Greve af Flandern Balduin 5.s (1036-67) signet af bly ligner mange andre grevesegl, men udmærker sig ved at være fundet i Jylland, på Hærvejen i Læborg vest for Kolding. Signetets aftryk i seglets voks var beviset for et dokuments ægthed, derfor fik ejeren det stundom med i graven efter døden. At miste sit signet, hvad grev Balduin jo må have gjort, kunne være en katastrofe. Vi kender intet til denne greves forbindelse med Danmark, men hans efterfølgere havde tæt kontakt med det danske kongehus.

.

Opførelsen af krypten under domkirken i Lund blev påbegyndt i 1100-tallets begyndelse under ærkebiskop Asser, der indkaldte den lombardiske bygmester Donatus som leder af byggeriet. Han er mester for kirkens bedst bevarede rum, den store hvælvede krypt med dens mange fantasifuldt udsmykkede søjler. I tidens storkirker var der hyppigt krypter. Den mest berømte var de tyske kejseres gravkrypt i domkirken i Speyer.

.

Rekonstruktionstegning af Sven Nordmands stenkatedral i Roskilde fra slutningen af 1000-tallet. Fundamentsrester er fundet af vestpartiet med tårnene, som her er gengivet med tårnpartiet i Tveje Merløse Kirke ved Holbæk som forbillede. Denne kirkes tvillingetårne anses for at være en formindsket kopi af domkirkens.

.

Tveje Merløse Kirkes romanske tvillingetårne med de oprindelige, frådstensmurede spir.

.

Kannikegrave fundet nord for Sven Nordmands domkirke i Roskilde. De er opmurede af frådsten eller munkesten og har særligt hovedrum. Denne gravtype tilhører 1100- og 1200-tallet. Kanniker er medlemmerne af et domkapitel, som er samlaget af faste præster ved en domkirke. Nogle kanniker var regelbundne og levede efter klosterregler. Således i Viborg, Børglum og Odense. Andre, som kannikerne her i Roskilde og i Lund, Århus, Ribe og Slesvig kaldtes verdslige kanniker, fordi de boede hver for sig. Oprindeligt levede alle kanniker dog i et snævert fællesskab, også i Roskilde, men dette ændredes, så hver enkelt fik sin egen indtægt eller præbende af dom kapitlet.

.

Halvdelen af et pilgrimstegn af bly fra ca. 1200, fundet i Sønder Jærnløse sydvest for Holbæk. Pilgrimstegn var ret simple, massefremstillede små relieffer, som erhvervedes af pilgrimme på målet for deres valfart. Tegnet blev på hjemrejsen båret synligt på pilgrimmens dragt. Han nød dermed øget retsbeskyttelse for sin person og kunne bevise at have nået sit mål. Dette pilgrimstegn er hjembragt fra Rom og har vist Peter og Paulus. Her ses Peter med et sværd.

.

Blandt de få medlemmer af kong Knuds følge, der overlevede kampen i Sankt Albani Kirke den 10. juli 1086, var de to hirdmænd Sven og Astrad, der, opkaldt efter deres fornemme moder, hed Thorgunnasen, og efter deres fader Thrugotsen. Dette berettes i den sene Knytlingesaga, der tilføjer, at det netop var de to brødre, der efter Knuds død blev sendt til Flandern, hvor de hos grev Balduin opnåede løsladelse af kong Knuds broder Oluf, der derpå vendte hjem til Danmark og blev hyldet som konge.

Sven og Astrad tilhørte en af Jyllands mest magtfulde slægter, Thrugotslægten; men deres nære venskab med kong Knud havde dog ikke kunnet hindre oprøret imod kongen.

Sven ægtede Inga, og de to nævnes i Lundekapitlets dødebog fra ca. 1123 som forældre til Asser „danernes første ærkebiskop”. En anden søn Christiern kender vi som kongelig hirdmand; en tredje søn hed Eskil.

Om Asser er dette stort set, hvad vi ved, før han i 1089 blev ordineret som biskop i Lund, efter at tyskeren Rikwal – den første i gavebrevets vidnerække – var afgået ved døden.

Ved dette brevs udstedelse i 1085 var Sankt Laurentiuskirken i Lund ikke fuldført, og det har den nok heller ikke været, da Asser Svensen blev biskop fire år efter.

Han var ved udnævnelsen ung af en biskop at være, ikke meget over tredive. Vi kender ikke hans uddannelse og heller ikke den kirkelige baggrund for, at embedet blev hans. Og vi kender heller ikke meget til Oluf Hunger, som da var konge, og som Roskildekrøniken ikke ville fordømme til fordel for efterfølgeren Erik Ejegod.

Men vi ved, at Oluf Hunger forinden havde udnævnt en ny biskop i Roskilde, og i besættelsen af de to vigtige kirkeembeder kan vi ane et mønster. Biskop Sven Nordmand af Roskilde, manden bag byens første domkirke af sten, var død i 1088, og som hans efterfølger indsattes Arnold, som havde været Knud den Helliges kapellan.

Hermed antydes en fortsættelse af Knuds kirkepolitik, som bekræftes af udnævnelsen af Asser, der jo var en ætling af den stormandsslægt, som havde støttet kong Knud. Asser kan i 1089 næppe have nået at dokumentere sine kirkelige kvalifikationer, så hans afstamning må have befordret ham.

Under biskop Asser styrkedes bispesædet i Lund – også økonomisk. 1085-gavebrevets jordegods var blevet fordelt på ti præbender, dvs. underhold for domkirkens ti præster, provsten og ni kanniker. Erik Ejegod forøgede provstegodset, og Asser skænkede gods til yderligere to præsteembeder ved domkirken.

To for den danske kirke og kongemagt vigtige begivenheder indtraf i Erik Ejegods regeringstid (1095-1103): broderen Knud blev anerkendt som helgen, og Norden blev selvstændig kirkeprovins. I 1098 rejste kong Erik til Bari i Italien, hvor han mødtes med pave Urban 2., som godkendte Knuds helgenkåring.

Denne godkendelse er en medvirkende årsag til oprettelsen af et selvstændigt ærkesæde i Danmark. En anden er udviklingen i Tyskland, hvor modstanden imod paven i Rom svækkedes. Også korstogene styrkede paven: I 1099 blev Jerusalem tilbageerobret fra tyrkerne. I 1103 drog Erik Ejegod og dronning Bodil på pilgrimsrejse til Det hellige Land. Med et stort følge fulgte de vikingernes gamle rute ad de russiske floder. Som midlertidige regenter i Danmark indsattes sammen med kongesønnen Harald Kesja biskop Asser. Ikke blot Assers nære forhold til kongefamilien – Bodil var hans faster – var grund hertil; også den omstændighed, at Asser over for kongen havde accepteret, at paven måtte udnævne ham til ærkebiskop i Lund.

Hvorfor valgtes Lund? Under Sven Estridsen blev roskildekirken rigets betydeligste kirke, ikke mindst i kraft af kongelige gaver, som fortsat blev ydet under Harald Hen, da biskop Sven Nordmands treskibede domkirke med tvillingetårne blev opført. Antallet af præbender, kirkelige embeder, steg til 15, tilstrækkeligt til et ærkebispesæde af europæisk standard. Samme biskop Sven støttede aktivt den udvikling, der førte til kanonisering, dvs. helgenkåring af kong Knud (i året 1100). Knud den Hellige havde ligeledes støttet Roskilde, om end på linie med Dalby og Lund, som gavebrevet fra 1085 viser.

Forklaringen på, at Roskilde ikke blev Nordens ærkebispesæde kan søges i den omstændighed, at det var Sankt Albani Kirke i Odense, som blev hjemsted for kongehelgenkulten. Noget kan tyde på, at det blev forsøgt at gøre Roskilde til centrum for Knudsdyrkelsen, men det lykkedes i hvert fald ikke. Dermed styrkes Lund indirekte: geografisk er byen et velegnet centrum for en nordisk kirkeprovins, og byens biskop, Asser, der var i nærmeste og bedst mulige kontakt med Erik Ejegod og dronning Bodil, var som nævnt en oplagt kandidat til ærkebispeembedet. Ingen andre bisper kunne konkurrere med Asser: Hubald i Odense har nok været englænder, mens Gerald i Ribe formentlig var tysker. Om roskildebispen Arnold hedder det endog i Roskildekrøniken, at han var „en jævn mand af væsen og mere forsømmelig end det sømmede sig for en sjælesørger”. Også Erik Ejegod kritiseres i denne krønike, for manglende støtte til roskildekirken, som samtidig mistede sin møntret.

Antagelig i 1103 (senest i 1104) fik Asser af pave Paschalis 2. sin formelige udnævnelse og palliet, det bånd, som er tegn på ærkebispeværdigheden. Derefter kunne paven befale de danske biskopper sammen med ærkebiskoppen i Lund at betale den årlige skat til Rom.

Denne skat er de såkaldte Peterspenge, en afgift, der fra gammel tid ydedes til paven fra England som vederlag for pavestolens beskyttelse. I vikingetiden blev den også opkrævet i Danelagen, og muligvis har Knud den Store indført denne skat i Danmark. I hvert fald opfordres Sven Estridsen i et pavebrev til at svare skat af sit rige til paven ligesom sine forgængere.

At det for den danske kirke og det danske rige var en triumf, at Nordens første ærkebiskop blev en dansker med sæde i Danmark, er indlysende og langt vigtigere end valget af netop Lund som stedet. At ærkebiskoppen var af en storbondeslægt med nære bånd til kongeslægten lovede godt for samarbejdet imellem kirken, kongen og stormandsklassen.

Hvor før ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen havde overhøjhed over biskopperne blandt daner og sveer, fik Asser titlen ærkebiskop af Lund. Området var hele Norden og øerne i Atlanten, iblandt dem Island og Grønland.

Ærkebiskoppen af Canterbury, den lærde Anselm, opholdt sig da i eksil i Rom, hvorfra han sendte en lykønskning til Asser. Han ytrer sin glæde over ophøjelsen af Asser, som han har hørt meget godt om, og beder ham rense Danmarks rige for fremmede frafaldne gejstlige; „de, som forstødes af deres bisper, drager nemlig dertil og opnår på forbandelsesværdig vis indvielse i de forskellige grader.” Bag disse ord ligger striden imellem kejser og pave. Anselm var en ivrig forkæmper for læren om pavens uafhængighed af verdslig fyrstemagt. Gejstlige tilhængere af kejseren og hans modpave må efter afsættelse være flygtet til Danmark og have gjort karriere der.

Allerede i denne lykønskning rummes det danske riges og det nye ærkesædes dilemma: Hvorledes vælge imellem kejser og pave, når disse magter var i strid med hinanden? Med Asser fik kirken imidlertid en leder, der søgte fredeligt samarbejde, men som ikke svigtede kirkens sag, hvis et valg skulle træffes.

Til billedet af personen Asser hører en karakteristik, som en tysk munk mange år efter, i 1127, sendte sin foresatte ærkebispen af Bamberg efter en delegations besøg på øen Rügen, som i kirkelig henseende hørte under ærkebispen i Lund: „Han var en god og retsindig mand, der ivrigt lyttede til tale om de Gud velbehagelige ting, kyndig og gudfrygtig, men i sin ydre fremtræden bondsk som en vender. Hans omgivelser var i mad og klædedragt urenlige og ubehagelige, i sammenligning med dem forekom den tyske sendefærds ringeste medlemmer statelige, og den præst, der var deres leder, syntes fornemmere end selve ærkebispen.”

God og retsindig, kyndig og gudfrygtig må være de tungest vejende ord i denne karakteristik af storbondesønnen, der blev den første danske ærkebiskop.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Storbonden som ærkebiskop: Asser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig