Forhandlinger under pres

Alt imens uroen ulmede i de københavnske gader, indledte regeringen Liebe sit arbejde. For at hindre Rigsdagens indkaldelse og et storpolitisk opgør blev det i et statsråd onsdag den 31. marts besluttet at hjemsende Rigsdagen straks, at opløse Folketinget og udskrive valg til den 20. april. Efter pres fra en række fremtrædende borgere uden for partierne undlod regeringen imidlertid at udføre denne beslutning. Af lutter „frygtagtighed”, som Konow udtrykte det, blev der fra forskellige kredse uden direkte ansvar for krisen taget initiativ til forhandlinger. Også H. N. Andersen indledte et tilbagetog og søgte at bløde fronterne op ved at bringe kongen sammen med Edvard Brandes.

Fra onsdag til fredag forhandlede partier, regering og konge på kryds og tværs uden synlige resultater. Det blev stadig tydeligere, at socialdemokraterne med truslen om generalstrejken sad inde med et afgørende trumfkort. Tilstedeværelsen af de „tunge” forbundsformænd fra smedene og arbejdsmændene I. A. Hansen og Lyngsie ved partiets møder med kongen lod ikke denne i tvivl om truslens alvor. I det spegede forløb spillede Stauning med stor taktisk kløgt disse kort.

Langfredag den 2. april blev situationen tilspidset, da regeringen efter J. C. Christensens tilskyndelse til at stå fast iværksatte beslutningen om at opløse Folketinget og udskrive valg til den 22. april. Desuden anmodede regeringen rigsdagsudvalgene om at færdiggøre de lovforslag, hvorom der kunne opnås enighed inden valget. Med en skrivelse til Arbejdsgiverforeningens formand opfordrede regeringen til, at foreningen gjorde sit til at få sluttet forlig på arbejdsmarkedet, tydeligvis for at lette presset fra generalstrejketruslen.

Udæsket af regeringens stejle holdning tog de radikale og socialdemokraterne et usædvanligt skridt. Den historisk bevidste P. Munch foreslog at lade Københavns Borgerrepræsentation iscenesætte et folketog og en henvendelse til kongen i lighed med marts 1848. Stauning indkaldte som formand for borgerrepræsentationen til møde påskelørdag kl. 16. Her vedtog de radikale og socialdemokraterne mod de borgerliges stemmer en resolution om henvendelse til kongen for at påvirke denne til at udpege „et ministerium af mænd, der er uden ansvar for den opståede strid, og som kan ventes at opnå parlamentarisk tilslutning”.

Herefter vandrede de to partiers repræsentanter i spidsen for et tusindtalligt følge til Amalienborg, hvor Christian 10. med Liebe ved sin side modtog deputationen. Liebe gav en skarpt formuleret afvisning, der nærmest havde karakter af en udskældning af de fremmødte ganske indflydelsesrige personer. Kongen var tydeligt ude af balance, for nede på slotspladsen gjaldede råbene „Ned med Kresjan – leve republikken!” Fra slottets vinduer kunne majestæten se politiet i slagsmål med demonstranter med røde faner.

Mens deputationen „fnysende af harme” forlod palæet, blev to radikale tilbage. Højesteretsdommer Jesper Simonsen og folketingsmedlem Elna Munch fik en samtale med kongen i enrum. De anmodede ham indtrængende om at give efter, afskedige Liebe og indlede forhandlinger om et nyt ministerium. Elna Munch pegede på følgerne af en stejl holdning: „… det kan føre til at børnene sulter ihjel … Hver aften holdt syndikalisterne møde på Rådhuspladsen; det varede ikke længe, før de gik ind på Rådhuset, og heller ikke, før de gik til slottet”.

Stærkt bevæget lovede Christian 10. at overveje deres råd. Hertil blev han yderligere tilskyndet kort efter, da en gruppe borgerlige medlemmer af borgerrepræsentationen opfordrede ham til at tilvejebringe forhandlinger med partiernes ledere. Samme råd fik kongen af H. N. Andersen. Grunden var ved at skride under ministeriet Liebe.