Mod normale tider - regeringen Neergaard

Valgresultatet markerede en forskydning af magtens tyngdepunkt til de større besiddende blandt landbefolkningen og til byernes borgerskab. Venstre og konservative havde solidt flertal i begge ting, og opgaven med at danne regering tilfaldt ganske naturligt Venstre. Tanken om en koalitionsregering med Det konservative Folkeparti synes ikke at have været luftet og havde på dette tidspunkt næppe været realisabel. De konservative havde tydeligvis et ledelsesproblem, efter at Alex. Foss i januar 1920 var blevet alvorligt syg, og ingen af de øvrige partiledere evnede at markere en skarp konservativ profil i offentligheden. Yngre kræfter som Christmas Møller og Ole Bjørn Kraft stod på spring fra studenterpolitikken til landspolitikken, men måtte vente endnu nogle år, før de kunne præge partiet. Dertil kom, at der var betydelige interesseforskelle mellem Venstres liberalisme og den storindustrielle og akademiske fløj af de konservative.

Allerede før valget havde J. C. Christensen gjort det klart for Niels Neergaard, at han af helbredshensyn, og fordi han var „udskreget”, ikke ønskede at danne regering. Dette gentog han, da de to venstreledere den 1. maj var kaldt til kongen, men lod dog samtidig forstå, at han kunne overtales til at tage Kirkeministeriet. Da Neergaard forelagde spørgsmålet om statsministerposten for Venstres partigruppe, fik han mandat til at danne regering.

Ud over Statsministeriet overtog Neergaard også posten som finansminister, mens J. C. Christensen som kirkeminister kom til at repræsentere Venstres brede bagland med dets forening af traditionelle bondekulturelle, kirkelige og landøkonomiske interesser. En ny generation af venstremænd fandt plads i ministeriet i skikkelse af Thomas Madsen-Mygdal. Han stod for landbrugets usminkede interessepolitik. Trods en fortid i Det radikale Venstre havde han under krigen stået som reguleringspolitikkens skarpeste kritiker og stædig fortaler for en ren liberalisme. Han var i 1918 blevet formand for De danske Landboforeninger og året efter præsident for Landbrugsrådet. Med tætte forbindelser til H. N. Andersen – hans broder var direktør i ØK – opfordrede han Neergaard til at sikre sig Andersens godkendelse af regeringens sammensætning. Neergaard fik under et foretræde hos excellencen dennes støtte, dog med et løftet øjenbryn ved navnet på kandidaten til Udenrigsministeriet, den tidligere gesandt i Rusland Harald Scavenius. Han var ikke efter Andersens smag, hvilket denne fik lejlighed til at demonstrere ved regeringskrisen et par år senere.

Med Sigurd Berg som indenrigsminister sikrede Neergaard sig også støtten fra en anden af Venstres magtpoler, de bergske blade. Jacob Appel fik sin gamle post som undervisningsminister, mens veteranen og Neergaards mangeårige kampfælle Klaus Berntsen fik Forsvarsministeriet. Partiets hvasse debattør, dets „ragekniv” M. N. Slebsager, blev minister for offentlige arbejder. Til handelsminister udpegedes grosserer Tyge Rothe og til justitsminister landsdommer Svenning Rytter, begge uden parlamentarisk erfaring.

Det kortvarige ministerium Friis var blevet betragtet som udtryk for Landmandsbankens interesser. Nu havde landet efter manges opfattelse fået en regering, der ikke alene repræsenterede det store landbrug, men også den af ØK ledede del af storkapitalen. Givet er det i hvert fald, at H. N. Andersen netop i disse år stod på højdepunktet af sin indflydelse. I udlandet blev han hyppigt anset for en slags „vicekonge” med magt til at afsætte og indsætte ministre ud fra sine politiske og økonomiske interesser.

Blandt erhvervsdrivende, store som små, var forventningerne til den nye regering skruet højt op. Nu skulle der endelig gøres op med regereriet. Den tidligere regerings stramme tøjler skulle kastes bort og den emsige statsmagt bringes tilbage til normale dimensioner, til førkrigstidens tilstande. Det var et budskab, der gjaldede ud over næsten alle lande i disse år, stærkest i USA, hvor Warren G. Harding vandt præsidentvalget i 1920 på parolen „return to normalcy”. Det var uden omsvøb også regeringen Neergaards program, som det blev lagt frem i Rigsdagen i maj og senere i oktober. Den første og altoverskyggende sag var dog genforeningen.