Nederlag og nedtur; slaget ved Bornhöved 1227

Ifølge Jydske Lov må ingen tvinge en anden til mageskifte, dvs. bytte af jord, mod hans vilje. Der tales ikke i landslovene om andre aftvungne løfter, men alligevel er Jvdske Lovs regel et konkret udslag af en almindelig regel om løfters ugyldighed som følge af tvang.

Var overenskomsten om Valdemar Sejrs og hans søns frigivelse ugyldig som følge af tvang? Ja, utvivlsomt var fangernes egne løfter afgivet i fængsel ugyldige, og sandsynligvis, men ikke utvivlsomt, var de danske udsendinges løfter lige så ugyldige. Men når et løfte bekræftes med ed på kristen tro og love, er Vorherre draget ind i billedet. Så har alene paven mulighed for at løse, hvad der er bundet for Gud.

Pave Honorius 3. var helt på det rene med det urimelige i, at grev Henrik af Schwerin, der selv havde brudt sin lensed til kong Valdemar og forræderisk taget ham til fange, nu skulle berige sig i kraft af aftvungne eder og gidsler. Men der var jo andre end Henrik, der profiterede af løsladelsesoverenskomsten, og blandt dem først og fremmest kejseren, Frederik 2. Ved traktaten af 1214 havde han af egen fri vilje afstået store områder af kejserriget til kong Valdemar, hvad to paver siden godkendte. Følgelig rettede pave Honorius først henvendelse til kejser Frederik, som opfordredes til at tvinge grev Henrik til at udlevere kongens gidsler og løsesummen, såvel den erlagte som den ikke erlagte del. Paven begrunder dette med den støtte, kongen har ydet kejseren, samt med det bindende venskabsforbund af 1214, „således som vi tydeligt har set det indeholdt i dit åbne brev, bestyrket med en gylden bulle”. Endelig taler paven til kejserens ridderære; som alle mennesker skal hjælpe hinanden, således skal riddere så meget mere, og konger endnu mere, hjælpe hinanden. Paven formaner kejseren til ikke at lade sig lede af, at han, efter hvad der siges, selv skal have en del af løsesummen. Kejseren har jo rigdom nok, „så det sømmer sig ikke, at du sætter en plet på din ære for en ringe pengesum, som du i sammenligning med din hæder og dit ry bør anse for det bare møg”! Følgelig skal kejseren „vriste dette højst utilladelige bytte ud af oftnævnte greves gab”. At kong Valdemar har lovet hjælp til undsætningen af Det hellige Land, og at Danmark betaler afgifter, peterspenge, til Rom, gentager paven til slut.

For en ordens skyld afgik samtidigt et brev direkte til grev Henrik af Schwerin, formuleret i de skarpest mulige vendinger. Men opfordringen til kejseren viser i sig selv, at paven ikke har gjort sig illusioner med hensyn til Henriks bekymring for sin sjæls frelse. Og det samme viser et pavebrev til den lokale biskop i Schwerin, som også befales at tvinge grev Henrik under trussel om bandlysning.

Bag disse breve ligger en bønskrivelse fra kong Valdemar til paven om at blive løst fra sin ed til grev Henrik. Et par uger efter, da det blev klart, at brevene til kejseren, bispen og grev Henrik var virkningsløse, meddelte paven kong Valdemar, at han var løst fra eden. Med to begrundelser: den første, at betaling af den store løsesum hindrer kongen i at yde det storslåede bidrag til undsætningen af Det hellige Land, som kongen havde forpligtet sig til, og den anden grund, at eden var aftvunget kongen og derfor var ugyldig.

Da denne sidste grund jo er tilstrækkelig til at statuere edens ugyldighed, opnår paven ved at nævne korstogsstøtten at fastholde kongen på løftet herom.

Men befriet for eden til grev Henrik ønskede Valdemar at genvinde det tabte med våbenmagt. I spidsen for en hær, som i hast var mobiliseret overvejende i hertugdømmet Slesvig, overskred kongen Ejderen og trængte ind i Holsten. Efter hårde kampe erobredes Rendsborg og siden Ditmarsken. Kongen måtte undvære støtte fra grev Albert af Orlamunde, som stadig var i fangenskab efter slaget ved Mölln, men i hans sted havde kongen en god forbundsfælle i sin anden søstersøn, welferen grev Otto af Luneburg. Sammen klarede de sig så længe de kunne udvælge sig én modstander ad gangen.

Men fjenderne fandt sammen i en stor koalitionshær, hvortil krigsfolk blev stillet af greverne Henrik af Schwerin og Adolf 4. af Holsten, hertug Albrecht af Sachsen, ærkebiskoppen af Bremen samt byerne Hamburg og lübeck.

Hærene mødtes i slag den 22. juli 1227 ved landsbyen Bornhöved i Holsten, stedet, hvor de holstenske landdage holdtes i middelalderen. Koalitionshæren var under anførsel af grev Adolf af Holsten. Kampen blev langvarig og var forbitret, mange hundreder blev dræbt, fordi rytteri af begge parter blev sat ind imod fodfolk. Kong Valdemars og grev Ottos hær led nederlag, ifølge årbøger fordi ditmarskerne, som var udskrevet til kongens hær, gjorde fælles sag med kongens fjender. Grev Otto og tre danske biskopper blev taget til fange. Valdemar Sejr undgik med nød og næppe fornyet fangenskab og slap bort, men havde mistet et øje.