Akvarel af Jacob Kornerup af kalkmaleri i Fjenneslev Kirke ved Sorø: Esbern Snares og Absalons forældre Asser Rig og fru Inge lod ved deres gård Fjenneslev bygge en kirke af kampesten; senere tilbyggede Absalon tvillingetårnene. Kalkmaleriet forestiller Asser Rig og Inge, der skænker Gud kirken. Som Assers far Skjalm Hvide havde været fosterfar for Knud Lavard, således blev Asser Rig det for hans søn Valdemar den Store.

.

Sorø Klosterkirkes nordre sideskib, set mod vest. Sorø Kloster, der ca. 1150 blev anlagt af Hvideslægten, blev snart et af Nordens rigeste og mest ansete cistercienserklostre. Kongerne begunstigede det med gaver og privilegier, og dets abbeder var ansete blandt rigets prælater. Af klostret er kun kirken intakt. Den er den største bevarede danske klosterkirke, opført af munkesten i romansk stil. I Sorø Akademi, der blev indrettet i klosterbygningerne, findes rester af murværk fra klostertiden.

.

Sidst i 1140'rne lod den gamle sjællandske høvding Asser Rig sig optage i det kloster i Sorø, som han selv havde været med til at stifte. Hans hjem opløstes, den godt 20-årige søn Esbern Snare var vel for længst rejst hjemmefra, og den lidt yngre Absalon drog nu på studierejse til Frankrig. Deres plejebroder Valdemar havde kort forinden sammen med kong Sven (Grathe) lagt sin fader, Knud Lavards, ben i helgenskrin og var dermed blandt tronkandidaterne.

Absalon studerede videnskaberne teologi og filosofi i Paris, der var tidens mest søgte sted for tilegnelse af disse fag. Også i kirkeret har Absalon fået undervisning i Paris.

Efter flere år vendte Absalon hjem, senest i 1156. Hans studier var ensbetydende med en gejstlig karriere, hvilket ikke var ualmindeligt, når talen var om stormænds yngre sønner.

Mere ved vi ikke om Absalons ungdom. Men herefter træder han, om ikke ind i historiens lys, så dog ind i Saxos historie, hvor han fremstilles som den store helt. Han gør sin entré ved blodgildet i Roskilde. Ifølge Saxo tænker Valdemar under Svens attentat kun på at redde sig selv. Modsat ham tænker Absalon kun på at redde Valdemar, som han forveksler med den døende Knud. Men Absalon reddes: „Skæbnen sparede den mand, der skulle blive fædrelandets støtte, for at håbet om, at Danmark kunne komme på fode igen, ikke skulle gå fuldstændig til grunde.”

Mens vi næsten udelukkende kender til broderen Esbern Snares liv gennem Saxos beretning, er vi lidt bedre stillet vedrørende Absalon. Men kun lidt. Vi ved således ikke meget andet om Absalons virke som biskop over Sjælland i 1160'erne, end hvad Saxo fortæller. Han støttede klostrene, omdannede et beskedent benediktinerkloster i Sorø til et velstående cistercienserkloster med en prægtig murstenskirke. Hans gaver konsoliderede også det nyoprettede Vor Frue nonnekloster i Roskilde. Og et kloster på Eskilsø i Roskilde Fjord forsøgte han at reformere med hjælp fra Frankrig. Det mislykkedes i første omgang, men lykkedes efter at klostret var flyttet til det faste land i Nordsjælland. Også vendiske klostre må skyldes Absalons initiativ. Og endelig bistod han kong Valdemar med den aflægger af Vitskøl, som med så stort besvær blev til Øm Kloster.

Dette ved vi uden om Saxo, men når vi læser Saxos udførlige beskrivelse af Absalons liv og levned i øvrigt, må vi holde os for øje, at det var Absalon, der pålagde Saxo at skrive om danernes, herunder hans egne, bedrifter. Efter at Saxo frem igennem sit værk har stemplet kongerne som gode eller dårlige, således at de gode pegede frem imod Valdemarerne, så fremhæver han, da det kommer til stykket, Absalon på Valdemars bekostning. Mere om dette senere; her kun den konstatering, at klerken Saxo skriver om ærkebiskop Absalon, med Absalon som arbejdsgiver og som kilde. På denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at Absalon bliver Saxos helt på kongens bekostning, mærkeligere er det, at det lidet, vi ved om Absalon som kirkemand, hans indsats for og gavmildhed imod klosterbevægelsen, forbigås i total tavshed af Saxo. Herved kommer Absalon til at fremtræde mere verdslig end rimeligt er og som en mindre og ringere kirkemand end ærkebiskop Eskil, der i et og alt var kirkens tjener. En raffineret form for kritik af helten. For det gik således, at Absalon døde i 1201, førend Saxo satte sidste punktum. Absalon kendte ikke Saxos slutresultat, som blev tilegnet hans efterfølger som ærkebiskop, Anders Sunesen. Til ham skriver Saxo i sit forord, at „I altid har ladet det være Jer magtpåliggende at varetage kirkens tarv frem for Jeres eget”. Underforstået: i modsætning til Absalon.

På denne baggrund er det spændende at følge Saxos beskrivelse af forholdet imellem Absalon og ærkebiskop Eskil, som belastedes af Absalons og kong Valdemars accept af kejser Frederik Barbarossas modpave. I denne situation tilbyder Absalon at være mellemmand imellem ærkebispen og kongen. Dette afviser Eskil. En mellemmands forhandlinger kan ikke afgøre valget for eller imod den retmæssige pave. Saxo slører dette ved at lade en røverhistorie motivere Eskils vrede imod kongen, men det skinner klart igennem, at det pavelige skisma er den egentlige baggrund. Absalon er i et dilemma imellem sin skyldighed over for sin foresatte, ærkebiskoppen, og sit venskab med kongen. Saxo lader Absalon svare Eskil således:

„Den ed, jeg har svoret dig, forpligter mig ingenlunde i den grad, at jeg for dens skyld skulle sætte kærligheden til min elskede herre til side og indlade mig på at sætte mig op mod ham, som jeg ikke blot er knyttet til ved troskabs, men også ved venskabs bånd.”

Disse ord illustrerer det umulige i Absalons situation, for som skrevet står: „Ingen kan tjene to herrer”. Absalons gejstlige og verdslige engagementer kan ikke forenes. I konsekvens heraf betoner Saxo Absalons indsats i venderkampene på bekostning af hans kirke- og klosterpolitik og på bekostning af kongens indsats.

Netop fordi kampene imod hedningerne var en kamp for den rette tro, forenes en gejstlig og verdslig indsats i disse korstog. Derfor kan Saxo bruge dem til fremhævelse af sin helt; men om betydningen og omfanget af Absalons indsats er Saxo så at sige den eneste kilde. Den holstenske historiker Helmold nævner i sin slaverkrønike kun Absalon en enkelt gang. I forbindelse med sejren over rugboerne i 1169 betones hjælpen fra hertug Henrik Løve, men den ledende kraft er kong Valdemar, som „fandt understøttelse hos biskop Absalon af Roskilde og Berno fra Magnopolis, der begge var til stede og viste den største nidkærhed for at få grundlagt Guds huses tjeneste iblandt et vanartet og fordærvet folkefærd”. Det er, hvad der bliver Absalon til del i denne samtidige kilde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En kirkens stridsmand: Absalon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig