Bruno Gustaf Eugen Topff stod i tre dage, fra den 7. til den 9. november 1918, i spidsen for rådsrepublikken i Sønderborg. Om eftermiddagen den 7. sprang underofficer og skrædder Topff op på et bord på kasernepladsen og erklærede, at han i spidsen for et soldaterråd tog magten over byen. Han lod marinesoldater med hvide armbind besætte banegården, brovagten og posthuset. Han beslaglagde den eneste bil på Als og lod sig køre rundt i byen. Af og til standsede han og holdt en brandtale. Efter tre dage meddelte han pludselig, at han trådte tilbage på grund af sygdom. Han led af fremskreden tuberkulose og døde to år senere i Sønderborg. Råds-republikken brød hurtigt sammen.

.

Løbeseddel fra Bruno Topff, der under den kortvarige rådsrepublik i Sønderborg udstedte en byge af forordninger. Der blev givet forbud mod danseforlystelser og udskænkning af spiritus, samt forbud mod eksport fra øen Als. Topff kontrollerede bankernes kassebeholdninger og rekvirerede madvarer fra landråd Schønbergs private forråd. På denne løbeseddel beordrer han civilbefolkningen til at holde børn og unge fra gaderne og selv kun færdes, hvis det er absolut nødvendigt. Husejerne skal holde vinduerne lukkede og gøres ansvarlige for eventuelt skyderi. Det hele forløb i øvrigt ganske fredeligt.

.

Da USA i 1917 gik ind i 1. verdenskrig, var det med præsident Wilsons ord for „at gøre verden sikker for demokratiet”. Det var på én gang en principiel og noget vag formulering af et krigsmål, hvis kerne var nedkæmpelsen af det autoritære Tyskland og dets allierede. Efter Den russiske Revolution fik den tillige brod mod det nye sovjetstyre og blev udmøntet i interventionskrigen mod dette. I januar 1918 fremsatte Wilson i 14 punkter kravene til en fredsordning. Ni af disse punkter omhandlede en reorganisering af det europæiske statssystem baseret på princippet om national selvbestemmelsesret. For Danmark og de danske i Slesvig var det skuffende, at det dansk-tyske nationale spørgsmål end ikke blev nævnt. I den storpolitiske sammenhæng hørte Nordslesvig til blandt de mindre problemer, mens det for danskerne var af vital betydning.

For de danske i Slesvig stod det nu klart, at de selv måtte rejse spørgsmålet om genforening, og at kravet kunne stilles med ekstra styrke efter de 14 punkter. Fra midten af september 1918 var det åbenbart, at Tyskland ville tabe krigen, og i begyndelsen af oktober anmodede den tyske regering på hærledelsens forlangende om våbenstilstandsforhandlinger på grundlag af Wilsons 14 punkter. Den danske rigsdagsmand i Berlin, H. P. Hanssen, rejste den 5. oktober underhånden spørgsmålet om Slesvig og fik det indtryk, at det tyske Udenrigsministerium forventede et dansk udspil herom. Han underrettede straks den danske regering og indkaldte den danske vælgerforenings tilsynsråd til et møde i Flensborg. Her var der enighed om at forlange den del af Slesvig tilbage, der af sprog og sindelag var dansk, dvs. en grænsedragning syd om Tønder og nord om Flensborg, i realiteten der hvor den nuværende grænse ligger.

Den 23. oktober formulerede H. P. Hanssen officielt kravet om genforening i den tyske Rigsdag. Han henviste dels til Pragfredens paragraf 5 (se Udenrigspolitik på hosesokker) og dels til Wilsons program for national selvbestemmelse. I sit svar afviste den tyske regering ethvert retskrav ud fra den ophævede paragraf 5, men lod samtidig underhånden H. P. Hanssen forstå, at også Nordslesvig ville være omfattet af Wilson-programmets krav.

Samme dag holdt den danske Rigsdag et lukket fællesmøde om genforeningssagen. Under krigen havde frygten for at belaste forholdet til Tyskland forhindret, at det nationale spørgsmål blev rejst i offentligheden. Regeringens henstilling til pressen om ikke at omtale det var blevet overholdt af de allerfleste blade. Egentlig var det regeringens mål at få tyskerne til at rejse sagen, således at en genforening kom til at fremtræde som en frivillig aftale mellem de to stater alene, der ikke kunne belaste det fremtidige forhold mellem dem. Rygter herom fik den engelske regering til at meddele, at Danmark udsatte sig for alvorlige handelsmæssige og politiske farer, hvis rygterne var sande. Scavenius ilede med at afvise rygterne, og det var herefter åbenbart, at genforeningen måtte blive en del af den samlede fredsordning.

På det lukkede rigsdagsmøde fastslog partierne, at der var enighed om at videreføre den til alle sider ligelige neutralitetspolitik, og at „ingen anden ændring i Slesvigs nuværende stilling end en ordning efter nationalitetsprincippet stemmer med det danske folks ønske, følelse og interesse”. Ved gennemførelsen af det „fra begge de krigsførende parters side godkendte nationalitetsprincip: folkenes selvbestemmelsesret” ønskede Danmark en løsning tilvejebragt således, „at der ikke voldes skade i forholdet til nogen af siderne, hvorved også genforeningens fremtidige sikkerhed betrygges”.

Vedtagelsen var enstemmig. Kun et medlem fra Det konservative Folkeparti undlod at stemme. Resolutionen blev i sin helhed tilstillet de krigsførende stater, men kun offentliggjort i et sammendrag. Udtalelsen kunne overfladisk set forekomme klar, men den var et kompromis og navnlig begrebet „folkenes selvbestemmelsesret” var åbent for forskellige fortolkninger. Kunne det ikke tænkes, at tyske borgere i forfærdelse over den kaotiske situation efter nederlaget ville stemme for en tilslutning til det socialt og politisk langt stabilere Danmark? Nogle satsede herpå, flere frygtede denne situation.

Det tyske sammenbrud i krigen kom som et chok for de tyske i Slesvig. På få dage brød hele det gamle imperium sammen. I Holsten hejste matroser og værftsarbejdere i Kiel den 3. november den røde fane over flåden og byen, den 9. udråbtes republikken. Rundt om i byerne dannede soldater og arbejdere råd, der proklamerede en „provisorisk regering for Slesvig-Holsten”. På Als blev der for en kort periode udråbt en rådsrepublik. Rådene var overvejende tysksindede og så ingen grund til at erstatte det styrtede tyske dynasti med „et nyt monarkisk slaveri”.

For de dansksindede tændte sammenbruddet omvendt et realistisk håb om genforening midt i det sociale og politiske kaos.

Den danske vælgerforening indkaldte den 16.-17. november til møde på Folkehjem i Åbenrå. Her formulerede udsendingene de danske ønsker til fremgangsmåden ved genforeningen. I Nordslesvig skulle der holdes en samlet afstemning om ja eller nej til genforening. Alle mænd og kvinder over 20 år skulle have stemmeret, og alle der var født og boede i Nordslesvig, de der havde boet der mindst ti år samt de der var født i området, men udvist, skulle have stemmeret. Der skulle kunne stemmes frit uden tryk fra de tyske myndigheder. Nordslesvig afgrænsedes mod syd af en linie trukket på grundlag af historikeren H. V. Clausens grundige undersøgelser af sindelagsforholdene i Slesvig. Mens der ikke blev stillet krav om afstemning i Sydslesvig, tilføjede mødet, at de distrikter i Mellemslesvig, der rejste krav herom, skulle have mulighed for ved særlig afstemning at tilkendegive deres ønske om at komme tilbage til Danmark. Den sidste passus var affødt af mødets diskussion om Flensborgs stilling, der skulle vise sig at komme til at rumme sprængstof til voldsomme uenigheder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den nationale sag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig