Øm Klosters krønike. På disse sider fortælles om munkenes ankomst til Øm og om besværet med at skaffe jord til et kloster. Bogens første 43 sider er skrevet i årene 1207-67 af syv eller otte skrivere. Derpå følger beretningen om den lærde Gunners liv. Han var abbed i Øm 1216-22 og blev siden biskop i Viborg og manden bag Jydske Lov, der forelå i 1241. Gunner var da 89 år gammel, men han døde først 10 år senere. Krøniken findes i Det kgl. Bibliotek.

.

Venge Kirke. Korets nordvæg. Kirken er opført af frådsten i begyndelsen af 1100-tallet. I sit anlæg og i sine arkitektoniske enkeltheder afviger Venge Kirke fra det gængse danske skema. Slægtskab med engelsk og nordfransk bygningskunst kan påvises i flere træk, således i korbuen og de dybe blændinger nederst i korets langmure.

.

Klosterkirken i Venge fik fra første færd korsarme, indrettet med kapeller i to etager, begge med halvrunde alterudbygninger i øst. Over søndre korsarm, der ses her, er der i 1400-tallet bygget et tårn. Oprindeligt havde kirken et stort tårn i vest, men det er nedrevet til skibets murhøjde.

.

På luftfotografiet af Skanderborg Sø (nordvest opad) ses i midten Kalvø, hvortil cisterciensermunkene flyttede i 1167 eller 68, da de blev fordrevet fra Venge. Men snart gik det op for munkene, at det ikke var hensigtsmæssigt at drive storlandbrug fra en lille ø, selv om sejlturen kun er kort. I foråret 1172 flyttede brødrene med pavens godkendelse til deres blivende sted i Øm.

.

Kort over en del af Midtjylland, egnen vest for Århus, med lokaliteterne Sminge, Venge og Kalvø, de kortvarige opholdssteder for en munkekoloni, som i 1165 drog ud fra Vitskøl Kloster i Vesthimmerland, og som syv år efter grundlagde klostret i Øm ved Mossø, Jyllands største indsø, der afvandes af Gudenåen. Flere andre klostre blev placeret ved Gudenåsystemets sejlbare vandløb.

.

Øm Kloster ligger imellem Mossø og Gudensø. Takket være vandstandsforskellen mellem de to søer kunne munkene ved at grave de tre kanaler, som her er indtegnet på planen, sikre klostrets vandforsyning og kloakering med rindende vand. Kanalen øst for klostrets område er med sine 900 meters længde et imponerende stykke ingeniørkunst.

.

Karteusernes hjemrejse var dog undtagelsen, som også bekræftede Eskils alsidighed i valget af klosterordener. Han oprettede således det første nonnekloster i Norden, i Lund. Det tilhørte benediktinerordenen, hvis gamle klosterregel var mindre streng end de nye reformordener. Dette kan have tiltalt kvinderne, eftersom over halvdelen af alle danske nonneklostre kom til at høre til benediktinerne. Denne orden tillod endog kombinerede munke- og nonneklostre, hvad de nye ordener forbød. Sådanne fællesboer fandtes ved Slesvig og i Seem ved Ribe.

Efterhånden fik flere af de i Danmark etablerede klostre overskud til selv at stifte aflæggerklostre. Fra Herrevad i Skåne udgik i 1170'erne broderkolonier til Fyn, Holme Kloster ved Fåborg, og til Jylland, Løgumkloster og Slesvig. Hermed var der på mindre end 20 år anlagt fem cistercienserklostre i Danmark.

Nummer seks i rækken blev Øm Kloster ved Mossø i Midtjylland. Dets grundlæggelse blev kompliceret og skal fortælles, fordi vi ved så god besked med netop dette klosters historie. Vi har nemlig bevaret Øm Klosters egen krønike. Den er på latin og bærer titlen Øm Klosters opkomst. Den er et af de mest oplysende og livfulde skrifter fra dansk middelalder. Den er nedskrevet af brødre i klostret i årene 1207 til 1267, men tager sin begyndelse ved året 1165, da abbed Henrik af Vitskøl i februar udsendte et munkesamlag til et sted, der hedder Småenge (nu Sminge) ved Gudenåen, og som biskop Eskil af Århus havde udset til ham. Men dette sted var fattigt og utilstrækkeligt; der var kun én gård og grund. Samme sommer omkom bisp Eskil på et vendertog, så abbed Henrik rejste til hans efterfølger biskop Sven for at bede om et nyt og bedre sted. I begyndelsen var bispen modvillig, men kom i tanker om, at han engang i livsfare på havet på tilskyndelse af en gråmunk, dvs. en cistercienser, havde lovet Gud at oprette et kloster for de grå munke i sit stift. Når hertil føjes, at abbed Henrik af kronikøren roses for såvel stor gudsfrygt som for den honningsøde veltalenhed, som udgik af hans mund, så blev resultatet, at bispen ændrede holdning. Han og abbeden henvendte sig til kong Valdemar og holdt råd med andre bisper om at anbringe brødrene i Venge Kloster nær Skanderborg, et kloster, som var i forfald på grund af de sorte brødres, dvs. benediktinernes, forsømmelighed. For bispen var løsningen gratis, intet gik fra bispegodset, som tilfældet havde været i Sminge. Med Herrens hjælp fuldbyrdedes planen. De sortes abbed, som hed Jens, blev sorteper i spillet. Han, der kun havde tre munke tilbage under sig, blev almindelig munk i Vitskøl, hvor han efter krønikens udsagn med gråd og suk angrede det uordentlige liv, han havde ført som benediktiner. Som hans efterfølger som abbed blev udset broder Brian, som var engelskfødt. Med hans nye værdighed fulgte mange og lange rejser. På kongens og bispernes råd drog Brian til Rom og meddelte paven alt i rækkefølge angående klostrets omskiftelse. Paven blev glad, hvad han altid gjorde, når han hørte om cisterciensernes fremgang og held. Abbeden fik breve med hjem til kongen, som opfordredes til at hjemkalde ærkebiskop Eskil, og til bisperne, og Brian selv fik brev på klostret i Venge.

Alt tegnede lyst for munkekolonien. Den overtog en usædvanlig stor og smuk stenkirke, klosterbygninger og rigeligt jordegods til deres underhold. Århusbispen støttede dem gavmildt med mere jordegods. Men ak, en velbyrdig fru Margareta undte ikke brødrene fred i deres nye kloster. Igennem tre år påførte hun dem så mange bryderier og genvordigheder, at de kun ønskede at komme væk. Og det var netop hendes mål, for hun ville oprette et nonnekloster i Venge.

Brødrene samlede de jordiske levninger og ben af grundlæggerne samt deres egne ejendele og drog til en lille ø, Kalvø, i Skanderborg Sø. Også her boede i forvejen benediktinere, men der var kun to tilbage, som rømmede til fordel for cistercienserne. Igen måtte abbed Brian på farten, først til Clairvaux, hvor han traf ærkebiskop Eskil, og derfra til paven i Rom. Af begge fik Brian bekræftelse på flytningen til Kalvø. Herudover pålagde paven kongen at tvinge fru Margareta til at tilbagegive munkene prydelser fra Venge Kirke, som hendes folk havde frarøvet dem.

Men munkenes trængsler var ikke forbi. Kalvø var ikke stedet. Overfarten til øen, som i parentes bemærket ikke overstiger 200 meter, var såre besværlig, så der stundom hengik en uge, stundom en halv måned, hvori ingen kunne komme til eller fra, fordi uvejr eller is hindrede færdselen, og der ingen bro kunne bygges. Derfor søgte brødrene efter et nyt, egnet og landfast sted, og det fandt de endelig i Øm ved vestenden af Mossø på en tange imellem denne sø og Gudensø. Alligevel var stedets eneste ulempe, at der manglede vand til klostrets brug og nytte. „En kunstfærdig munk, broder Martin, målte da med et blylod vandstanden i begge søer og højden af det land, der skulle gennemgraves imellem dem, og derved fandt de, at vandstanden i den søndre sø var en alen højere end i den nørre. Deraf skønnede de, at de ville kunne få så meget vand, som de havde brug for, og at de aldrig i fremtiden skulle mangle det; de glædede sig da over deres fund, solgte deres ejendomme, som lå spredte vidt og bredt, flyttede hen på den omtalte grund, og anstrengte sig af al magt for at skynde sig hen til det nyfundne sted.” De havde da været på Kalvø i fire år. Abbed Brian havde i mellemtiden nedlagt sit hverv efter mange og møjsomme gode gerninger.

Alligevel blev det ham, der måtte til Rom. For tredje gang; han kendte jo vejen. Men pavens godkendelse, som de fik endnu en gang, var helt nødvendig for at sikre en rolig besiddelse. Fra Vitskøl, over Sminge, Venge og Kalvø, endelig til Øm, på latin Cara Insula, Den kære Ø. Brian nød ikke selv godt af de lange rejser. Han blev munk i Sorø.

Øm Kloster voksede og blomstrede. Den snilde, som broder Martin med blyloddet udviste, resulterede i gravede kanaler imellem søerne, til mølleri, vandforsyning og kloakering. Trods skove og mager jord viste cistercienserne sig atter som dygtige landbrugere. Mange støttede det nye kloster med gaver, blandt dem biskop Sven i Århus, som skænkede sine mange gårde på Djursland med tilhørende landboer. Da Sven opgav sit embede, blev han klosterbroder i Øm, hvis krønike hædrer mindet om ham.

Arkæologiske undersøgelser fortæller meget om klostrets bygningshistorie og virksomhed, men først fra opførelsen af en ny stenkirke i midten af 1200-tallet. Indtil da må klostrets huse have været opført af træ.

Historien om munkene, der drog ud fra Vitskøl, kender vi fra Øm Klosters krønike, som blev skrevet „i den hensigt, at om nogen sinde nogen, være sig læg eller lærd, skulle prøve at voldføre klostret og lægge hånd på dets ejendomme, da skal han, når han erfarer sandheden om dets grundlæggelse og agtværdige grundlæggere, afstå fra sit påbegyndte onde værk, og hellere elske og skærme klostret”.

Munkene mødte medgang og modgang, men de kendte deres ret og havde papirerne på den i orden. Blandt andre takket være abbed Brian.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En vellykket, men besværlig klostergrundlæggelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig