Opgør og valg

„Den herligste sejr i vor bevægelses historie,” triumferede Borgbjerg i Social-Demokraten, da Liebe og lockouten var forhandlet væk. Truslen om generalstrejke havde givet landet forfatningsmæssige tilstande igen og vundet arbejderne en glimrende overenskomst. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse gik ganske rigtigt styrket ud af krisen, og Stauning havde med sin tålmodighed og sit taktiske overblik placeret sig som dens ubestridte leder. Med sin behændige inddragelse af fagoppositionen i generalstrejkebevægelsen havde han fået ryggen fri til at forhandle og opnået et forlig, der tilføjede denne opposition et nederlag, som den sent forvandt.

Den politiske amnesti var forligets eneste indrømmelse til venstrefløjen. Vreden blandt dennes ledere og aktivister var da også voldsom. Forliget var et utilsløret forræderi mod arbejderklassen. I stedet for at udnytte arbejdernes mobilisering og føre kampen videre for en rådsrepublik og septemberforligets ophævelse havde socialdemokraterne kapituleret og medvirket til at konsolidere det borgerlige parlamentariske demokrati. For de mest militante arbejdere var der ikke tvivl om, at nu måtte „de politiske basunblæsere” fjernes. Fagbevægelsen skulle ikke længere spændes for parlamentarikernes vogn.

En række af de igangsatte strejker blev ført videre. Længst holdt søfolkene og transportarbejderne ud. De strejkede til hen på sommeren, da de måtte give op over for et massivt pres fra DsF og indsættelse af Samfundshjælpen til at overtage deres arbejde.

Også blandt de yderliggående borgerlige var der utilfredshed med krisens udfald. With-kredsen fornemmede, at den nationale sag gled dem af hænde. De frygtede, at „rævepelsen Friis” ville gå de radikales ærinde og ikke forhindre, at Flensborg blev udleveret til Tyskland. Havde borgerskabet blot vist mindre nervøsitet over for truslen om generalstrejke, ville truslen have vendt sig mod arbejderlederne selv. J. C. Christensen og hans talerør i pressen kritiserede det københavnske borgerskab for at have ladet sig kyse af „gadens parlament”.

I ugerne efter krisen fløj gensidige angreb mellem politikere og dagblade gennem offentligheden. Anklager mod „statskupmændene” blev mødt med bitre udfald mod „generalstrejkepartierne”. Opgøret kulminerede under Rigsdagens behandling af valgloven søndag den 11. april. Det blev et bråvallaslag og en af Folketingets længste og mest ophidsede debatter med hyppige følelsesladede udbrud fra salen og tilhørerpladserne. Under diskussionerne om statskup, generalstrejke og Flensborg var selve spørgsmålet om valgloven ved at forsvinde.

Langt ud på aftenen vedtog en konstellation af konservative, radikale og socialdemokrater mod Venstres hårdnakkede modstand en valglov, der i det store og hele fulgte Asger Karstensens tidligere forslag. Forholdstalsvalgmåden blev gennemført med kandidatopstilling i 110 valgkredse inden for 20 amtskredse og tre storkredse i København. 29 tillægsmandater skulle sikre, at partierne blev repræsenteret ligeligt i forhold til deres stemmetal.

Dagen efter indledte partierne valgkampen, hvor hele den foregående periodes konflikttemaer blev gennemspillet med en lidenskab, som sjældent er set før eller siden i Danmark. Flensborgsagen kom til at spille en ret tilbagetrukken rolle, og i skyggen af de fortsatte arbejdskampe fik valget karakter af et klassevalg.

Den borgerlige agitation var hårdest mod de radikale. Ikke alene havde de givet sig ind under generalstrejketruslen, men de måtte også bære hovedansvaret for de foregående syv års reguleringspolitik, „det rodeske

Samlet led de et alvorligt nederlag. For første gang gik de to partier til valg uden en alliance, og det ramte Det radikale Venstre hårdt. Dets mandattal blev næsten halveret, fra 33 til 17. Det kunne ikke opvejes af en beskeden fremgang for Socialdemokratiet fra 39 til 42. De konservative fik størst udbytte af den nye valgmåde med en fremgang fra 22 til 28 mandater, mens dens negative virkning for Venstre viste sig ved en forøgelse fra 46 til kun 48 mandater trods en kraftig stemmefremgang endog i København. Mange borgerlige vælgere synes at have belønnet partiet for dets standhaftighed mod „den røde bølge”. Erhvervspartiet opnåede fire mandater.

Valget aftegnede konturerne af et nyt mønster i styrkeforholdet mellem partierne. Venstre blev igen for en tid det største, mens Det konservative Folkeparti ikke nåede den styrke, mange af dets tilhængere havde forventet i forbindelse med den nye valglov. I forholdet til sin tidligere partner blev Socialdemokratiet nu endegyldigt det dominerende, og Det radikale Venstre forvandt aldrig reduktionen til et mellemstort parti.

Med i billedet af de radikales svækkelse hører også det veltilrettelagte økonomiske felttog, der blev sat ind mod Politiken umiddelbart efter påskekrisen. Bladet var kommet for skade at kalde afskedigelsen af Zahle for „statskup”, og det blev nu karakteriseret som „generalstrejkeblad”, fordi fagbevægelsen havde undtaget det fra den bebudede generalstrejke. Den økonomiske krig mod Politiken bestod i opfordringer til læserne om at ophøre med at holde bladet og til erhvervslivet om at undlade annoncering. Samtidig med annonceboykotten forsøgte repræsentanter for Venstre med H. N. Andersens støtte at købe bladet. Stemningen mod Politiken var i sommeren 1920 meget ophidset. Ved færgerne i Korsør og Nyborg blev således i midten af august alle numre af bladet opkøbt af fanatiske modstandere og kastet i vandet. Ved en energisk økonomisk indsats fra bladets politiske venner lykkedes det at ride stormen af. I løbet af efteråret 1920 gik boykotten i opløsning, men den blev først endeligt afblæst i 1922. På det tidspunkt havde Venstre ved købet af det noget lavere anskrevne dagblad København sikret sig et talerør i hovedstaden.