Valdemar den Store (1157-82)

En uge efter at Knud Lavard blev dræbt i Haraldsted Skov den 7. januar 1131, fødte hans hustru Ingeborg en søn, som blev døbt Valdemar. Drengen blev opfostret hos en ven af Knud, den sjællandske bondehøvding Asser Rig, der selv havde to sønner, Esbern Snare og Absalon. Asser tilhørte den gruppe af sjællandske stormænd, som en sen eftertid har kaldt Hvideslægten, men som snarere var et parti af høvdinger, som også knyttedes sammen ved nærmere og fjernere slægtskabsbånd. De var politisk enige om at støtte Erik Ejegods linie af kongeslægten, Sven Grathe og Valdemar, imod kong Niels' linie, dvs. Knud, sønnen af Magnus, som dræbte Knud Lavard.

I 1152 blev Sven kejserens lensmand imod at overlade Knud og Valdemar provinser af riget. Valdemar skulle have Slesvig og var muligvis allerede hertug der.

Ifølge Saxo udnyttede venderne tronstriden til at hærge de danske lande i et hidtil ukendt omfang. Alle landsbyer i den østlige del af Jylland, fra Vendsyssel og helt ned til Ejderen, var forladte. Også den østlige og sydlige del af Sjælland lå øde hen, hvis ikke sørøverne slog sig ned og lod, som om de var hjemme. På Fyn var der også kun få indbyggere tilbage. På Falster forsøgte man at holde venderne borte med det gode eller med magt, mens man på Lolland skaffede sig fred ved at betale for den. Bag Saxos overdrivelser, som skal tjene som baggrund for Absalons strålende vendertogter, ligger nok, som en kerne af sandhed, et stærkt øget vendisk pres på Danmark. Før har man kunnet spore et fredeligt samkvem, som bevidnes af fund af slaviske produkter, fra keramik til skibe, men også i danske stednavne, som tyder på regelmæssige ophold eller bosættelse af vendere. Vindeby („vendernes by”) findes i flere eksemplarer på de sydlige øer, og Falsters landsbyer på -itse må være af slavisk oprindelse. Men delingen og svækkelsen af den danske kongemagt og dermed af ledingssystemet har virket som en invitation til venderne.

Fra 1154 til 1157 var Knud og Valdemar samkonger i Jylland. Vi kender ikke meget til forholdene i Danmark i disse år, da kong Sven var i Tyskland for at hente hjælp. Vi ved dog, at Absalon, der var vendt hjem fra et studieophold i Paris, opholdt sig hos fostbroderen Valdemar, og de to synes at have beskæftiget sig med den jydske ret. Den første og ældste del af det lovkompleks, som eftertiden har kaldt Valdemars sjællandske lov, er „Arvebogen”. Denne „modersmålets førstegrøde” er blevet til i Jylland. Det viser det jydske mål. Absalon har i udlandet lært, at civiliserede lande har deres historie nedskrevet i krøniker og deres retsregler ordnede og samlede i lovbøger. Ligesom han senere pålagde Saxo og Sven Aggesen at skrive Danmarks historie, således kan man antage, at han straks efter hjemkomsten har taget initiativet til nedskrivningen af den jydske ret på grundlag af lovkyndige stormænds oplysninger. Stedet har nok været Viborg, landstingsbyen. Da Valdemar blev enekonge, kan det jydske lovhåndskrift have dannet forlæg ved nedskrivningen af sjællandsk ret. Til indholdet af disse lovsamlinger og deres værdi som historiske kilder vender vi tilbage.

Det så sort ud for Danmark i disse år. I et splittet rige var der tre konger, af hvilke én søgte støtte hos kejseren, der i sin vold havde ærkebiskop Eskil, hvis embedsområde var reduceret fra hele Norden til Danmark. Har Absalon og Valdemar i den situation lagt vægt på netop lov og ret i deres jydske rige, så tyder det på en tro på fremtiden, som ikke synes velbegrundet.

Ved udgangen af skæbneåret 1157, efter blodgildet i Roskilde og slaget på Grathe Hede, synes Valdemar, Knud Lavards søn og Erik Ejegods eneste legitime arving, at være den sidste, spinkle chance for rigets selvstændighed.