Den danske kontrarevolution

De russiske bolsjevikker havde erklæret det borgerlige samfund krig. Med grundlæggelsen af den 3. Internationale i marts 1919 befæstede de deres ambition om at udgøre fortroppen for en verdensrevolution. De borgerlige magter tøvede ikke med modtrækkene. Den nye sovjetstat blev isoleret og angrebet. Næsten alle stater afbrød de diplomatiske forbindelser med Rusland, og de allierede vestmagter etablerede hurtigt militær og økonomisk støtte til de „hvide” i borgerkrigen efter revolutionen. Både officielle og private vestlige militærkorps blev i 1918 sat ind mod de røde både i Rusland og i den finske borgerkrig. Stemningen var i borgerlige kredse ekstremt anti-revolutionær, og den fandt yderligere næring ved de omfattende revolutionære bevægelser internt i de enkelte lande. Endnu mens de allierede hære udkæmpede afgørende slag mod Tyskland, betegnede førende dagblade i USA bolsjevikkerne som „vore mest ondsindede fjender”.

For at beskytte danske borgere og de store økonomiske interesser i Rusland opretholdt Danmark endnu et år efter revolutionen diplomatiske forbindelser med det nye sovjetstyre. I december 1918 forlod den danske ambassadør Harald Scavenius omsider Petrograd, mens Dansk Røde Kors endnu frem til sommeren 1919 udførte nødhjælpsarbejde og bistod ved krigsfangeudveksling. København blev i 1919-20 efter pres fra vestmagterne sæde for forhandlinger mellem disse og den sovjetiske udsending M. M. Litvinov om afviklingen af militærinterventionen og den økonomiske blokade.

© Politikens Pressefoto

Den første politibil under udrykning. Efter stormen på Børsen havde politiet lejet en udrykningsbil, som dag og nat stod klar i Domhusets gård. I løbet af 1918 blev der rig lejlighed til at sætte den ind, og i januar 1919 fik politiet bevilling til at købe bilen. Udrykningerne vakte stor opmærksomhed i offentligheden, og folkeviddet døbte snart bilen „badekarret”.

Efter sin hjemkomst udfoldede Harald Scavenius en omfattende agitation for væbnet intervention i Rusland. Han knyttede forbindelse til den antibolsjevikiske organisation International Russian Relief Committee, der blev finansieret og ledet af direktøren for Transatlantisk Kompagni Harald Plum, som havde store økonomiske interesser i Rusland og blev hovedkraften bag de danske bidrag til bestræbelserne for at omstyrte sovjetrepublikken og „genrejse Rusland”.

Gruppen omkring Plum kunne støtte sig på en voldsom antibolsjevikisk stemning. Der var kun én vej til at slippe af med bolsjevismen, nemlig „at drukne Lenin og hans jødiske kreaturer i deres eget blod …”, lød det i Jyllands-Posten med den for tiden karakteristiske sammenblanding af kontrarevolution og antisemitisme, og den havde følgeskab af mange konservative blade, om end i et mere behersket ordvalg.

De kontrarevolutionære holdninger udmøntedes i praktisk handling, bl.a. ved udsendelse af frivillige militærkorps og humanitær hjælp til støtte for de baltiske republikkers kamp for national selvstændighed. Mange af de frivillige havde kort forinden kæmpet på de „hvides” side i Finland.

Herhjemme udgik der fra de samme kredse i efteråret 1919 initiativ til at samle alle samfundsbevarende kræfter for at hindre, at smitten fra „Europas store vædskende byld: det kommunistiske Rusland” skulle brede sig. Den tidligere diplomat i Rusland baron Christian Frederik Haxthausen holdt foredrag for ledende erhvervsfolk og repræsentanter for arbejdsgiverorganisationerne om organiseringen af frivillige korps i Europa. Målet var at oprette et effektivt, organiseret værn mod de mange strejker, der truede vitale samfundsfunktioner.

© Nordisk Pressefoto

Mandskab fra Samfundshjælpen passerer Arbejdsgiverforeningens bygning i Vestervoldgade i København med politieskorte under en af de store arbejdskonflikter 1921-22. Samfundshjælperne måtte kun træde i aktion, når der forelå anmodning herom fra en offentlig myndighed, som da var forpligtet til at yde beskyttelse til strejkebryderne.

Forbilledet var den tyske forsvarsminister Gustav Noskes „Technische Nothilfe”, der var blevet sat ind mod de store strejker i den nye tyske republik. Initiativet mundede i februar 1920 ud i dannelsen af den såkaldt upolitiske forening Samfundshjælpen. Den blev i de følgende måneder bygget op af Haxthausen og kaptajn Flemming Topsøe som en organisation af strejkebrydere, der skulle sættes ind under arbejdskonflikter. Den skulle sikre erhvervslivets eksport og import og virke som strejkeforebyggende instrument. Den rekrutterede i løbet af 1919-20 ca. 7000 aktive mænd fra vidt forskellige professioner, fabrikanter og kontorister, uorganiserede arbejdere, søfolk og akademikere. Samfundshjælpen blev finansieret af Arbejdsgiverforeningen, store erhvervsorganisationer og enkelte kapitalister.

For at understrege Samfundshjælpens „upolitiske” karakter bestemte ledelsen, at den kun skulle sættes ind, såfremt myndighederne anmodede om det. Den binding lå ikke på den anden store organisering af strejkebrydere, Landbrugets frivillige Arbejdskraft. Den bestod af landmænd – fra tjenestekarle til baroner – samt mejerister, søfolk og fiskere og skulle varetage landbrugets eksportinteresser ved indsættelse i transportkonflikter. I modsætning til Samfundshjælpen blev den af initiativtagerne ikke opfattet som et led i den større internationale kontrarevolutionære bevægelse, men skulle alene sikre landbrugets økonomiske interesser.

Begge organisationer blev i 1920 og de følgende år hyppigt mobiliseret, og de fik i adskillige tilfælde afgørende betydning for de pågældende arbejdskonflikters forløb og resultat. Det var ikke disse korps, der forhindrede den revolutionære bølge i at nå de hjemlige kyster, men de bidrog væsentligt til at svække arbejdernes kampkraft i de mange opgør på arbejdsmarkedet.