Teknisk snilde

Hvis en bonde mistede sit gods som følge af ildebrand, har han efter skånsk lov ret til af enhver i herredet at kræve en penning eller en skæppe byg eller to skæpper havre til godtgørelse for det tab han har lidt. Anders Sunesen forklarer i den forbindelse, hvad man skal forstå ved en skæppe. Den skal være cirkelrund og hæve sig i en ret vinkel som katete i seks tommers højde fra bunden med en dobbelt så lang tværlinie som hypotenuse, målt med en stok, som holder tolv tommer i længden, og som overalt, hvor den anbringes mod bundens rand, hvor denne står i forbindelse med væggen, rører ved væggens overkant på den modsatte side efter at være gået gennem skæppens midte. På grund af dette mål har man på folkesproget kaldt denne skæppe en tolfmynning.

Så enkelt er det – når man har rede på geometriens grundbegreber. Det havde man i 1100-tallet, hvis man havde studeret de eksakte videnskabelige discipliner, aritmetik, geometri, astronomi og musik. Oldtidens romere nærede stor beundring for grækernes visdom, men de var selv mere praktisk end filosofisk interesseret, så det var primært græske værker vedrørende de eksakte fag, der inspirerede romerne til en selvstændig videnskabelig indsats uden for rettens område. Romerske agronomer og landmålere har efterladt væsentlige værker, som fik betydning for det teknologiske opsving i 1100-tallets Europa, hvor romersk mål, vægt og talsystem havde været og stadig var i almindelig brug. Jævnfør blot, at de danske trelleborge og mange af vore kirker er anlagt under anvendelse af den romerske normalfod på 29,57 cm og den romerske favn på seks fod. Inden for europæisk landbrug i middelalderen finder man så mange ligheder i jordmål, arealmål, dagsværk, oksespand og jordbesiddelse, at fælles romerske forbilleder er en mulighed, man må regne med, førend man udnævner f.eks. nordiske jordmål til at være originale og isolerede fænomener. Et fælles, romersk system kan dog meget vel underkastes lokale variationer.

Rundt om i det fordums Romerrige vidnede ruiner af bygninger, vejanlæg, broer og vandledninger om et højt teknisk stade, som man i middelalderen stræbte efter at nå på ny. Inden for arkitekturen var det inspirationen fra de romerske bygningsværker fra oldtiden, der kom til at præge det monumentale byggeri overalt i det vesteuropæiske område. Men også her gælder det, at selv om inspiration, stilart og bygmestre hentes fra udlandet, får resultaterne ofte et lokalt særpræg, hvad f.eks. de danske landsbykirker klart viser.

Ud over det at forestå byggeriet har de fremmede bygmestre været teknologiske læremestre for deres danske hjælpere og håndlangere. Blytækkeri, klokkestøbning og teglbrænding er blot nogle af de kunster, der fulgte med kirkebyggeriet. Også hjemvendte korsfarere har kunnet belære om andet end krigs-håndværket, ja ikke blot de hjemvendte. Når vindmøller konstrueret som stubmøller indføres i Syrien med det tredje kors tog (1189-92) skal de være opført af „kyndige germanske soldater”. Samtidig opførtes vindmøller i stort tal i Flandern, Holland og England, hvor også stampemøller til behandling af klæde dukker op til afløsning af stampning med fødderne. Vanddrevne hammermøller blev i Frankrig og England taget i brug i jernproduktionen. En jernmølle og et jernværk i Skåne omtales imellem 1202 og 1223.

På flere områder nåede man i 1100-1200-tallet længere end i antikken. Nye skibstyper og nye tekniske hjælpemidler til navigation – især kompasset – førte til et niveau, som lå langt over oldtidens i henseende til transporteffektivitet. Voksende handel og skibsfart krævede nye tekniske og retlige løsninger, som byernes organer måtte præstere. En hæmsko for alle, der beregnede, konstruerede og førte regnskaber var det nedarvede romerske talsystem. Med romertal kompliceres selv de simpleste regnearter, hvortil kom det problem, at romertallene ikke har nullet. Også her kunne man lære af araberne, som var mestre i aritmetik og algebra, især fordi de i 700-tallet havde overtaget det indiske talsystem, inklusive nul, og udviklet det til, hvad vi kalder arabertallene. Pave Sylvester 2. (999-1003) indførte arabertallene, som allerede da var kendt og brugt i Spanien; men det tog århundreder, før romertallene, der hang nøje sammen med den latinske skrift, afløstes af arabertallene. I Norden har disse først været kendt i anden halvdel af 1200-tallet.

Det nye talsystem har primært haft betydning for handel og pengevæsen på linie med opfindelsen af det dobbelte bogholderi. De teknologiske fremskridt inden for arkitektur og skibsbygningskunst var dog i middelalderen netop mere kunst, det at „kunne” ud fra erfaring og udarbejdede modeller, end det at opstille matematiske og statiske beregninger i tal.

"Den, som ikke arbejder, skal heller ikke have føde,” sagde apostlen. „Bed og arbejd” lød benediktinernes gamle leveregel. Men ikke arbejde for arbejdets skyld. Arbejdets formål var afgørende for dets nytte. Var formålet godt, til Herrens pris og Næstens daglige brød, så var arbejdet og al teknisk snilde af det gode. Men udnyttes teknikken på andres bekostning, er den af det onde og må forbydes. F.eks. skriver Anders Sunesen således om vandmøller: „Ingen har lov til fra pinseaften til Sankt Mikkels dag at samle vand til møllebrug således, at det på grund af den voldelige opstemning oversvømmer andres jorder og berøver deres besiddere hø og anden afgrøde, som avles der."