Harald Nielsen er en af dansk konservatismes skarpeste og bedst formulerede skribenter. Han var „en moderne reaktionær”, der i 1890'erne satte sig i spidsen for et ungdomsoprør mod brandesianismens dominans i åndslivet. Han var en kyndig og skarpsindig litteraturkritiker, glødende forsvarstilhænger og altid på vagt over for angreb på de elementer i dansk kultur, han fandt værdifulde. Uden selv at ville optræde som førerskikkelse prægede han den nye generation af konservative, der voksede op under og efter verdenskrigen.

.

Asger Karstensen voksede op i et præstehjem med stærke højre-sympatier, og i slutningen af 1890'erne engagerede han sig som ganske ung i Højres partiarbejde. Som medarbejder ved Nationaltidende 1903-15 argumenterede han for dannelsen af et middelstandsparti, der forenede gårdmændene med byernes selvstændige erhvervsdrivende. Han fik med disse synspunkter stor indflydelse på omformningen af Højre til Det konservative Folkeparti i 1915. Efter at have tabt til Alex. Foss i den indre partistrid gled han ud i periferien af dansk politik og helligede sig fra midten af 1920'rne udgivelsen af forskellige konservative

.

Et medlem af det frivillige studenter-hjemmeværn „Akademisk Skyttekorps” forklarer på Rådhuspladsen i København en af de første augustdage i 1914 forbipasserende om sin udrustning, der ud over cyklen omfattede et rekylgevær. Ved en aftale i 1910 med Krigsministeriet stillede skyttekorpset sig til rådighed under en mobilisering med de medlemmer, der ikke var mødepligtige ved hærens afdelinger. Korpset, der omfattede godt 300 mand, gik ved verdenskrigens udbrud med stor iver op i klargøringen af de fæstningsværker, der omkransede hovedstaden.

.

Konservatismen havde som politisk bevægelse haft trange kår siden midten af 1890'erne. Under socialismens og radikalismens fremmarch hvilede der en tung nederlagsstemning over fortalerne for nation, forsvar, kirke og de gamle borgerlige dyder. Som parti i Folketinget blev Højre næsten elimineret, og det forhen så sikre flertal i Landstinget gik tabt. Det var under disse omstændigheder en ringe trøst, at Venstre med raske skridt havde bevæget sig mod højre.

Det ydre skin af forfald var imidlertid lidt af et synsbedrag. Vælgermæssigt var Højre fortsat et stort parti, og kun valglovens urimeligheder havde hindret det i at få en betragtelig repræsentation i Folketinget. Ideologisk var konservative talsmænd gået i offensiven længe før den nye grundlov. En meget stor del af pressen var fortsat talerør for konservatismen, og i den offentlige debat trådte flere og flere op mod det, som de konservative havde døbt „radikalsocialismen”. Den, der skarpest formulerede modsætningen mellem radikalisme og konservatisme, var den frafaldne radikaler og begavede debattør Harald Nielsen. I dagbladet København og i tidsskriftet Ugens Tilskuer, der var finansieret af Alex. Foss, hamrede han løs på både den litterære og politiske radikalisme for dens nedbrydelse af de gamle værdier i samfundet og specielt dens forsvarsnihilisme.

På længere sigt fik det afgørende betydning, at disse tanker fandt genklang hos en betydelig del af den yngre generation. Højres Ungdom oplevede i årene før krigen en stærk fremgang og talte i 1915 ca. 9000 medlemmer, fordelt på 50 lokalafdelinger. I det københavnske studentermiljø var Højre helt dominerende. En generation af selvbevidste unge konservative var begyndt at markere sig i offentligheden. Ungkonservatismens fører var ubestridt Aage Kidde. Med en utrolig energi og helt usædvanlig taktisk sans beherskede han sammen med sin discipel John Christmas Møller den københavnske Studenterforening. Samtidig arbejdede de utrætteligt i den sønderjyske forening „To Løver” for at fremme genforeningen med Sønderjylland. For dem fremstod krigen som den store chance for at fuldføre dette mål. De unge konservative erhvervede i Akademisk Skyttekorps en militær disciplin, som de i de første augustdage i 1914 brændende håbede skulle sættes på prøve. Det håb blev beskæmmet, men de overførte deres energi til en både åben og hemmelig krig mod det radikale ministerium, en indsats der peger direkte mod påskekrisen i 1920.

I selve Højrepartiet blev der taget bestik af den nye situation efter grundlovsforliget. Højres ledere anerkendte nu den lige og almindelige valgret som grundlag for det politiske arbejde. Hermed havde de opgivet de politiske standsprivilegier, der i årtier havde hængt som „en møllesten om partiets hals”. Yngre politikere som Asger Karstensen og Arnold Fraenkel indså, at partiets væsentligste vælgergrundlag ikke lå blandt godsejere og etatsråder, men i middelstanden i by og på land og blandt den hastigt voksende gruppe af funktionærer. Karstensen lagde derfor i sommeren 1915 sammen med en lille kreds af venner i „Juniforeningen” en strategi for omdannelsen af Højre til det, han et halvt år senere kunne navngive som Det konservative Folkeparti.

Udgangspunktet var, at borgerlig politik nu rykkede fra „sin privilegerede drivhustilværelse ud på friland”. Det fordrede, at det gamle højrenavn blev kastet over bord. Alternativet ville være at gå ind i Venstre. Stillet over for et sådant ultimatum lod ældre højrefolk sig overbevise og nedsatte en række udvalg for at forberede en ny partidannelse og udforme et nyt program.

I løbet af nogle måneder lykkedes det at samle de forskellige konservative grupper, herunder de Frikonservative, og den 18. december 1915 blev Det konservative Folkeparti anmeldt på Rigsdagen som afløser for Højre. Partiets program viste, at det ikke blot var en videreførelse af det gamle Højre. Forrest stod nu forsvarssagen, der uanset andre modsætninger stod alle konservatives hjerte nærmest. Den private ejendomsret og fri udøvelse af selvstændig næring var et andet kernepunkt. I socialpolitikken skulle princippet om hjælp til selvhjælp være det bærende. Der skulle udvises sparsommelighed i den offentlige husholdning. Folkekirken skulle bevares på den luthersk-evangeliske bekendelses grund, og der skulle ske en højnelse af såvel folkeskolen som den videregående uddannelse. Kvindens retslige ligestilling med mændene skulle gennemføres, og den lige og almindelige valgret skulle virkeliggøres ved en effektiv forholdstalsvalgmåde.

Programmet var kortfattet og bar præg af at være den mindste fællesnævner for stridende grupper. Mere udførligt formuleredes tankerne bag programmet i en politisk udtalelse ført i pennen af Asger Karstensen og Fraenkel. Personlig frihed, individuelt ansvar og kulturelle værdier var vigtigere end økonomi, eller rettere, som også Aage Kidde udtrykte det, kampen om værdierne i samfundet udgjorde det egentlige skel mellem partierne. De sande værdier fandt de konservative i middelklassen. „Derfor bør al sund konservatisme i vort samfund især samles til værn og støtte for mellemstanden i by og på land, så vist som det først og fremmest er på denne klasses samfunds- og kulturarbejde, det moderne Danmark er bygget op.”

Med denne erklæring var partiet så tæt på at placere sig som et nyt klasseparti, som det kunne komme uden at bryde den appel om samling på tværs af alle klasseskel, som i øvrigt karakteriserede partiet. Formuleringen skulle også vise sig at skabe nye kløfter inden for partiet. Socialt blev Det konservative Folkeparti det måske bredest sammensatte af alle. Det blev holdt sammen af en enkel formel, bekendelsen til det nationale fællesskab og forsvaret. „En nation forsvarer sig, fordi den er en nation, og den er en nation, fordi den forsvarer sig,” som Harald Nielsen udtrykte det.

Med dannelsen af Det konservative Folkeparti var der skabt et partimønster i dansk politik med fire partier, der smidigt repræsenterede alle hovedklassers interesser. Vel blev der i de følgende år skabt mange nye partier på begge fløje i det politiske spektrum. Men alle væsentlige politiske beslutninger blev i det følgende halve århundrede til i samspil og modspil mellem disse fire partier.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Konservatismens genfødsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig