Andreas Fritzner, der var en af de ledende syndikalister og stod i spidsen for stormen på Børsen. Fritzner voksede op på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg tæt ved rabarberlandet. Som nr. 1 i sin klasse på Jagtvejens Skole blev han optaget i De forenede Kirkeskoler i Nørregade og senere udlært som smed. Fra 1908 arbejdede han på forskellige københavnske skibsværfter. Da havde han allerede indledt sit virke på den socialistiske venstrefløj. Hans aktivisme indbragte ham en danmarksrekord som den, der flest gange er blevet fængslet for politiske handlinger.

.

Fritzner, Gissemann og de fleste demonstranter ved stormen på Børsen var syndikalister, og aktionen var et af mange vidnesbyrd om syndikalismens voldsomme vækst i løbet af krigen. Skønt de ikke var ene om at udfordre Socialdemokratiet og DsF, var de den eneste egentlige massebevægelse og den første alvorlige trussel mod den socialdemokratiske dominans blandt arbejderne. I tusindvis vendte arbejderne sig over hele landet mod den moderate reformistiske politik, som havde været arbejderbevægelsens kendetegn i de foregående årtier. De syndikalistiske kampformer med direkte aktioner og spontane kampe fejede sammen med andre revolutionært inspirerede aktionsformer ind over de danske arbejdspladser og den politiske scene.

Den samlede arbejderbevægelse kunne fremvise en eksplosiv fremgang i medlemstal, utvivlsomt forårsaget af den store indvandring til byerne. Fra 1914 til 1920 – på blot seks år -mere end fordobledes antallet af fagligt organiserede fra ca. 160.000 til mere end 350.000. Kvindernes antal af de organiserede steg ganske kraftigt fra ca. 12 procent til 18 procent. Det er næsten umuligt at vurdere, om radikaliseringen især slog rod blandt de mange nytilkomne, som var uden erfaringer med organisationslivet og procedurerne på arbejdsmarkedet. I Norge, hvor radikaliseringen var endnu stærkere, synes der at have været en sammenhæng mellem indvandring til nye industrier og tilslutning til syndikalismen.

Herhjemme er billedet mindre entydigt. De militante arbejdere fordelte sig over et bredt spektrum af fag og fagforeninger. Det er yderligere karakteristisk, at bevægelsen denne gang ikke forblev et københavnsk fænomen, men hurtigt fik fodfæste i større provinsbyer som Odense, Århus, Silkeborg, Randers og sågar også i embedsmandskonservatismens højborg, Viborg. Ud over landet var der i 1919 i alt 29 organiserede afdelinger af den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS).

Omfanget af den syndikalistiske bevægelse er vanskeligt at bestemme. Medlemstallet i den løse centrale organisation kulminerede i 1919 med ca. 4000, og FS's ugeblad Solidaritet nåede et oplag på ca. 17.000. Det siger imidlertid kun lidt om syndikalisternes indflydelse, fordi deres aktivitetsniveau var usædvanlig højt, og deres evne til at rive ellers mere moderate kammerater med til aktioner blev velkendt og skræmmende for de etablerede faglige ledere. Med forholdsvis få medlemmer kunne de møde op på generalforsamlinger og medlemsmøder og enten overtage ledelsen eller overtale deres kammerater til at gå i aktion. I Odense fik de således i januar 1918 vedtaget et forslag omen „lokal generalstrejke” mod de socialdemokratiske lederes kraftige protester. Med deres stadige og ubønhørlige kritik af den faglige ledelses moderation og hensyntagen til den politiske borgfred, af centraliseringen og bureaukratiseringen af organisationerne og med deres krav om ophævelse af septemberforliget og indførelse af urafstemning ved indgåelse af overenskomster slog de på strenge, der vakte genklang hos adskillige arbejdere.

Årsagerne til deres fremgang var mange. Dyrtiden udhulede både den femårige overenskomst 1911-16 og de meget beskedne forbedringer, der blev opnået ved forhandlingerne i 1916. Syndikalisternes vilje og evne til at sætte ind over for uddybelsen af de sociale kløfter havde bred appel. Eksempelvis deres aktioner for at hjælpe familier, der af kongens foged blev sat på gaden. Så snart fogeden var borte, hjalp syndikalisterne familierne med at genindtage deres lejligheder.

På initiativ af FS organiserede de arbejdsløse sig i vinteren 1917-18 og søgte gennem store demonstrationer at vinde lydhørhed for deres krav. Ved arbejdsnedlæggelser støttede en del af de arbejdende kravene, og disse aktioner var givetvis medvirkende til de forbedringer af understøttelsen, der blev gennemført af Rigsdagen.

Syndikalisternes indflydelse blev dog især skabt gennem det utal af arbejdskonflikter for højere løn, lavere arbejdstid og bedre arbejdsforhold, som de iværksatte i årene 1917-20. Antallet af konflikter steg i disse år drastisk. Hvor der i 1916 var 66, nåede tallet af registrerede konflikter i 1919 op på 472, hvortil kom et utal af mindre aktioner. Selv om syndikalisterne gik i spidsen, aktionerede også mange af de socialdemokratisk ledede fagforeninger. Samlet udvirkede de mange strejker, at lønniveauet blev hævet meget betydeligt. Efter det store reallønsfald i krigens første tre år blev den nominelle timeløn gennemsnitlig næsten tredoblet 1918-19, og reallønnen kom allerede i 1919 op på 40 procent over niveauet i 1914.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Radikalisering blandt arbejderne og splittelse i arbejderbevægelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig