Den første europæiske verdenskrig

Den 28. juni 1914 myrdede en 19-årig serbisk student Gavrilo Princip den østrig-ungarske tronfølger ærkehertug Frans Ferdinand og hans gemalinde Sophie ved et revolverattentat i Bosniens hovedstad Sarajevo. Balkan var efter flere krige en heksekedel af nationalistiske lidenskaber. Drabsmanden tilhørte en af mange terrorgrupper, der opererede på tværs af de officielle statsgrænser. Mordet udløste en lavine af reaktioner, der i løbet af en måned bragte de europæiske stormagter i åben krig. Den 28. juli erklærede Østrig Serbien krig. Rusland mobiliserede øjeblikkelig, hvilket Tyskland natten mellem den 30. og 31. juli krævede standset. Da det ikke skete, erklærede Tyskland den 1. august Rusland og den 3. august Ruslands allierede, Frankrig, krig. Et krav fra Tyskland om ret til at marchere gennem det neutrale Belgien blev afvist af England, og fra midnat mellem den 4. og 5. august befandt også Storbritannien sig i krig med Tyskland. De øvrige krigsførende magter udvekslede i de følgende dage gensidige krigserklæringer. Italien erklærede i første omgang sin neutralitet skønt medlem af triplealliancen med Østrig-Ungarn og Tyskland. USA og de alliancefrie nordiske lande erklærede sig også neutrale.

Krigen blev historiens hidtil mest omfattende, den grusomste, med de største tab af både militære og civile liv, med en totalindsats af mennesker, økonomi, militærteknik og propaganda i alle de krigsførende stater. Det var den første krig siden Napoleonskrigene hundrede år før, der involverede alle stormagter.

For mange i samtid og eftertid var den egentlige taber den europæiske civilisation. Krigen blev opfattet som et sammenbrud for alle de økonomiske, politiske, kulturelle og videnskabelige fremskridt, som de europæiske samfund havde gennemført i det forløbne århundrede. P. Munch formulerede det stilfærdigt og stærkt i sine optegnelser:

"Krigens udbrud i 1914 er det store vendepunkt i menneskehedens historie. Fra en lys fremgangstid, hvor arbejdet kunne øves i rimelig tryghed, gik vi over til en ulykkernes, uhyggens og hadets tid, hvor alt var utryghed. Ingen kunne vide, og ingen kan nu vide, om den mørketid, vi da gled ind i, vil blive til varig ødelæggelse af den kulturbygning, menneskene gennem årtusinder har skabt sig. Sker det, da er det uundgåeligt, at også det danske samfund, vi har bygget op, hvis hele karakter er os så kær, må rammes af den almindelige ødelæggelse."