Usikker er Svens rolle i, hvad man har kaldt det sidste vikingetog til England. Efter Harald Hårderådes nederlag og død under togtet til England i 1066, og efter Vilhelm Erobrerens heldigt gennemførte invasion i Sydengland en måneds tid senere (14. oktober), måtte planer om et dansk vikingetog efter gammel opskrift forekomme håbløse – og Sven har muligvis betragtet dem således. Men det har ikke hindret hans broder, Asbjørn Jarl, der i 1066 var flygtet fra England, i at planlægge og realisere et større flådetogt i håb om støtte fra – og til – det nordengelske oprør imod Vilhelm og normannerne i 1069. Det har heller ikke hindret to af kongens sønner, Harald (Hen) og Knud (den Hellige) og et par danske bisper i at gå med på samme galej. Den angelsaksiske krønike beretter, at flåden, der var på henved 200 skibe, løb op ad floden Humber. Oprørerne betragtede danerne som befriere, og en normannisk hær i York valgte at afbrænde byen. Kong Vilhelm nåede frem med en normannisk rytterhær; men imellem en flåde og en rytterhær var kamp umulig. Normannerne førte den brændte jords politik, kvalte oprøret og betalte Asbjørn og hans folk en sum for at sejle hjem – hvad de også gjorde.

Hvis Svens undladelse af personligt at deltage i, hvad der kunne være et bud på den engelske trone, var et udslag af kløgt, så falder det i tråd med Adams rosende ord om kongens klogskab. Nok hænger denne klogskab i Adams fremstilling nøje sammen med Svens tillagte rolleskift fra „tyran” til kristen „retfærdig konge”, der arbejder for Gudsriget; men derudover beskrives kongens boglige viden og lærdom på en måde, som bekræftes af følgende sætninger i et brev til kong Sven fra selve pave Gregor 7.: „Men da vi har forstået, at du, ædle og høje konge, udmærker dig fremfor andre rigers fyrster både ved boglige kundskaber og ved din iver for kirkens forskønnelse, retter vi med så megen større tillid vort brev til dig, som vi mener, at vi desto lettere vil have fremgang hos dig, jo mere du vides at have gjort fremskridt i lærdom og livsvisdom. Vi beder dig altså om og formaner dig i oprigtig kærlighed til at bestræbe dig for at varetage det dig betroede riges styre efter Guds bud og føre det høje navn af konge under udfoldelse af alle de dyder, som navnet indebærer, så at du lægger for dagen, at den retfærdighed, i kraft af hvis grundprincip du byder over dine undersåtter, stedse råder i dit hjerte.”

„Boglige kundskaber” kan meget vel betyde, at kong Sven har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; derfor fremhæves det af Adam, Sven Aggesen og paven.

Herudover fremgår det af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag, hvor Sven roses for at have udbredt kristendommen. Sven har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer, paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. Disse forhold behandles af Adam og det gejstlige brevmateriale; men om kongens verdslige indenrigspolitik ved vi kun, hvad møntfund kan fortælle. Det er heldigvis ikke så lidt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sidste vikingetog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig