Kulsamlerne havde travlt på havne- og jernbaneområderne, og det var især børn, der blev sendt ud for at bidrage til varmen. Tyskernes uindskrænkede ubådskrig begrænsede kulimporten. I 1917 gik den en tredjedel ned, og regeringen greb ind for at afbøde følgerne. I vinteren 1917-18 fik hver husstand kun tildelt seks hektoliter kul. Samtidig blev priserne på el og gas sat op, sporvognene skulle kun køre til kl. 23, biograferne skulle lukke kl. 22.30 og restauranterne kl. 23. Gadebelysningen blev slukket om natten.

.

Kødannelse foran fødevarebutik i 1918. Varemangelen resulterede i indførelse af rationering af sukker, smør, flæsk og kaffe. Forbruget gik kraftigt ned, men var i sammenligning med forholdene i Tyskland dog stadig forholdsvis højt. Hvor danskerne fik to kg sukker om måneden, var der kun 800 g til tyskerne, for smør var forholdet 250 g mod 70 g og for flæsk henholdsvis 280 og 150 g. Fra sommeren 1918 var de danske kaffelagre tomme, men det lykkedes at skaffe så meget, at hver person til julen kunne få 50 g.

.

Bespisning af fattige i „Samaritanen” på Vesterbrogade i København 1917. Under krigen salte både kirkelige hjælpeorganisationer og de kommunale myndigheder ind for at skaffe gratis eller billige måltider til de mest trængende. Det første kommunale folkekøkken blev åbnet i København i marts 1917. Prisen for to retter mad var 40 øre. Der oprettedes også udleveringssteder for billig mad. I 1918-19 blev der fra disse solgt 1,7 millioner og i spisesalene 4,2 millioner portioner mad. Efter krigen opretholdtes folkekøkkenerne med sund og billig mad til de dårligt stillede.

.

Under varemangelen stiftede danskerne for første gang bekendtskab med rationeringsmærker. Her gælder det mærker til brød, der kunne udskiftes med mel. Der blev indført streng kontrol med, at brød og brødkorn ikke blev anvendt til foderbrug. Der blev tildelt hver person otte kg rugbrød og fire kg hvedebrød om måneden eller et tilsvarende kvantum mel. Wienerbrød blev regnet for hvedebrød, men kager blev ikke rationeret.

.

Kun fantasien satte grænser, når varemangelen skulle afhjælpes, og for Robert Storm Petersen var der næsten ingen grænser for fantasien. Her har han i Svikmøllen 1918 givet sit muntre bud på, hvorledes den danske tobaksfabrikation kunne finde sted under krigen. Selv var Storm P. inkarneret piberyger og har sikkert lidt under tobakskvaliteten.

.

"Vi var seks, der skulle have mad, og fra 1. verdenskrig husker jeg mest, at vi ikke havde brød nok, så det var vandgrød til tre hjemme; min far og de to store drenge skulle have madpakke … Vi var tit på Åsen. Der pillede vi brænde og kørte det hjem i en gammel trækvogn, barnevogn eller bagløber."

Sådan beretter en pige fra Køge, født i 1907, om nogle af sine indtryk fra verdenskrigen, og hun er ikke alene om dem. I den ene erindring efter den anden møder vi skildringer som denne om dyb social elendighed i krigsårene i store dele af arbejderklassen. Trods rugmaksimal, statslige opkøb for at sikre forsyninger og trods dyrtidslove i 1915 og 1916 blev de elementære livsfornødenheder især i byerne færre og dyrere.

Allerede i krigens andet år var madpriserne steget med 30 procent, og ved krigens slutning var stigningen 85 procent. Det pressede den andel af indkomsten, som de dårligst stillede anvendte til fødevarer, op på 65-70 procent, hvor den før krigen havde været på knap 50 procent. Dertil kom, at fødens næringsværdi faldt, fordi selv de bedre stillede arbejdere blev tvunget til en omlægning af forbruget fra kød, flæsk, smør og æg til rugbrød, margarine og flæskeaffald.

Prisstigningerne indebar et fald i reallønnen på mellem 15 og 20 procent, selv om den nominelle løn steg svagt i de første krigsår og ganske kraftigt i de sidste år. Medvirkende til reallønsfaldet var også brændselsprisernes himmelflugt med en stigning på 175 procent i de fire krigsår. Beretningen ovenfor om brændeindsamling i skovene kan suppleres med det trøstesløse billede af børn på byernes jernbane- og havneterræn slæbende på sække, hvori de samler kul og koks. En svag fornemmelse af fattigdommens omfang giver det tal på ca. 180.000, der ved krigens slutning modtog understøttelse i kraft af den særlige dyrtidslovgivning. Dertil skal så regnes et nogenlunde uforandret antal modtagere af egentlig fattighjælp på ca. 80.000 og de mange, der fik arbejdsløshedsunderstøttelse. Ved alle former for hjælp var satserne for understøttelse umådeligt lave sammenlignet med nutidens ydelser.

Alle vegne var der børn. På byernes gader og stræder, i baggårde og trappeopgange vrimlede det med dem. Nogle legede, andre var på arbejde som bude, avis- eller mælkedrenge. Den syv-otteårige pige fra Køge fortæller, at hun allerede før hun begyndte i skolen gik ærinder for en lille trikotageforretning. En del af de lidt ældre, både piger og drenge, bevægede sig på kanten af værgerådssager med frivillig eller tvungen fjernelse fra forældrene som en yderst nærliggende risiko. Årsagerne kunne være „usædelighed” eller småkriminalitet.

Sådanne miserer kunne skyldes forældrenes manglende omsorg, men var oftest en følge af deres manglende evne, økonomisk og socialt, til at tage sig af børnene. Det kunne bunde i, at begge forældre måtte arbejde, eller at arbejdsløsheden havde ramt familien. Den lettelse i boligsituationen, der var sket i årene før krigen, blev brat afbrudt af en voldsom bolignød og sammenstuvning af mange mennesker i de ganske små lejligheder.

Den væsentligste årsag var en eksplosiv vækst i byernes befolkning. Fra 1911 til 1921 voksede Københavns indbyggertal med 100.000 til ca. 560.000 og provinsbyernes med 120.000 til ca. 670.000. Boligbyggeriet kunne slet ikke følge med. Antallet af husvilde, som måtte tages under kommunal boligforsorg, blev mangedoblet og var i 1920 oppe på godt 7000 i København og et tilsvarende antal i provinsbyerne.

På Rigsdagen vedtog partierne krigen igennem love, der skulle afbøde den sociale elendighed. Dels om tilskud til varer som kul, flæsk, brød, smør og mælk, og dels i vinteren 1915 en dyrtidslov, der gav kommunerne mulighed for at gennemføre foranstaltninger med statslig refusion for „uformuende eller mindrebemidlede” og sikre deres forsyning af elementære livsfornødenheder. Lovgiverne begrundede loven med frygten for at svække befolkningens modstandskraft og nødvendigheden af at forebygge, at „alvorlig nød skal indtræde i den fattigste del af befolkningen, og store dele af den befolkning, der kun har små indtægter til rådighed, skal rammes af underernæring”. Problemet var, at lovens gennemførelse var afhængig af det politiske flertal i de enkelte kommuner, og ved dens revision i 1916 havde kun 25 af landets 79 købstæder udnyttet muligheden for generelle prissænkninger. Det var ifølge Ove Rode navnlig Venstres folk i kommunerne, der holdt igen.

Over for den miserable boligsituation søgte staten at gribe ind ved dels at regulere huslejen og dels åbne mulighed for offentlig støtte til nye lejligheder. For at undgå at husejerne skulle udnytte mangelen på boliger til lejeforhøjelser, blev der i 1916 gennemført en lov om huslejefastsættelse og beskyttelse mod opsigelse. Ordningen skulle overvåges af kommunale huslejenævn. Til fremme af boligbyggeriet vedtoges samme år en lov, der muliggjorde fritagelse for eller lempelse af ejendomsskatter på nye udlejningsejendomme i indtil ti år. Året efter blev finansministeren bemyndiget til at yde lån til byggeforeninger, der ønskede at opføre sunde og billige boliger for ubemidlede personer af arbejderklassen.

Det fik mange kommuner og kooperative eller almennyttige boligforeninger til at iværksætte omfattende boligbyggerier. Københavns kommune gik i spidsen, især efter at socialdemokraterne i 1917 havde vundet det absolutte flertal i borgerrepræsentationen. Men helt slog det ikke til, navnlig ikke som en løsning af de husvildes problemer. Nogle kommuner måtte i perioder indkvartere husvilde på skolerne, i København også på Sundholmen og i kvindefængslet på Christianshavn. I årene efter 1917 blev der i København og de større provinsbyer opført talrige husvildeboliger i udkantområderne, enten som barakbyer eller som billigt muret byggeri. Trods disse boligers mildt sagt beskedne kvalitet blev mange af dem stående i mere end et halvt århundrede.

Den sociale elendighed kulminerede i vinteren 1917-18, da en massiv arbejdsløshed føjedes til de øvrige problemer. Umiddelbart efter krigsudbruddet var arbejdsløsheden steget kraftigt til omkring ti procent, men i både 1915 og 1916 var beskæftigelsesforholdene i de fleste brancher gode. Arbejdsløsheden var som helhed på henholdsvis otte og fem procent. Den uindskrænkede ubådskrig og forsyningsblokaden fra begyndelsen af 1917 slog i løbet af året hårdt igennem i de fleste brancher. Mangel på råvarer og brændsel og de forringede afsætningsmuligheder sendte mange tusinder ud i arbejdsløshed. Den nåede i begyndelsen af 1918 op på 20 procent i gennemsnit, med store forskelle mellem brancherne. I tekstilindustrien var 44 procent arbejdsløse. Blandt samtlige kvinder i arbejdsløshedskasserne var 31 procent uden arbejde, hvilket dækker over et reelt langt større tal, da mange kvinder endnu var uorganiserede.

Blandt bygningshåndværkerne og de ufaglærte, der var knyttet til byggeriet, var der krigen igennem en høj arbejdsløshed på omkring 20 procent. De offentlige foranstaltninger for at fremme byggeriet havde svært ved at slå igennem, blandt andet på grund af materialemangel.

Den store ledighed var mere, end arbejdsløshedskasserne kunne klare, så også her måtte der gennemføres statslig støtte. Ved en lov fra efteråret 1914 fik kommunerne refunderet halvdelen af hjælpen til ekstraordinært arbejdsløse. Den skulle ydes fra hjælpekasserne, men skulle som de øvrige sociale særforanstaltninger være uden fattighjælps virkning. I dyrtidsloven 1915 flyttedes tilskuddene over til statens normale bidrag til a-kasserne. I 1917, da problemerne blev særlig akutte, øgedes tilskuddene, og der blev lagt dyrtidstillæg til understøttelsen. Hele støttesystemet forlængedes flere gange i de første efterkrigsår under stadig større skepsis fra de borgerlige partiers side. Da var arbejderne og deres organisationer imidlertid begyndt at kæmpe mod elendigheden med anderledes effektive midler.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Brød, brændsel og bolig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig