Ærkebiskop Assers kirkepolitik

I hele kong Niels' regeringstid (1104-34) var Asser kirkens leder som ærkebiskop af Lund. Det samarbejde med kongemagten, som Asser indledte med Knud den Hellige og udbyggede med Erik Ejegod, fortsatte han med kong Niels. Også til den pave, der udnævnte Asser til ærkebiskop, Paschalis 2. (1099-1118), havde han det bedste forhold, midt under striden imellem kejser og pave. Fuldt og helt gik Asser ind for pavestolens syn på forholdet imellem kirken og den verdslige øvrighed, et syn, som var blevet skarpt formuleret af pave Gregor 7. (1073-85), ting som blev fulgt op af hans efterfølgere: til „kirkens frihed” hørte frihed for al verdslig indblanding. Den åndelige magt er den øverste. De verdslige herskere har deres embeder fra Gud i kraft af dennes stedfortræder, paven. „Gregorianisme” er den etikette, man har sat på dette grundsyn på et kristent samfund, og som Asser repræsenterede i sit ærkebispedømme. At kong Niels som den første danske konge kalder sig „konge af Guds nåde” må forstås på denne baggrund.

Ligesom Asser i sin embedsby Lund fornyede domkirken til den største i Norden, ændrede han også de regler, der gjaldt for de præster, der virkede her, kannikerne i domkapitlet. Disse regler eller kanoniske sædvaner fra 1122-23 vedrører optagelse i kannikeklostret, gudstjenesten og kapitlets opgaver, fælleslivet i kapitlet, den enkeltes opgaver samt regler om bispevalg, som på gregoriansk vis er kapitlets suveræne ret. Lundstatutterne fremtræder hermed som en radikal version af bestræbelserne for at frigøre kirken for al verdslig indblanding. Endnu ifølge konkordatet i Worms fra 1122 imellem paven og kejser Henrik 5. havde den verdslige magt ret til at overvære bispevalgene og til i tilfælde af uenighed at afgøre valget i samråd med ærkebiskoppen. Selv disse indrømmelser forbigås i tavshed i Lundstatutterne, der er redigeret på grundlag af tilsvarende regler fra augustinerklostret Marbach i Alsace.

En række kirkelige krav blev efterkommet i Danmark i Assers tid: tiendekravet og kravet om egen domsmagt i de sager, som ifølge kirkeretten var underkastet kirkens dom. De gejstlige domstoles kompetence var afhængig dels af parterne, dels af sagens genstand og art. Alle sager imod gejstlige personer hørte ubetinget under kirkens dom. Men hertil kom alle „åndelige sager”, et vagt begreb, der kunne omfatte alle sager, der berørte kirkelige forhold og sjælenes frelse. På grundlag heraf var kirkens domstole kompetente ikke blot i sager om kætteri, trolddom, blasfemi, forbrydelser og overgreb imod kirken, dens personer og gods, men også i sager om mened, åger, hor, bigami osv. Den biskoppelige domstol kunne idømme straffe som f.eks. valfarter, faste, bod, almisser, det „lille” band (udelukkelse fra nadver og andre kirkelige handlinger), det „store” band (udelukkelse fra freden og kirkens fællesskab). Det var den verdslige øvrigheds pligt at gennemtvinge kirkens domme, og det var hos kongen freden kunne købes tilbage.

Hvor langt kirken formåede at udstrække sin domsmagt under Asser, ved vi ikke. Selve kirkeretten havde endnu ikke fundet sin faste og fælles form før 1100-tallets midte, men om kurs og mål var der ingen tvivl.

Det var der i princippet heller ikke vedrørende cølibatskravet, kravet om at præster skulle leve ugift. Bag ligger den tanke, at præsten for at forvalte dåb og nadver og forkynde Guds ord skal være ren og ubesmittet; men med til billedet hører kirkens krav om, at gejstlige kun skulle være bundet til kirken, og ikke ved slægtskabsbånd skulle fastholdes i det verdslige samfund. Med slægtskab fulgte pligt til gensidig hjælp, værn, hævn og bødebetaling. Kirken var imod disse former for ansvar uden skyld. Ved fredsreglerne garanteredes de gejstlige imod hævn og fejde, som var den lokale rets lovlige tvangsmidler. Men hvis en præst både var anbragt i slægt og familie med kone og børn, og samtidig var hævet over den verdslige rets regler om gengældelse, så var det at blæse med mel i munden. Mange danske gejstlige forsøgte at opnå lempelser i kravene hos pave Paschalis 2.; men han afviste kategorisk ønsket i et brev til kong Niels fra 1117. Der kunne ikke ændres en tøddel i kravet om præsternes kyskhed.

Det kan undre, at der få år efter rejser sig en stærk bevægelse blandt de sjællandske bønder for at gennemføre kravet om, at gifte præster skulle sende deres hustruer bort, og at de ugifte ikke måtte gifte sig. Hvorfor fremsætter sjællandske bønder i 1123 under ledelse af bondehøvdingen Peder Bodilsen kyskhedskravet med samme styrke som paven selv? At et kirkemøde samme år i Kom indskærpede kravet, kan ikke være forklaringen. Andet må ligge bag. I løbet af 20 år var bønderne blevet stillet over for krav om tiende til både kirke og præst. Sognefolket må nu have følt, at de underholdt deres præst – plus hans eventuelle kone og børn. Dette i forbindelse med kirkens krav om at gejstlige skulle fritages for at bidrage til slægtninges bøder uden at man gav afkald på retten til arv efter slægtninge, må være følt som en provokation, for slægtsansvar og slægtsarv var to sider af samme sag. Med gennemførelsen af tiendepligten mister bønderne tålmodigheden. Fredsreglerne skulle primært beskytte gejstlige personer, men de hjalp ikke de sjællandske præster, hvoraf flere blev overfaldet og dræbt, mens andre flygtede. Roskildebispen kunne ikke hjælpe dem. Bisperne var alle i et dilemma, fordi bønderne kunne påberåbe sig pavens krav. Man valgte at anerkende cølibatet, men effektivt gennemført blev det ikke.

Kun få kilder siger noget om Assers virke i den nordiske kirkeprovins uden for Danmark. Men det synes at fremgå, at en hovedopgave var indvielsen af bisper i takt med kirkeorganisationens udbygning. I 1120 nævnes tre norske bispesæder. I 1125 indviede Asser en nordmand som biskop i Gardar i Sydgrønland, og i Island oprettedes to bispesæder. Situationen i Sverige var speciel, fordi missionsarbejdet endnu ikke var fuldført. Derfor tales der om hele seks missions- eller stiftscentre, som har været egentlige bispesæders forgængere. Ærkebiskop Asser må have været drivkraften bag udbygningen af den nordiske kirkeprovins.

Da kong Niels' søn Magnus i 1131 dræbte Knud Lavard i Haraldsted Skov, var freden forbi. Den tyske kong Lothar arbejdede allerede da på at få Assers ærkebispesæde nedlagt og kirkeprovinsen lagt tilbage under Hamburg. Drabet på Knud, som var Lothars vasal, gav denne et påskud for at true Danmark militært. Og indefra startede Erik Emune oprør imod kong Niels. Endnu i 1131 lod Erik sig hylde som konge i Skåne, siden også i Jylland. I den følgende tid kæmpede Erik flere gange imod Niels og Magnus, som dog længe syntes at kunne modstå oprøret.

Men i 1134 vender billedet. Efter at være flygtet til Norge drog Erik Emune til Skåne, hvor Asser til stor overraskelse for mange valgte hans parti i borgerkrigen, Resultatet blev det for kong Niels og Magnus katastrofale slag ved Fodevig i Skåne.

Roskildekrønikens dom over Assers tilslutning til Erik Emune og alle hans „troløse og skændige mænd” er hård: „I denne rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et siv, der svajer for vinden.”

Disse barske ord i forbindelse med et pavebrevs påstand om, at Asser på pavens gentagne opfordringer havde undladt at bevise sin ret til sit embede, hvorfor Asser skulle være blevet afsat og Lundesædet lagt under Hamburg, harmonerer dårligt med den omstændighed, at Asser fortsat fungerede som ærkebiskop, så at han straks efter sin død i 1137 indførtes i dødebogen som Lundestiftets grundlægger og første ærkebiskop. Hans efterfølger Eskil opnåede da også uden besvær pavens godkendelse.

Med til billedet hører, at forholdene omkring pavestolen i disse år var præget af total forvirring. Fra 1130 til 1138 fungerede på samme tid to paver: Anacletus 2., valgt af kardinalerne, og Innocens 2., der støttedes af kong Lothars parti, men som snart måtte flygte til Frankrig, hvor han også fandt støtte. Heroverfor fik Anacletus støtte af kong Lothars modkonge Konrad af Franken. I denne spegede situation forsøgte ærkebispen af Hamburg Adalbero at realisere sin gamle plan om nedlæggelse af ærkebispesædet i Lund. Endnu i 1132 drog en udsending fra Innocens til Danmark for at sikre sig støtte herfra, men fem pavebreve, der alle er dateret den 27. maj 1133, viser, at pave Innocens nu havde anerkendt hamburgkirkens overhøjhed over Nordens kirker. Eftersom samme pave en uge efter, den 4. juni, i Rom kejserkroner Lothar 3., som med en rytterhær havde introduceret Innocens i pavestaden, tør man nok se hans støtte til Lothar som personlig kirkepolitik for dagen og vejen. Anacletus sad nemlig samtidig i Rom, forskanset i Peterskirken, og så snart Lothar forlod byen, blev Innocens atter fordrevet.

Om de fem pavebreve nogen sinde nåede til deres adressater i Norden er højst tvivlsomt. Eventuelle rævekager bag deres udstedelse kender vi ikke; men muligheden for at de er afgivet under tvang er vel til stede – og i så fald var brevene juridisk ugyldige. Vi ved, at Asser fortsat fungerede som ærkebiskop af Lund. Og vi ved, at et lignende forsøg på at lægge det polske ærkesæde under ærkebiskoppen af Magdeburg også var resultatløst.

Hvorledes kan vi forklare ærkebiskop Assers beslutning om at bryde det langvarige samarbejde med kong Niels? Når vi ved, at pave Innocens var i et afhængighedsforhold til kejser Lothar, må kong Niels' beslutning om at lade sønnen Magnus aflægge lensed til kejseren være katastrofal i Assers øjne. At riget således blev underlagt kejseren måtte medføre en overhængende risiko for Lundesædets selvstændighed. Magnus svor lenseden i påsken 1134. I pinsen samme år udkæmpedes slaget ved Fodevig. Her faldt Magnus, og kong Niels dræbtes kort efter.

Erik Emune blev nu konge frem til sin død 1137. Samme år døde ærkebiskop Asser, hen ved 80 år gammel og efter næsten 50 år i bispeembede. I hans tid som ærkebiskop kom ærkesædet til at omfatte 22 bispedømmer fordelt på hele den nordiske kirkeprovins. Han samarbejdede med kongemagten, indtil han frygtede for rigets og ærkesædets eksistens. Roskildekrøniken beskyldte ham for at svaje med vinden som et siv. Men et siv kan nu og da klare den storm, som får træer til at bukke under.