Korstogspolitik

I 1184 vedtog skåninger og sjællændere et flådetogt imod de hedenske estere, og i de følgende år opfølges de store korstog til Det hellige Land af danske togter til det østlige Balticum: til Finland i 1191, til Estland igen i 1197. Kilderne er sparsomme vedrørende disse flådetogter til egne, hvor også svenskere og især tyskere drev missionsvirksomhed. En tysk cisterciensermunk Theoderik varen ledende skikkelse. Han blev biskop for esterne og samarbejdede med Albert, en gejstlig fra Bremen, som blev biskop i Riga. Mens Albert søgte og fik støtte til missionsvirksomheden hos den staufiske tyske kong Filip, synes Theoderik at have søgt dansk støtte via ærkebiskoppen i Lund.

Længe havde pavemagten opfordret kristne nordboere til korstog imod nærboende hedninger under løfte om samme løn på dommens dag, som de „rigtige” korstog til Det hellige Land indbragte. Det danske ledingsvæsen viste sig at være et effektivt missionsredskab. Efter en optakt i 1190'erne med flere år imellem togterne, blev de efter 1200 en årlig begivenhed. Oftest var målet Estland, som paven lagde under ærkesædet i Lund, men også Finland, Øsel og de polske og pommerske kyster nød dansk bevågenhed i den gode sags tjeneste. Ofte kom det til konflikter med tyske pilgrimskrigeres private missionstogter, men med de fastboende tyske missionærer samarbejdede de danske ledere i god forståelse. Tyskerne organiserede sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkendte i 1202.

I ledingsflådens kølvand fulgte danske handelsmænd, som på de lokale markeder måtte finde sig i konkurrence fra tyske købmænd. Flere markedspladser blev til byer, således i Livland Riga, som i 1201 grundlagdes som en tysk by.

Vistnok i 1206 skrev pave Innocens 3. således til Anders Sunesen: „Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet.”

Dette brev synes at være signalet til fornyede danske bestræbelser for at få herredømmet over den livlandske missionsmark. Anders drog ud på et større korstog sammen med kongen, men deres fælles mål blev ikke nået. Øsel blev erobret men kunne ikke holdes. Kongen vendte hjem med flåden, og ærkebispen drog til Riga sammen med kongens kansler, biskop Niels af Slesvig. Anders holdt teologiske forelæsninger for den lokale gejstlighed, men biskop Albert anede uråd og knyttede sin mission endnu stærkere til den tyske kong Filip, der gjorde ham til tysk rigsfyrste. Ærkebispen og kansleren rejste tilbage til Danmark med uforrettet sag. Selv om paven støttede den danske konge og gjorde Anders Sunesen til pavelig legat over både Estland og Livland, kunne det ikke fjerne den tyske indflydelse i Livland. Den kristne mission i det østlige Østersøområde antog mere og mere karakter af en konkurrerende tysk og dansk imperialisme, båret af verdslige interesser.