Eskil i eksil

Men atter indså Eskil, at kirkens kamp ikke kunne afgøres på det nationale plan. Han drog i 1161 på pilgrimsrejse til Jerusalem og tog derefter i syv år ophold i Frankrig, hvor flere af kirkens ledere i disse år opholdt sig under den franske konges beskyttelse. I 1162 måtte den lovligt valgte pave Alexander 3. flygte til Frankrig af frygt for kejseren, og kort efter måtte først en berømt engelsk teolog, Johannes af Salisbury, en elev af Bernhard af Clairvaux, og dernæst selve ærkebiskoppen af Canterbury, Thomas Becket, gøre det samme i protest mod den engelske konge Henrik 2.s angreb på kirkens frihed og uafhængighed. Samme år ophøjede pave Alexander, i fuld forståelse med ærkebiskop Eskil, Uppsala til Sveriges første ærkebispesæde.

Alexanders kejserlige modpave, Victor 4., afgik nu ved døden – i 1164. Men kejseren ønskede ikke forlig; han udnævnte igen en modpave, Paschalis 3.

Modsat kejseren ønskede kong Valdemar nu udsoning med pave Alexander og dermed med ærkebiskop Eskil. Støttet af sin fostbroder Absalon, der siden 1158 var biskop i Roskilde, undlod kongen at anerkende den nye modpave. Kongens fortsatte støtte til specielt cistercienserordenen i Danmark var en udstrakt hånd til pave Alexander og Eskil. Nu vendte Eskil tilbage til Lund i 1167. Pave Alexander var da tilbage i Rom, men blev atter fordrevet af kejserens hær.

Mens situationen i det tysk-romerske kejserrige i konfrontationen med pavemagten var præget af krige, oprør og belejringer, kunne kong Valdemar 1. i en samtidig kilde karakteriseres som en fredens styrer og et fredens barn. På baggrund af dels denne af kirken eftertragtede tilstand, dels kongens positive holdning til den retmæssige pave og hans kirke, udvikledes et nært samarbejde imellem ærkebiskop Eskil og kong Valdemar. Johannes af Salisbury beskrev situationen i Danmark efter Eskils hjemkomst således: „Den danske konge har kaldt sin ærkebiskop hjem, handler i alle ting efter hans råd, bekæmper hans fjender og ærer ham som en fader.” Denne vurdering fremsat af den med Eskil åndsbeslægtede Johannes var Eskil rimeligvis ophav til. Den danske kongemagt var tilsyneladende tilbage på den rette kurs.

Strid om tronen havde gjort riget splidagtigt med sig selv. Det står skrevet, at et sådant rige går under. Udviklingen i Danmark havde været nær ved at bekræfte profetien. Men hvorledes sikre tronfølgen og undgå fejde og ufred? At Valdemar måtte ønske tronen forbeholdt sine egne efterkommere på bekostning af andre grene af kongeslægten, kan ikke undre. Men hvordan ville disse andre reagere, og landstingenes stormænd, og ærkebiskop Eskil? Eskil kunne som en i hele Europa anerkendt autoritet og kirkefyrste ikke passivt se på, at kongemagten blev for stærk, for der var nok af europæiske eksempler på, at det betød en trussel imod kirkens frihed. For denne frihed havde Eskil bekriget Erik Emune, og derfor havde han stadig været en modstander af først Erik Emunes og siden Sven Grathes og Valdemars fælles plan om helgenkåring af Valdemars fader Knud Lavard.

I Eskils syvårige fravær var kongemagten blevet styrket. Valdemar havde fået sønnen Knud valgt som medregent; oppositionen var blevet knust med hård hånd, og i togter imod venderne havde Valdemar krigslykken med sig og fremstod som korsfarerkonge. Tilbage stod hans ønske om Knud Lavard som helgen.