På det gyldne alter fra Odder Kirke, nu i Nationalmuseet, findes en fremstilling af kong Herodes, der giver ordre til barnemordet i Betlehem. Ligesom kalkmaleriet i Vellev Kirke siger dette fine metalarbejde mere om konge og hirdmand i 1100-tallet end om historiske tilstande omkring Kristi fødsel. Kongen på sin trone minder om samtidens segl- og møntmotiver. Hirdmanden er fra top til tå iført en ringbrynje.

.

Mindetavle i Roskilde Domkirke, nu opsat i kapitelsalens præsteværelse. Indskriften lyder: „I året 1128 efter Herrens legemliggørelse, den 11. november døde kong Niels' råd[giver] Helge, der skænkede denne kirke rigelige gaver og afrystede den kongelige rets åg, som var blevet pålagt denne kirkes kanniker af nogle kongers råder.” Helge mindes for sin støtte til domkapitlet i dets kamp for uafhængighed, uden at kongerne – vel Erik Ejegod og Niels – kritiseres direkte.

.

Det originale manuskript til Saxos „Danernes Bedrifter” er gået tabt. Derfor var det en sensation, da man i 1863 i et bibliotek i den franske by Angers fandt fire sider af et Saxomanuskript, hvor der imellem linierne og i margenen er rettelser og tilføjelser, der må hidrøre fra Saxos egen hånd. Siderne, hvoraf denne handler om kong Skjold, findes nu i Det kgl. Bibliotek.

.

Stormænds hoveder i granit, fra jydske kirker. Sven Aggesen sukkede over, at danske kongers og stormænds vældige bedrifter blev overgivet til evig tavshed. Derfor fattede han pennen. Danernes bedrifter var også Saxos hovedanliggende. Dag og dåd var kæmperim. Disse 1100-tals granithoveder viser alvorsmændene bag de vældige bedrifter. Mænd af ære. Med Sven Aggesens ord: „Æresnavn for alskens dygtighed ansporer en, mens higen efter ørkesløshed sløver en anden.”

.

Stormænds hoveder i granit, fra jydske kirker.

.

Stormænds hoveder i granit, fra jydske kirker.

.

Stormænds hoveder i granit, fra jydske kirker.

.

Titelblad til Christiern Pedersens Saxo-udgave. Ved middelalderens slutning var Saxos værk så at sige glemt i sin originale form. Det kendtes næsten kun i uddrag og forkortelser. Men heldigvis fik den danske humanist Christiern Pedersen fat i et komplet håndskrift, som han lod trykke i 1514 i Paris, hvor han havde studeret siden 1508. Derfor beror vort kendskab til Saxos værk næsten alene på 1514-udgaven, som vakte opsigt i Europa på grund af Saxos smukke latin, og som ofte blev genoptrykt. På titelbladet ses en dansk konge og øverst Saxo ved sin skrivepult.

.

Side af Justinus-håndskrift. Justinus var en romersk historieskriver i det 2. årh. e.Kr. Han er kendt for et udtog af oldtidens historie, som var meget læst og citeret i middelalderen. Når Absalon i sit testamente pålægger Saxo at levere to bøger tilbage til Sorø Kloster, var den ene uden tvivl et Justinus-håndskrift. Det er nemlig bevaret til vore dage og findes i Det kgl. Bibliotek. På dets sidste side, som ses her, står med store bogstaver, at ærkebiskop Absalon har givet bogen til Sorø Kloster.

.

Ligesom Sven Aggesen var Saxo en ætling af hirdmænd. I fortalen til sit værk om danernes bedrifter, et af europæisk middelalders fornemste historieværker, siger Saxo, at både hans farfar og hans far havde været i Valdemar den Stores hird, og at han selv tilhørte Absalons følge uden dog at kæmpe med våben – hvilket tyder på, at han var gejstlig. Sven Aggesen og Saxo har kendt til hinanden; Sven kalder Saxo sin kammerat. De har også kendt hinandens arbejde: Sven forkorter sin fremstilling af en periode, fordi han ved, at Saxo vil behandle de samme begivenheder mere udførligt. Men herudover er forskellene imellem de to historieskriveres værker meget stor. Svens kongekrønike er trods mange citater fra antikke forfattere et ujævnt og kortfattet begynderarbejde i en ny genre; men Saxo lever helt op til den karakteristik, som Absalon – ifølge Sven Aggesen – gav af hans skildring „mere udførlig og elegant”. Af omfang et kæmpeværk og i stilen en sikker beherskelse af en kunstfærdig latinsk sprogdragt, der dog i værkets første del om de ældste tider kan udarte til det svulmende på finhedens bekostning. I værkets sidste del er sproget enklere. Her skriver Saxo om de foregående slægtleds historie og sin egen samtids historie.

Som det er fremgået, kan danmarkshistorien i den periode ikke skrives uden brug af Saxo. Til en række begivenheder er han vor eneste kilde, men uden problemer er det ikke at bygge på Saxo alene. Som i al middelalderlig historieskrivning beherskes fremstillingen af tendens og formål. Man skulle lære af historien, der opfattes som en kamp imellem Guds rige og djævelens rige, Iys og mørke, gode og onde. Men herudover kunne historien bruges som politisk propaganda. Og i mangel af belærende historiske eksempler digtede man, for belæres skulle der, om det så var på bekostning af en historisk sandhed. Selv beskrivelsen af historiske personer indordnes under forfatterens formål, hvad der i det foregående er nævnt flere eksempler på. At det samme så meget mere må gælde sagnhistoriens skikkelser er indlysende. Og hovedformålet er for Saxo, som for Lejrekrønikens forfatter og Sven Aggesen, at fastslå rigets høje alder og enhed under en meget lang række af konger, som hos Saxo spænder fra rigets grundlægger kong Dan og frem til ca. 1185, da Knud 6. regerede.

Saxos forbilleder som nationale historieskrivere kan være englænderen Beda, der ca. 700 skrev den engelske kirkes historie, Paulus Diaconus, der ca. 780 skrev om langobardernes historie, og Dudo fra St. Quentin, der skrev de normanniske hertugers historie ca. 1020. I hvert fald citerer Saxo dem alle tre, og alle skriver de om et folks historie fra et riges grundlæggelse. Men deres fælles forbillede er romeren Livius, der i oldtiden skrev om Roms grundlæggelse og historie fra sagntid til samtid med markering af romerfolkets særpræg. Kristne forfattere kombinerede såvel grækernes som romernes historie med verdensaldre udledt af Bibelen. Heraf fulgte sammenstilling af bibelske og verdslige „helte”, f.eks. Moses og kejser Konstantin den Store. Resultatet blev en heltetype, som satte sine spor i historien mere i kraft af gerninger end ved passiv fromhed.

Selv om kongerækken hermed bliver folkets egentlige historie, fordi kongerne som verdslige helte skaber folkets historie, er kristendom og kirke dog ikke glemt. Balancen imellem kongemagt og kirke skabes i værkets plan og inddeling. Saxos værk er således opdelt i 16 bøger, hvori kongerne grupperes.

De første fire bøger rummer tiden før Kristi fødsel; i femte bog falder Kristi fødsel sammen med Frode Fredegods regering: „På den tid kom alverdens forløser til verden for at frelse menneskene, idet han fandt sig i at iklæde sig et menneskes skikkelse; krigens luer var da slukkede, og alle lande nød den dybeste fred og ro.” Som der var fred i Romerriget under kejser Augustus, var der i Danmark fred under Frode Fredegod. Men freden skyldtes Kristi fødsel og ikke jordiske helte. Med 8. bog, og slutningen af værkets første halvdel, nar kristendommen til Danmarks sydgrænse med Karl den Stores kristning af sakserne i slutningen af 700-tallet.

I de følgende bøger indføres kristendommen i Danmark og kirken etableres. De sidste bøger behandler tiden efter oprettelsen af ærkebispesædet i Lund. Asser og Eskil får hver en bog, Absalon får to. Ligesom Frode Fredegod havde fået en hel bog, således får kong Niels det også for at markere, at ærkesædets oprettelse i hans regeringstid og Assers embedsperiode er at ligne ved Kristi fødsel i Danmark. Hermed tvinges Saxo til ligeledes at behandle kongerne under Eskil, Erik Emune, Erik Lam, Sven, Knud og Valdemar samt Valdemar den Store, i én og samme bog, der dermed svulmer op til en fjerdedel af hele værket.

Saxos fremhævelse af Absalons betydning markerer overgangen fra 14. til 15. bog, som er tidspunktet for Absalons ophøjelse til ærkebiskop. Dette er det eneste eksempel på, at andet end et kongeskifte motiverer påbegyndelse af en ny bog i værket.

I sagnhistorien har også Saxo haft svært ved at konstruere en sammenhængende kongerække fra kong Dan og fremefter. Det lykkes ved hjælp af lån fra Lejrekrøniken, fra norsk-islandske og ikke mindst angelsaksiske kilder. Desuden har navneligheden på latin imellem Danmark (Dacia) og den tidligere romerske provins Dacia ved Donau beriget den danske historie med et antal sagn, som Saxo har importeret på grund af misforståelsen.

Navneligheder og gætteri ligger også bag flere af de forsøg, som Saxo gør på at stedfæste sagn; men da målet var en sammenhængende kronologi har det været nødvendigt at udfylde hullerne imellem det lånte materiale med rent digt. Det hindrer dog ikke, at Saxo i fortalen bedyrer, at hans værk er fri for „løs snak, der tager sig prægtig ud” og holder sig til „pålidelige oplysninger om oldtiden”.

Kan vi på den baggrund bruge Saxo til noget som helst? Ja, med forsigtighed. Bedst er Saxo som kilde til Saxo, hans egne holdninger, som de kommer til udtryk inden for de givne rammer og formål. Med vågent øje for disse hensigter og med kendskab til hans kilder kan vi nu og da nærme os historien bag historierne og afsløre omfanget af den bearbejdelse, Saxo underkaster materialet. I reglen når vi det resultat, at der er noget om snakken, men dette noget bliver brugt til noget andet.

Et eksempel: Saxo kender Knud den Helliges gavebrev fra 1085 til domkirken i Lund. Det gør vi også. Heldigvis, for det giver os en præcis status over en række rigsindretninger i 1085, oplysninger ud over den selvfølgelige, at kongen giver kirken gaver. Saxo er kun interesseret i dette sidste: en lang række gaver opregnes, så hans kendskab til 1085-brevet røbes kun af denne sætning: „Og ikke mindre rundhåndet var han imod de andre klerke, thi han skænkede dem, der gjorde tjeneste i koret, næsten hele sin part af indtægterne af det jordegods, der lå under kirken, og kun de bøder, der kom ind ved forsømmelse af krigstjeneste og brud på landefreden, ligesom det gods, som der ingen arvinger var til, forbeholdt kongen sig selv. Han viste sig således ikke mindre rundhåndet i henseende til at skænke kirkerne privilegier end til at give dem gaver.”

Bøder for forsømmelse af krigstjeneste, leding, og for brud på landefreden, fredkøb, var netop undtagelserne i gavebrevet fra 1085. Saxo må have kendt det, men bruger det udelukkende som et eksempel blandt mange andre for at kunne nå konklusionen: „Idet kongen således i alle måder lagde fromhed og nidkærhed for dagen, udmærkede han sig især ved kærlighed til religionen, som han aldrig undlod at vise den største opmærksomhed og hyldest.”

Hvor vi ikke kender Saxos forlæg eller kilder, og dermed er ude af stand til at kontrollere hans oplysninger, er Saxo dog anvendelig som kilde til sin samtids, sin stands og sin personlige – mandlige – opfattelse af samfundsforhold, dyder og laster, mands- og kvindeideal inden for rammerne af en patriarkalsk praksis. Vi skal blot vogte os for at slutte fra disse idealer til den historiske virkelighed.

Som sagt skrev Saxo sit værk på opfordring af Absalon: „Da de andre undslog sig, tvang han mig, den ringeste blandt hans mænd, til at tage den opgave at skrive et værk om de danskes historie.” Da Absalon døde i 1201 var Saxo ikke færdig med sit værk, som derfor i fortalen, som blev skrevet til sidst, tilegnes Absalons efterfølger Anders Sunesen, der var ærkebiskop til 1223.

Saxo nævner ikke selv sit navn i værket. Men den omstændighed, at Sjællandske Krønike fra ca. 1300 kalder forfatteren af „danernes bedrifter” for Saxo, sammenholdt med Sven Aggesens oplysning om, at hans fælle Saxo også skrev danmarkshistorie, bevirker, at vi kender navnet på den danske skribent, som præsterede et mesterværk i europæisk litteratur.

Hvis myten skaber nationen, må den danske nation være Saxo taknemlig som mytens skaber frem for nogen. Saxo blev brugt i middelalderen og efter den; han blev citeret, forkortet og bearbejdet. At fortsætte Saxo var opgaven for danske historieskrivere til nyere tid. Siden Saxo har folk og fædreland betinget hinanden.

Saxo slutter sin fortale med at omtale de kæmper, som beboede Danmark i gamle dage. Kun kæmper kunne flytte de overordentlig store sten, der er anbragt på de gamles grave og huler. Saxo mener det er de samme væsener, som nu til dags siges at bo i den vilde og utilgængelige ørken. De har den evne, at de kan forandre deres legemer, og at de pludselig og på den forunderligste måde kan være nærved og snart langt borte, snart komme til syne og snart forsvinde.

Ud af et galleri af sådanne foranderlige forhistoriske skum-ringsgespenster har Saxo hentet sine helte og skabt sin historie. Kun én samtidig dansk forfatter gør ham rangen stridig som skribent. Mærkeligt nok den person, som Saxo tilegnede sit værk: Anders Sunesen. Om hans værk om skabelsens historie mere i det følgende.

Her til slut den konstatering, at Sven Aggesen og Saxo ikke blot skrev i samme tidsrum under samme arbejdsgiver, Absalon, men også er fælles om at prise samme dyd over alle andre dyder, gudsfrygt ene undtaget: hirdmandens troskab over for sin herre. Lydighedspligten er en rød tråd i begges historieskrivning. Derfor er forræderi altid en afskyvækkende skændsel og Vederlovens værste niddingsværk.

Ærkebispen har vidst, at kongens magt afhang af hirdens styrke – og dens lydighed.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Saxo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig