Samtidig med at Ove Rode (til højre) indførte prisstop, foreslog den radikale borgmester Jacob Marstrand den 6. august 1914 taksterne på el og gas i København fordoblet. I teksten til denne tegning i den konservative Vort Land konstaterede Axel Thiess sarkastisk: „Den ene sørger således for de radikales teorier, mens den anden illustrerer deres praksis.”

.

Nationalbanken stormes for guld. Straks ved de første efterretninger om krigsudbruddet stimlede høj og lav sammen ved Nationalbanken for at få indløst deres pengesedler med guld. Faren for panik var så overhængende, at politiet måtte rykke ud for at dæmpe gemytterne. Rigsdagen vedtog i al hast lørdag aften den 1. august en lov, der fritog banken for guldindløsningspligten. Men da var banken allerede blevet lænset for guld til en værdi af fem millioner kr.

.

Den 3. august henvendte Rønne byråd og Bornholms amt sig til indenrigsministeren og udtalte frygt for, at Bornholm med sin isolerede beliggenhed kunne blive henvist til, at „dens befolkning alene kan ernæres ved den på øen værende beholdning af levnedsmidler”. Ove Rode tog udgangspunkt i denne henvendelse, da han den 6. august i Folketinget stillede forslag om bemyndigelse til at gribe ind i prisdannelse og forsyning til det danske marked. Det bornholmske problem var selvsagt blot anledningen. Den dybere årsag til forslaget var en økonomisk panik, hamstring og rasende prisstigninger i krigens første dage. Brød steg med 30 procent, kul og koks med 100 procent. Folk stod i kø foran Nationalbanken for at veksle sedler til guld, og allerede den 2. august måtte banken fritages for pligten til at indløse sedler med guld – et skridt der af mange blev opfattet som symbolsk for det værdisammenbrud på alle områder, som krigen udløste.

Nationaløkonomers forklaringer på, at prisernes himmelflugt blot var en sund reaktion fra markedet, som ville lægge en dæmper på forbruget og forhindre varemangel, tilfredsstillede ikke regeringen. Den måtte tage hensyn til alles forsyning med elementære varer til overkommelige priser, et synspunkt der deltes af samtlige partier. De vedtog enstemmigt en bemyndigelse til indenrigsministeren til at regulere priser på levnedsmidler og varer, herunder „mod fuld erstatning at lade staten overtage sådanne levnedsmidler og varer, som det er af betydning for samfundet at have rådighed over”.

Loven skulle være midlertidig, men den var uden tidsbegrænsning. Alle anså det for givet, at krigen ville blive kortvarig, lidt i stil med Den fransk-tyske Krig i 1870, og det prægede lovgivningen. Det skulle imidlertid vise sig at blive en lov, der med sin lidet specificerede bemyndigelse gjorde indenrigsminister Ove Rode til rigets mægtigste mand på det indenrigske felt. I bagklogskabens lys er det overraskende, at der ikke fremkom mere principielle betænkeligheder mod et så omfattende indgreb i det hidtil næsten uregulerede markeds funktioner. Med socialdemokraterne som undtagelse havde alle den opfattelse, at det frie markeds love skulle der ikke pilles ved.

Nu stod landet imidlertid i en ekstraordinær situation, og det krævede særlige foranstaltninger. Denne midlertidige lov skulle vise sig at blive indledning til en endnu ikke afsluttet magtkamp om omfanget af statens indhug i den frie markedsøkonomi. „Normaliteten” fra før 1914 er aldrig vendt tilbage.

Danmark var ikke ene om at gennemføre en stærkt reguleret krigsøkonomi. I hele Europa blev markedskræfterne sat ud af funktion med større eller mindre styrke. Stærkest i de krigsførende magter, hvor den militære ledelse fik afgørende indflydelse på indgrebene og vurderingen af de økonomiske behov. Herhjemme forblev reguleringen et rent civilt anliggende, men i princippet ikke mindre vidtrækkende.

I loven var købesummen for varer, som staten skulle overtage, henvist til fastsættelse i kommissioner, hvis virkeområde skulle fastlægges ved kongelig anordning, dvs. af ministeren. Til at administrere lovens bestemmelser nedsatte Rode den såkaldte Overordentlige Kommission, hvortil han personligt udpegede medlemmerne. Til formand valgte Rode den 65-årige tidligere finansminister Christopher Hage, der som socialliberal og med sin placering i erhvervslivet kunne berolige dem, der frygtede statssocialisme. De væsentlige erhvervs- og klasseinteresser blev tilgodeset ved kommissionens sammensætning. Industriens førstemand, Alexander Foss, landboforeningernes P. Th. Nielsen og husmandsforeningernes Niels Frederiksen repræsenterede de stærkest berørte erhverv, Frederik Andersen og Jens Jensen arbejderbevægelsen, mens den uortodokse økonomiprofessor og højremand L.V. Birck skulle gøre det ud for den økonomiske sagkundskab.

Kommissionens politiske sammensætning var sådan, at Rode kunne være nogenlunde sikker på altid at have flertal for sine forslag. Den repræsenterede en høj grad af indsigt i de fleste sider af samfundslivet. Kun de mindre erhvervsdrivende i byerne kunne føle sig sat udenfor, hvilket da også blev noteret af både detailhandlernes organisationer og af Fællesrepræsentationen for dansk Haandværk og Industri. Det var karakteristisk, at medlemmerne var personligt udpeget og ikke valgt af deres organisationer. De skulle efter Rodes mening stå frit, men kende deres organisationers standpunkter. De havde da også alle en særdeles stærk position i deres bagland, således at Rode kunne være sikker på dækning fra disse store organisationer bag kommissionens virke. Det var målet, at kommissionen gennem afvejning af særinteresser skulle nå frem til en sammenhængende helhedspolitik. Det blev ikke ved denne ene kommission. Som krigen trak ud og reguleringspolitikken greb ind i flere og flere områder blev et net af nævn, udvalg og kommissioner bygget op, i alt ca. 40.

Ved at inddrage organisationerne i statens reguleringspolitik lykkedes det Rode at gennemføre denne med en begrænset udvidelse af det ministerielle bureaukrati. Men de mange råd og nævn krævede bureaukrater, og antallet af ansatte i organisationerne voksede eksplosivt, i Foss' Industriråd således fra seks til 180.

Sammenfletningen af stat og organisationer styrkede begge parter, og forudsætningen for hele systemet var de foregående årtiers gennemgribende organisering af erhverv og sociale klasser. Samtidig indebar organisationernes øgede indflydelse en forstærket tilskyndelse til at tilslutte sig for dem, der havde afvist en organisering. Det blev stadig vanskeligere at fungere i samfundet uden tilknytning til en eller flere organisationer. Allerede før krigen havde der været samarbejde på enkelte områder, f.eks. med inddragelse af DsF og Arbejdsgiverforeningen ved forberedelsen af loven om den faste voldgiftsret og forligsmandsloven og med organisationernes ret til at udpege medlemmer af voldgiftsretten. Men krigsøkonomien indebar en så radikal udvidelse af samarbejdet, at det må siges at repræsentere noget principielt nyt. Selv om der i 1920'rne var forsøg på at mindske omfanget af både statsmagt og organisationsindflydelse, var der skabt en praksis, der umuliggjorde en tilbagevenden til liberalismens idealsamfund. Fra 1. verdenskrig blev det mere reglen end undtagelsen, at væsentlige beslutninger forberedtes i samvirke mellem politikere, embedsmænd, særligt sagkyndige og især organisationsrepræsentanter, og at vedtagelser blev administreret med inddragelse af organisationerne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Reguleringspolitikken, staten og organisationerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig