Organisationsdiplomati

Mens den almindelige neutralitetspolitik og den indre forsyningssituation med megen snilde blev varetaget af Scavenius og Rode, fik den udenrigsøkonomiske politik en lidt besynderlig karakter. Den skulle både tilpasses neutraliteten og hensynet til landets økonomiske trivsel. En reorganisering af Udenrigsministeriet i 1908 havde styrket ministeriets muligheder for at varetage handelspolitiske opgaver, men der var ikke truffet forberedelser til at sikre de udenrigsøkonomiske positioner under en længerevarende krig. Aftaler og virkeliggørelse af disse blev derfor stort set overladt til de store erhvervsorganisationer, om end under ministeriets overordnede tilsyn. Det blev navnlig Industrirådet, Grosserersocietetet og landboforeningerne, der påtog sig at føre forhandlinger med vore handelspartnere og garantere, at de aftalte bestemmelser blev overholdt af underorganisationer og virksomheder. Det indebar en yderligere styrkelse af organisationernes rolle i samfundet. Med deres næsten monopolagtige stilling lå der for de enkelte virksomheder noget, der lignede en tvang til at tilslutte sig dem.

Med Foss fra Industrirådet, Chr. Sonne fra landbruget og Holger Federspiel fra Grosserersocietetet i spidsen førtes i hele krigstiden forhandlinger med regeringerne i de krigsførende lande. De blev hyppigt suppleret af H. N. Andersen, der udnyttede sine mange højtstående kontakter til at få forhandlingerne skubbet på plads, men som også med en engelsk forhandlers udtryk hyppigt „blæste i sin egen trompet”. Han evnede tilsyneladende at overbevise både englændere og danskere om, at hvad der var godt for ØK, var også godt for Danmark.

Verdenskrigen var også en handelskrig. Englænderne søgte at blokere alle tilførsler til Tyskland, og tyskerne gjorde med deres ubåde alt for at afskære forsyninger til englænderne. Neutrale lande var folkeretsligt berettigede til at handle med de krigsførende, som dog havde ret til at beslaglægge den såkaldte kontrabande, dvs. varer af direkte betydning for krigsførelsen, når de var på vej til modstanderne. For et lille land som Danmark hjalp sådanne rettigheder ikke meget, hvis de store blæste på dem. Langt mere talte det, specielt over for engelsk mistænksomhed, at de nordiske lande og især USA med deres internationale økonomiske og politiske betydning meget bestemt fastholdt de neutrales rettigheder.

At handelspolitikken krævede balancekunst, viser de nøgne tal. Før 1. verdenskrig var knap 90 procent af Danmarks eksport landbrugsvarer. Æg, bacon og smør til England, i alt ca. 60 procent, mens tyskerne aftog ca. 29 procent, fortrinsvis levende kvæg, heste og fedesøer. Importen af brændsel, især kul, råstoffer, kunstgødning og foderstoffer var fordelt med 37 procent fra Tyskland og 17 procent fra England. Ved et udførselsforbud den 6. august 1914 fik begge lande sikkerhed for, at der ikke ville ske reeksport af vigtige importerede varer som brændsel og levnedsmidler. Men englænderne luftede hyppigt mistanken om, at det blev overtrådt til fordel for Tyskland. I de første krigsår skete der da også en klar forskydning i eksporten til fordel for Tyskland, der i 1916 aftog halvdelen af den danske udførsel. Importen blev fordelt mere ligeligt, men suppleret med en væsentlig forøgelse af indførslen fra de øvrige neutrale stater, især USA og Sverige.

Krigen gav skibsfarten muligheder for store profitter. Fragtindekset mere end tidobledes, og nye rederier skød op som paddehatte. „Ja! sikke tider! Tre-fire nye skibsselskaber om dagen, og publikum sluger det alt sammen. Inden den offentlige tegning endnu er begyndt, sælges aktierne med 100 procents avance. Alle vil til, alle vil have del i eventyret,” skrev Valdemar Koppel i Politiken i 1916, og samtidig havde H. N. Andersen problemer med at holde de årlige udbytter på under 50.

Men medaljen havde en dyster bagside. I de første krigs-dage blev stort set al sejlads indstillet. Hverken redere eller sømænd turde sejle, og forsikringsselskaberne ville ikke bære hele den øgede risiko. Så måtte staten træde til og sikre søfolkene højere løn og risikotillæg i krigszonerne, og fra midten af august blev der sejlet i fuldt omfang. Ved minesprængninger og torpedering mistede handelsflåden i krigens løb i alt 274 skibe, svarende til ca. en fjerdedel af tonnagen. Værre var det, at omkring 700 søfolk mistede livet. De efterladte kunne næppe begejstres over aktiekursers og udbytters himmelflugt.