid ikke dybt i jorden og vendte ikke mulden, og det var et stort fremskridt, da man i ældre middelalder indførte den tungere hjulplov med muldfjæl. På den sad foran et langjern, som lavede en fure, som muldfjælen derefter vendte. Efter behov kunne ploven forsynes med hjulforstel. Dele af hjulplove er fundet især i jydske moser, og flere kalkmalerier viser denne plov i brug. Det samme gør Bayeuxtapetet.

.

Sjællandske stednavne, der ender på -rød og -tved, viser, at mange af øens middelalderlige landsbyer er anlagt på ryddet skovjord. De almindeligste ord for rydning kommer af ordet rydde. Således det gammeldanske ruth, der på sjællandsk bliver til rød. Med betydningen skære væk findes efterleddet tved, der uden for Nordsjællands tætte skove er det hyppigste efterled i stednavne, der angiver rydning.

.

I Farstrup Kirke imellem Nibe og Løgstør prydes den romanske døbefont fra ca. 1150 af to hoveder, en mands og en kvindes. Muligvis et ægtepar, som har bekostet døbefonten eller måske endda hele kirken. I hvert fald et par, som har haft til mere end det daglige brød.

.

Ude i Europa foregik i 1000-tallet en økonomisk vækst, hvormed fulgte rydning af skov og indtagelse af ny jord under ploven. Fra de tættest befolkede områder som f.eks. Posletten og Flandern kendes eksempler på dræning i forbindelse med udstrakte nyopdyrkninger. Men også i Holland, Sydengland og Sydfrankrig konstateres ekspansionen, som i de østlige egne af det tyske rige antog særlig store dimensioner. I Østersøområdet erobredes land fra de slaviske folk, mens der i Böhmen og Ungarn foregik en fredelig kolonisation ved tyske bønder.

En øget befolkning fremtvang denne udvidelse af de dyrkede arealer. Med store forbehold kan hele Europas folketal i 1000-tallet sættes til ca. 40 millioner mod knap det halve 300 år før. Efter år 1000 vokser folketallet hurtigst i Central- og Nordeuropa, og væksten fortsætter med vekslende styrke indtil pestepidemierne i 1300-tallet. Ikke blot klimaet befordrede denne vækst indtil 1200-tallet, tilpas fredelige forhold hører med til forklaringen. Nok synes periodens historie spækket med kamphandlinger, men de sætter sig ikke markante spor i folketallet, medmindre der er tale om massive invasioner, som medfører plyndring, sult og sygdom. Inden for kristenheden har den fælles kirke i vidt omfang virket pacificerende på krigslystne fyrster i en periode, da standsskel var skarpere end landegrænser. Med korstogene fik megen kamplyst afløb på de vantros bekostning.

For Danmarks vedkommende resulterede befolkningstilvæksten i nyopdyrkning af meget store arealer. I perioden fra omkring 1000 indtil 1200-tallet blev der anlagt over 2000 landsbyer.

Teknologisk blev bønderne i Nordeuropa bedre stillet, når nye og i reglen tungere jorder skulle opdyrkes. Øget udvinding af jern betød bedre redskaber, og det var især vigtigt, at man fik en større plov med hjul og med en muldfjæl, der vendte pløjelaget i stedet for blot at trække furer i jorden, som de ældre plove havde gjort.

Også dyrkningsrytmen ændredes, så udbyttet blev større: Man såede både forår og efterår, så højt mod nord som klimaet muliggjorde vintersæd, typisk rug (vinterrug). Herved formindskedes risikoen for misvækst, hvis høsten af byg- og havresorter slog fejl. Ved hyppigere pløjning gjorde man jorden bedre tjenlig til dyrkning. Foruden agerjorden ydede skove, moser og heder væsentlige bidrag til den europæiske landsbys økonomi i middelalderen. Havet, søer og vandløb ligeledes – de sidste, tillige med vinden, som drivkraft for møller. Man må heller ikke overse menneskers indsamling af vilde frugter og bær samt hestes, kvægs og oldensvins ernæringsmuligheder i skove og på andre uopdyrkede steder. Æbletræet, pæretræet og surkirsebærtræet indføres i dansk havebrug i tidlig middelalder. Også humle var en haveplante, mens bær som jordbær, hindbær, tyttebær og brombær samt nødder blev indsamlet i skov, mark og mose. Et højt værdsat insekt var bien. Honning var middelalderens sødemiddel, og bivoks blev brugt til meget andet end lys til kirkerne.

Landsbyen er grundlaget for det middelalderlige samfunds økonomi. Indtil for en snes år siden studeredes problemet landsbygrundlæggelser i Danmark på grundlag af stednavneforskningen. Man mente at kunne konstatere tre vigtige grundlæggelsesperioder ud fra stednavnenes endelser: 400-500-tallet landsbyer på -hem, -inge, -løse, -lev og -sted, vikingetiden byer på -torp, -tofte, -by og -bølle, og 1000-1100-tallet, da store nyrydninger frembragte landsbyer på -rud, -rød, -holt og -tved. Landsbyen med sit faste navn på sin faste plads var fra grundlæggelsen og frem til 1700-tallets landboreformer centrum for bondens tilværelse og grundlaget for hele Danmarks historie – mente man. Indtil begrebet „den vandrende landsby” opdagedes af arkæologerne. Først i Jylland, siden på Fyn, blev det påvist, at de ældste landsbyer ret ofte skiftede beliggenhed uden dog nødvendigvis at skifte navn. Disse landsbyflytninger, som næppe kan være noget specielt dansk fænomen, har man forklaret med behovet for gødet jord. Sådan jord fremkom, hvor landsbyen havde ligget i mange år. Det uundgåelige spørgsmål bliver da, hvornår og hvorfor holdt landsbyen op med at flytte?

Nærmest et svar på dette spørgsmål er forskerne kommet på Fyn. Ud fra de dateringer, som især keramikfund leverer, synes bebyggelsen her at have ligget på sin nuværende plads siden 1100-1200-tallet. Der gives flere forklaringer på, hvorfor landsbyerne blev stedfaste. Det er foreslået, at landsbyen med toftesystem og bylag er en følge af, at landsbyen blev reguleret. Og denne regulering er igen en følge af, at markerne skal bruges såvel til vinter- som til vårsæd. Også indførelsen af hjulploven er betingelsen for den nye dyrkningsstruktur. Overfor dette kan indvendes, at det ikke er første gang landsbyen reguleres. Det er enhver landsby blevet på ethvert trin af sin udvikling. De efterhånden adskillige jernalderlandsbyer, som er ud- eller afgravet i de sidste årtier, f.eks. Vorbasse og Hodde i Midtjylland, viser klart, at gårdene har fungeret indenfor et landsbyfællesskab, om end med forskelle i husstørrelser. Disse landsbyer er følgelig regulerede landsbyer, så den langt senere indførelse af hjulploven har kun medført en ændret regulering.

Bag det hele ligger utvivlsomt væksten i befolkningstallet i og efter vikingetiden. Hermed følger overgang fra kvægavl til mere intensivt agerbrug. Landsbyen placeres centralt i det bedst egnede agerland, og dér bliver den liggende. Også fordi en kirke og en kongemagt kom ind i billedet og krævede afgifter på grundlag af et éngang fastlagt mønster. Hermed er ikke sagt, at reguleringen i detaljer dikteres fra oven. Hver landsby skyldsættes for et vist beløb ud fra dens skønnede formåen; den indbyrdes fordeling bønderne imellem er deres egen hovedpine. Det nye er, at landsbyen ikke længere blot skal brødføde sig selv; øvrigheden kræver skat og tiende. Og vil man handle med omverdenen kræves et yderligere overskud af produktionen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Storbønder og mindre bønder; landbrug og landsby.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig