Kansler Anders Sunesen og dronning Ingeborg af Frankrig

Den 14. august 1193 ægtede den franske konge Philip August den danske prinsesse Ingeborg, Knud 6.s 18-årige søster. Brylluppet stod i Amiens, hvortil en fransk delegation havde ført prinsessen og hendes følge. Blandt ledsagerne var biskop Peder Sunesen. Den 15. august, dagen efter ægteskabets fuldbyrdelse og umiddelbart efter kroningsceremonien i domkirken i Amiens forskød Philip August dronning Ingeborg. Uden anden forklaring end personlige grunde.

Planen om dette ægteskab var helt igennem politisk, åbenlyst til gavn for både fransk og dansk politik. Philip August ønskede dansk hjælp i en alliance imod England; Knud 6. ønskede fransk støtte i forholdet til Tyskland.

Politiske motiver gjorde imidlertid ikke et gyldigt stiftet ægteskab ugyldigt, og kirkeretten anerkendte ikke skilsmisser, for hvad Gud har sammenføjet kan mennesker ikke adskille. Det vidste Philip August udmærket, så han fik sine gejstlige jurister til at erklære ægteskabet ugyldigt, fordi der var for nært slægtskab imellem Ingeborg og Philip Augusts første dronning, Elisabeth, som var død i barselseng. Det for nære slægtskab konstrueredes ved hjælp af Knud den Helliges ægteskab med Edel af Flandern mere end 100 år tidligere; men deres eneste søn, Carl af Flandern, var desværre død uden afkom, og desuden nedstammede Ingeborg ikke fra Knud den Hellige men fra hans broder Erik Ejegod og dronning Bodil, der var jyde.

Ingeborg bestred derfor rigtigheden af den opstillede stamtavle og nægtede at rejse hjem, som Philip August forlangte.

Nu sammenkaldte kongen en forsamling under ledelse af ærkebiskoppen af Reims. 16 bisper og riddere svor på stamtavlens rigtighed, og ægteskabet blev erklæret ugyldigt. Ingeborg appellerede kendelsen til Rom; men til trods for det blev hun forvist til et nordfransk kloster under fængselslignende forhold.

En 20-årig ægteskabsproces blev følgen, til stor politisk belastning for Philip Augusts forhold til paven og andre, heriblandt selvfølgelig den danske konge og hans rådgivere.

Knud 6.s kansler var Anders Sunesen, der tillige var domprovst i Roskilde, hvor broderen Peder i 1192 var blevet biskop efter Absalon. De to var sønner af Sune Ebbesen, en ætling af Skjalm Hvide og en hovedrig mand. Han skænkede ved testamente Sorø Kloster, hvad loven tillod, sin halve boslod som ved hans død androg så meget jord, at der på Sjælland ikke kan have været plads til ret mange af hans slags. Sune Ebbesen var fætter til Absalon, som tog sig af Peder Sunesens opdragelse og kirkelige uddannelse. Og det samme har han vel gjort over for Anders Sunesen, i hvert fald efter 1186, da faderen Sune Ebbesen døde.

Absalons omsorg for Peder Sunesens uddannelse fremgår af en række udaterede breve til Absalon fra den unge Peders abbed i et kloster i Paris. At Anders Sunesen i sin ungdom studerede i Frankrig, Italien og England, ved vi fra Saxos fortale til Danernes Bedrifter, som jo dediceredes til ham.

Som Knud 6. s kansler og som veludrustet i kirkeret blev det i 1194 pålagt Anders Sunesen sammen med den lige så kyndige franskfødte abbed Vilhelm fra Æbelholt at rejse til paven for at tale den forstødte dronning Ingeborgs sag. De to overbeviste pavehoffet om den franske konges falske beviser, hvorefter den aldrende pave Celestin 3. i 1195 erklærede den franske skilsmissedom for ugyldig. Det blev dog kun forbudt Philip August at indgå nyt ægteskab. Alligevel ægtede han Agnes af Merano, mens Ingeborg stadig blev holdt i fængsel på en borg.

Fra 1198 hed paven Innocens 3., 37 år og topjurist fra Paris, Rom og Bologna. Energisk støttede han Ingeborg og lyste Frankrig i interdikt. Philip August opgav og lovede at respektere Ingeborg som dronning. Alligevel fik han skilsmisseprocessen genoptaget og behandlede hende ringere end nogen sinde. Helt frem til 1213 varede processen, som kan følges i et enormt brevmateriale.

Selv om disse breve klart viser, at ægteskabssagen blev et dække for europæisk storpolitik, konfronteres vi dog nu og da med sagens menneskelige baggrund. Paven kalder rent ud den franske skilsmissedom for et komediespil, fordi den blev afsagt over en kvinde, som var uden forsvarer og uden mindste viden om, hvad der gik for sig, da hun ikke forstod fransk. Medfølelse lyser også ud af de breve, abbed Vilhelm nåede at skrive til paven og den franske konge før sin død i 1203, og megen trøst og opmuntring rummede hans breve til Ingeborg selv, om end Vilhelm beklager ikke at få breve fra hende.

Forklaringen herpå er uden tvivl, at Ingeborg var afskåret fra forbindelse med omverdenen. For i et brev hun skrev til paven, og som uvist hvorledes nåede frem til Rom, oplyser hun, at hun ikke har kunnet få de breve, som paven havde sendt hende. I samme brev beretter hun om sin sjæletrængsel, hvorledes hendes herre og ægtemand ikke blot undlod at behandle hende som sin hustru, men kun ønskede „at forhåne hendes ungdom med ensomhed i fængslet”.

"Thi ingen vover at besøge mig dér, så lidt som nogen klostergiven kommer for at trøste mig, ej heller kan jeg høre Guds ord af nogen til styrkelse for min sjæl, så lidt som jeg har adgang til at skrifte for nogen præst. Jeg kan kun sjældent høre messe og aldrig andre bedetimer. Det tillades ikke nogen person eller noget sendebud fra mit fødeland med eller uden brev at komme til mig eller tale med mig. Føde får jeg undertiden alt for lidt af, så jeg nyder daglig kun sorgens brød og trængslens drik, intet lægemiddel får jeg til at bøde på den menneskelige skrøbelighed, jeg kan ej heller få nogen, som kan tage vare på mit helbred eller hjælpe mig og være mig til gavn. Jeg får ikke lov at gå i bad. Hvis jeg ønsker at blive åreladet, kan jeg ikke blive det, og derfor frygter jeg for mit syn og for at jeg skal blive overvældet af alvorlige sygdomme. Klæder er der ikke for mange af, og de er heller ikke af en sådan art, som det sømmer sig for en dronning at have. Hertil kommer som kronen på min ulykke, at de meget foragtelige personer, som det er kongens vilje skal færdes omkring mig, aldrig giver mig gode ord, men overfalder mig med forsmædelig og fornærmelig tale … Jeg er lukket inde i et hus, og jeg kan ikke komme ud herfra. Hvad skal jeg sige mere?"

Ingeborg beder paven om at befri sig fra denne ulykkelige tilstand, „så hendes egen slægt frit kan erklære hendes vilje i alt”.

Dette brev er fra 1203, men først efter 1213 kunne Ingeborg bo frit i forskellige franske byer under tålelige forhold, som bedredes efter Philip Augusts død i 1223. Hun og broderen Valdemar 2. (Sejr) stod hinanden nær trods afstanden, og hun bidrog i 1227 med et større beløb til en løsesum, som skulle udfri ham af fangenskab.

Ingeborg, der døde som 52-årig i 1237, er en af de bedst kendte danske kvindeskæbner fra middelalderen. Hun vandt sin sag moralsk på trods af sin mands og hans mænds metoder.

Anders Sunesens diplomatiske rejse til paven i 1194 er det eneste vidnesbyrd vi har om hans virksomhed som kongens kansler. Men Saxo beretter i sin ros til Anders Sunesen, at han hævede kanslerembedet, som hidtil kun havde været agtet ringe, til en sådan anseelse, at det siden blev eftertragtet af mænd med de højeste værdigheder.