Danmarkshistorien

Sven Aggesen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Historieskriveren Sven Aggesen har været citeret flere gange især som kilde til Sven Estridsens regering. Han var ligesom ærkebisperne Asser og Eskil af den jydske Thrugot-stormandsslægt og har haft tilknytning til Valdemar den Stores og Knud 6.s hird, uden at vi nøjere kender hans bestilling. Fra hans hånd foreligger på latin en kort historie om Danmarks konger, for under læsningen af oldtidens forfattere måtte han, som han skriver, med daglige sukke sørge over, at vore egne kongers eller stormænds vældige bedrifter gik i glemmebogen. Som Lejrekrønikens forfatter er det Sven Aggesens mål at lade en fælles og ældgammel fortid sammenkitte de danske lande til ét rige. I Lejrekrøniken hed den første danske konge Dan, hos Sven hedder han Skjold – hvis sønner var Frode og Halfdan. Af dem slog den sidste den første ihjel for at få eneherredømmet i riget. Efter Halfdan fulgte Helge og Rolf Krake, som boede i Lejre. Tydeligt markeres det, at arvekongedømmet har gammel hævd. Udførligt berettes sagnhistorien om Uffes tvekamp med en af den hovmodige tyske kejsers kæmper på en ø i floden Ejder. Uffe hugger hovedet af kæmpen og giver siden den tyske kejsers søn samme medfart. „Tyskerne måtte med beskæmmelsens blu, og efter at deres truslers svulne hovmod var slået ned, vandre tilbage med deres egne [lig] til deres eget; men siden hen ledede den herlige Uffe i fredens ro styrelsen af sit kongerige.” Denne lange beretning og den følgende fortælling om Tyre Danebods indsats viser Sven Aggesens spil på tyskerne som alle daners fælles fjende, et motiv som må være affødt af forholdene under Sven Grathe, da rigets selvstændighed stod på spil.

Mens Hellig Anders' trækors har måttet fornys flere gange, vidner flere granitkors om den middelalderlige skik at anbringe kors ved alfarvej. Dette romanske stenkors står på sin oprindelige plads ved en landevej i Salling. Nogle af disse kors er måske minder om et drab, der er sket på stedet.

Sven Aggesen skrev før Saxo, og han ved, at Saxo er i gang med sit historieværk, som han henviser til som grund til selv at fatte sig i korthed. Hermed kan han ønske at skjule, at hans viden om især 1000-tallets historie er ret begrænset. Hans sikre viden går kun et par generationer tilbage. Den sidste begivenhed Sven omtaler er sejren over venderne i 1185.

I forhold til Saxos fremstilling er det påfaldende, at Sven udnævner Valdemar den Store til hovedperson, til forskel fra Saxos fremhævelse af Absalon. Dette er ikke det eneste eksempel på, at de to historieskrivere betoner forskellige hændelser og personer i en vis indbyrdes polemik, men om formålet med det hele er de enige: danernes historie er historien om de danske konger i spidsen for et samlet dansk rige. Dette syn på historien var gængs i tiden i en sådan grad , at man betragtede islænderne som et historieløst folk, fordi de ikke havde konger.

Følgelig er kongerækken historiens rygrad. Sven Aggesen har udarbejdet en slægtstavle over Danmarks konger. Den er gået tabt med undtagelse af fortalen, hvor det siges, at oversigten skal sikre at rækkefølgen ikke bliver glemt, fordi ingen overlevering sker. Nu skulle det være muligt for efterkommerne, „som måtte være udrustede med honningsød strube og gylden mund at forkynde, ved hvilken sejrsfærd hver enkelt især har vundet sig glimrende ry, og udsmykke de enkeltes bedrifter med deres stils finhed”. Her slutter Sven Aggesens egen fremstilling; fortsættelsen er en sen eftertids bidrag.

Relikvieskrin fra Sankt Clemens Kirke i Nybøl på Amrum ud for Sydslesvigs vestkyst. Emaljearbejde fra ca. 1200. Den teknik at få farvet glasmasse til at smelte og fæstnes i felter på et metalunderlag, har været kendt fra oldtiden. Den genoplivedes i middelalderen, i Byzans og i Mellemeuropa. Nybøl-skrinets farver og figurer tyder på, at det er udført i Hildesheim kort efter 1200.

Fra Sven Aggesens hånd foreligger endelig en bearbejdelse på latin af hirdens lov, Vederloven, som Knud 6. og Absalon lod nedskrive på dansk omkring 1180. Dens indhold af retsregler vil vi se på i lovenes sammenhæng, men som historieskrivning skal den nævnes her, fordi den omtaler Knud den Store som lovens første giver. Om udstrækningen af Knuds rige hedder det, at det spændte fra det yderste Thule, dvs. verdens yderste nordlige egne, og til grækernes kejserrige, dvs. Det østromerske Rige. Efter at Knud havde udvidet sit danske rige med England, Norge, Venderlandet og det øst derfor liggende Semland sammenligner Sven Aggesen ham med Alexander den Store. I hans historie om Danmarks konger er Knud den Stores rige endnu større; her omfatter det desuden Irland, Frankrig, Tyskland og hele Italien. Disse fantastiske overdrivelser er forbløffende på baggrund af, at der kun var gået halvandet århundrede siden Knud den Stores død. En forklaring kan være, at en talstærk og veldisciplineret hird, som den, Knud den Store havde til rådighed, fremstilles som betingelse for kongens og rigets fremgang. Vederlovens nedskrivelse på foranledning af konge og ærkebiskop bliver da ideologisk propaganda for en kongemagt, der genrejses og på ny styrkes ved en vederlov, som påstås at være gammel, men som i virkeligheden rummer mange regler., som har været ret nye i 1180'erne. Vederloven får dermed en funktion på linie med Sven Aggesens og Saxos fremstillinger af sagnhistorien: som fortidens konger herskede over et samlet dansk rige og mere til, således var det atter blevet under Valdemarernes imperialistiske storhedstid.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Relikvieskrin fra Sankt Clemens Kirke i Nybøl på Amrum ud for Sydslesvigs vestkyst. Emaljearbejde fra ca. 1200. Den teknik at få farvet glasmasse til at smelte og fæstnes i felter på et metalunderlag, har været kendt fra oldtiden. Den genoplivedes i middelalderen, i Byzans og i Mellemeuropa. Nybøl-skrinets farver og figurer tyder på, at det er udført i Hildesheim kort efter 1200.

© Dette billede må du ...

Mens Hellig Anders' trækors har måttet fornys flere gange, vidner flere granitkors om den middelalderlige skik at anbringe kors ved alfarvej. Dette romanske stenkors står på sin oprindelige plads ved en landevej i Salling. Nogle af disse kors er måske minder om et drab, der er sket på stedet.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Hellig Anders
præst ved Skt. Peders Kirke i Slagelse omkring 1 ...Artikel i Den Store Danske
ærkebiskop
i oldkirken fra 300-t. indehaver af et betydelig ...Artikel i Den Store Danske
Thrugot
magtfuld stormandsslægt i Danmark i 1100-t., opr ...Artikel i Den Store Danske
Hildesheim
by i den tyske delstat Niedersachsen, 25 km s ...Artikel i Den Store Danske
Lejre
stationsby på København-Holbæk-banen 8 km sydves ...Artikel i Den Store Danske
middelalderen
konventionel betegnelse for Europas historie ...Artikel i Den Store Danske
Byzans
Byzantion , oldgræsk koloni, nuværende Istanbu ...Artikel i Den Store Danske
Lejrekrøniken
en kort krønike på latin, skrevet i 1100-tallet om s ...Artikel i Nordisk Mytologi
Skjold
dansk sagnkonge, se skjoldungerne . ...Artikel i Nordisk Mytologi

Om artiklen

Oprindelig forfatter
OFen
13/02/2012
  • Læst 638 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki