Årsagen til uår

Fra 1200-tallets midte stammer et såkaldt „kongespejl”, et skrift forfattet af en norsk gejstlig. I indledningen hedder det, at bogen skal være en lærebog i moral for alle, købmænd, kongens mænd, kirkens mænd og bønder. Ved at læse om undersåtternes rette levevis lærer kongen noget om at regere. Forfatteren lever ikke op til sin indholdsbeskrivelse, for de gejstlige og bønderne behandles ikke; muligvis er arbejdet afbrudt ved forfatterens død. Som de fleste middelalderlige lærebøger er værket i samtaleform; det foregiver at være skrevet af en søn, som nedskriver sin erfarne faders rad og vejledninger.

Da det norske kongespejl tidligst stammer fra 1240 kan det på baggrund af Rydårbogens konstatering af danske høvedsmænds indbyrdes stridigheder og naboernes spot og spe være nærliggende at citere kongespejlets betragtninger over grunden til uår, år der bringer ulykke over et folk.

På sønnens spørgsmål, om dette skyldes folket, kongen eller de mænd, der sammen med ham skal styre riget, svarer faderen, at skylden sjældent ligger hos folket, hvis blot konge og stormænd var kloge. Men galt går det, hvis flere eftertragter tronen. Enhver af disse misunder de andre, rænker spindes imod kongen, de utilfredse finder sammen i deres fælles fjendskab, og kongen må bruge magt for at håndhæve freden. Alligevel bliver følgerne manddrab, ran og tyverier. En ond cirkel bliver til et rullende hjul, der drejer om en aksel af ufred. End ikke slægtninge holder sammen, ja selv almuen bliver nu dristig og sætter sig ud over lov og ret, for den dumme almue betragter kongen som en modstander. Dumheden saftes i højsædet, ingen adlyder kongens befalinger, alle forsynder sig ved vold og uret, alle gamle lovregler tilintetgøres.

Herover fortørnes Gud i en sådan grad, at han hævner sig på alle, som begik misgerninger. Det gør han ved at så fjendskab imellem de høvdinger, der forsøger at styre riget. Herefter går riget ifølge faderens beretning sin undergang i møde.

Sønnen: „Det er sandelig let at se, at hvis alle disse ting rammer et rige, går det sikkert til grunde, såfremt den tilstand varer ret længe.”

Intet er dog så galt, at det ikke er godt for noget, for faderen tilføjer, at efter plagernes ophør kan enhver forstå, hvor medgørligt et folk og hvor nyttigt et rige det vil være i de nærmeste tider efter en sådan uro. Kongen bliver igen enehersker og håndhæver af fred og retfærdighed.

Det er således ifølge Kongespejlet den værste ulykke, der kan ramme et rige, at flere kongsemner strides om tronen. Et rige i den situation ligger åbent for indblanding, enhver kan tage det og regne med støtte af en eller flere tronkrævere. Derfor er et sådant rige til spot og spe for alle nabofolk. I 1240 havde Norge oplevet tronkampe igennem hundrede ar. Udviklingen her bekræftede faderens ord i Kongespejlet om en gavnlig virkning på længere sigt af tronstridigheder. Høvdingerne svækkedes af de mange indbyrdes krige, og den konge der trak det længste strå, gik styrket ud af borgerkrigene. Det endelige resultat af stridighederne imellem Valdemar Sejrs sønner har Kongespejlets forfatter ikke kendt, men han har delt opfattelse med Rydårbogens kronikør. Den fælles overbevisning, at et rige i splid med sig selv går under, bidrager til at vælte den hældende vogn.

Vi så, at det danske rige hang i en tynd tråd 100 år tidligere, da Sven, Knud og Valdemar var konger samtidig. Som Danmarks lensherre blev kejseren dengang dommer i den indbyrdes strid om tronen. Styret af Danmark var dermed blevet et tysk rigsanliggende. Ærkebisperne Asser og Eskil forstod denne trussel imod den danske kirkes og det danske riges selvstændighed og advarede kongerne. Men det hindrede ikke Sven Grathe i at søge hjælp i Tyskland. De danske høvdinger forstod også faren for afhængighed af kejseren, men alligevel foretrak de en deling af det danske rige i lande med hver sin konge frem for at støtte en enkelt dansk konge, hvis magt de måtte frygte. Borgerkrigen lagde landene åbne for ydre fjender, en situation, som venderne udnyttede efter bedste evne.

Resultatet af striden imellem Sven, Knud og Valdemar blev en bekræftelse af Kongespejlets udsagn om, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Valdemar den Stores regering bekræftede og bestyrkede rigets enhed, som varede uantastet til Valdemar Sejrs død.

Denne styrke satte danske konger i stand til at bekræfte Kongespejlets ord også i den modsatte situation. Den indre tyske strid imellem de to fyrstehuse, Hohenstauferne og Welferne, som især blussede op efter Frederik Barbarossas død i 1190 gav naborigernes konger muligheder for indblanding. Knud 6. udnyttede disse muligheder med den følge, at Nordalbingien kom under hans trone. Hermed ændredes betydningen af hertugdømmet Slesvig. Fra at være grænseland bliver det den strategiske forbindelse imellem kongeriget og de underlagte nordtyske områder. Det betød øget politisk indflydelse for hertugen i Slesvig, både til gavn og ulempe for kongemagten.

Med forbundet af 1214 imellem kong Frederik 2. af Tyskland og kong Valdemar 2. kulminerer den danske magtudfoldelse i forholdet til det tyske rige. Men det hele varede kort. Tilfangetagelsen af de to Valdemarer væltede hele spillet. Selve riget blev dog reddet, og det holdt stand, indtil Valdemars død. Så snurrede hjulet atter omkring en aksel af ufred.

Vil det sige, at den norske gejstlige forfatter af Kongespejlet har givet en dækkende beskrivelse af Valdemarstidens politiske danmarkshistorie? Og har Rydkronikøren ret, når skylden for ulykkerne lægges på høvedsmændene, rigets regenter, som påfører hinanden krig?

I hvert fald står det fast, at Rydårbogens berømte bemærkning har dannet grundlag for historieskrivningen om disse år. Det har været almindeligt at give regenters uheld og udygtighed skylden for ulykkerne – med tilføjelse af Rydårbogens syn på tyskernes natur, „at de aldrig eller kun sjældent har vundet og triumferet, uden ved svig og forræderi”.

Selv om kildematerialet svigter, når talen er om en blot nogenlunde nuanceret fremstilling af den politiske udvikling i slutningen af Valdemarstiden og i 1240'rne, må man afvise en forklaring, der bygger på enkelte personers held og uheld, dygtighed og uduelighed. Valdemar Sejrs sønner stod over for en ny og ændret udenrigspolitisk situation. Det bekræftes af udviklingen efter 1250.

Men også den „tyske fare”, som så længe skulle have truet dansk selvstændighed, må der sættes et spørgsmålstegn ved.

En munk fra Colmar i Alsace gav i midten af 1200-tallet en beskrivelse af Tyskland, riget i Europas midte, kongeriget, som var splittet op i et stort antal len inden for rammerne af et kejserrige, blandt hvis folk tyskerne kun var ét blandt mange. Da den bandlyste kejser Frederik 2. pludselig døde i 1250, kan det med danske øjne være af interesse at konstatere, hvorledes munken da beskrev Tyskland som folkelig og politisk enhed. Af interesse, fordi det danske riges selvstændighed siden 1050 synes at have været ensbetydende med større eller mindre uafhængighed af det tyske rige.

Om Tyskland skriver munken, at „intet andet land rummer så mange mennesker inden for sit område”. Dette til trods for, at området er meget stort og rækker „fra det nordlige ocean til Alperne”, dvs. 120 mil, som gennemvandres på fire uger. Heraf fremgår, at munken nok opfatter Tyskland som en geografisk enhed, men det fremgår videre, at denne enhed er summen af de kirkelige forvaltningsområder, 60 bispe- og ærkebispedømmer, til hvilke sidste der i periferien opregnes Bremen, Salzburg, Magdeburg og Riga.

Når vægten således lægges på den kirkelige inddeling forstar man bedre danske ærkebispers frygt for at danske kongers politik skulle bringe ærkesædet i Lund i fare. Den kirkelige inddeling kunne skabe riger og udslette riger.

Uldent taler munken om det nordlige ocean som Tysklands grænse, men betryggende i danske øren er det siden at bemærke, at han som nordtyske lande nævner Pommern, Mecklenburg, Holsten, Frisland, Holland og Zeeland, men ikke de danske lande. Alligevel er det med den geografiske enhed så som så, „for Tyskland har ingen naturlige grænser”.

Vi så en tysk koloniseringsbølge skylle østpå langs Østersøens sydkyster efter 1150. Til forklaringen hørte overbefolkning i de nordtyske lande. Den overbefolkning, som munken fra Colmar er på det rene med som et tysk fænomen. De tyske korstog medbragte kristne kolonister til de slaviske områder. Har de danske vendertog medvirket til at åbne områderne for tysk indvandring, kan de på lidt længere sigt have hindret det tvske befolkningspres i at søge afløb imod nord. Valdemarerne har ikke tænkt således, men korstog fik ofte andre resultater end troens udbredelse.

Det indre tyske fjendskab imellem de staufiske og welfiske fyrstehuse skabte kaotiske politiske tilstande i Tyskland, en så dyb splittelse, at det nok er baggrunden for Colmar-munkens spørgsmål, hvad er Tyskland egentlig for noget?

Sven Aggesen, Saxo og Rydårbogens forfatter var ikke i tvivl. Tyskerne var „de andre”, dem man altid sammenligner sig med, helst som modsætninger og modstandere, når man vil erkende sig selv, sin gruppe, sit folk. Selvfølgelig fyldte Valdemarstidens historieskrivere hellere indhold i Danmarks egen historie, som skulle kunne stå mål med andre folks historie, men de kunne ikke undvære de fremmede, og slet ikke tyskerne, som baggrund for danernes bedrifter og ulykker.

Colmar-munkens usikkerhed med hensyn til Tyskland som nation må ses på baggrund af, at ingen tyske historieskrivere skrev om Tysklands historie. Den mest kendte af dem, Otto von Freising skrev i 1100-tallet om kejser Frederik Barbarossas historie, men værket handler om Frederik som kejser over Romerriget. Så når det et sted siges om kejseren, at han skaffede riget dets gamle grænser tilbage, er det Romerriget der tales om. Og i omtalen af rigsdagen i Merseburg i 1152, hvor kejseren tildømte Sven Grathe det danske rige, hedder det, at Danmark da „blev undertvunget og givet tilbage til Romerriger.

Med vægten på det romerske på bekostning af det tyske berøves befolkningen i Tyskland fornemmelsen af en modsætning imellem „os” og „de andre”, den modsætning, som Valdemarstidens danske historie- og krønikeskrivere bevidst benyttede for at styrke et nationalt sammenhold. Til det brug skal de andre også være „de fremmede”. Derfor kunne hverken nordmænd eller svenskere bruges, for de var med Saxos ord såvel i henseende til sprog som til beliggenhed så nært pårørende med danerne. Men tyskerne kunne bruges til formålet, og de blev brugt.

I middelalderen – og i dag: at danne en gruppe eller en nation er at sætte fremmede uden for gruppen eller folket. Er det tyskernes skyld at Danmark består?