Gullaschbaroner og børsspekulanter

Mens store dele af arbejderklassen havde svært ved at klare dagen og vejen, tjente andre grupper i samfundet eventyrlige summer. Krigen igennem var offentligheden levende optaget af de nye rige, der med opfindsomhed udnyttede de nicher, der bød sig til med mulighed for hurtige og store fortjenester.

Gullaschbaroner blev en samlebetegnelse for disse meteorer på pengeadelens himmel. Nogle af dem tjente nemlig deres penge på at fabrikere gullasch til den tyske hær. I kældre og baggårde skød konservesfabrikker frem, der skulle opfylde det næsten umættelige behov for fødevarer til de tyske tropper. Før krigen var der 21 kødkonservesfabrikker i landet, under krigen steg tallet til 148, og de eksporterede tilsammen mere end 50 gange så meget som før krigen.

Indholdet og kvaliteten kerede fabrikanterne sig ikke meget om. En konservesmester har fortalt om produktionen på en fabrik i Valby:

"Det var, hvad man kalder ungarsk gullasch, vi lavede. Med paprika. Det var det eneste krydderi, vi kunne få. Vi brugte en hel del, alt efter kødets kvalitet. Godt smagte det ikke. De arme tyskere sagde vi tit, men de var jo sultne, så glider det lettere ned … Det var ikke meget, der gik til spilde. Det eneste vi ikke brugte, var hornene på kreaturerne. Alt, hvad vi var vant til at smide væk før krigen, fandt vi anvendelse for. Sener, brusk, indvolde, alt. Benene knuste vi til mel … De sagde godt nok inde i byen, at vi puttede rotter i spegepølserne, men det er løgn. Vi var ikke så nøjeregnende med kødets kvalitet. Og det skete, det havde en tanke. Men fordærvet var det ikke. Nej. Det skulle da kun være, hvis der røg en med af en fejltagelse. Det kunne man jo ikke garantere for."

Kvægmarkederne rundt om i landet oplevede en sand invasion af kreaturer. Bønderne skulle udnytte de gode priser, og kvægopkøberne havde kronede dage. En af de mere farverige var det københavnske kvægtorvs absolut dominerende skikkelse i disse år, Berliner-Nielsen. Han opkøbte i oktober 1915 tre bøfler i Zoologisk Have og solgte dem videre til en gullaschfabrik. Havens direktør var godt tilfreds. Han fik 1800 kroner for dyrene, væsentlig mere end en arbejders normale årsindkomst.

Det var dog nok på Børsen, de største penge blev tjent. For dem der havde eller tjente mange penge, betød vareknapheden, at der blev megen ledig kapital, som det gjaldt om at få til at yngle. Den fandt vej til Børsen, som nu ikke længere alene var hjemstedet for grosserere, men også for „småhandlende, mælkekuske og -drenge, ja alle, der kunne skaffe et par hundrede kroner til veje, prøvede ad denne snart ikke længere så usædvanlige vej at blive millionær”, berettede en af de uheldige spekulanter, skibskaptajn H. C. Røder.

En børsreporter fra Politiken berettede i 1916 lettere rystet:

"Kommer man efter længere tids forløb op på Børsen igen, giver det et sæt i en; man kender salen, man kender omgivelserne, men man kender ikke publikum. De mærkværdigste typer er dukket op, ikke beroligende at se på. En bølge af simpelhed og tarvelighed er skyllet ind over den gamle børs."

Høj og lav, landboere og byboere, alle deltog i denne hektiske dans om guldkalven. Det var ikke alene opkomlinge, der spekulerede. Som det senere til overflod blev afdækket i kølvandet på Landmandsbankens krak i 1922, var også respektable kapitalister, bankdirektører, skibsredere og sågar også embedsmænd alvorligt engageret i at forøge deres formuer ved spil på Børsen.

For mange forsvandt de hurtigt tjente kapitaler så hurtigt som sæbebobler. Andre gjorde, hvad de kunne for at formøble dem i et overdådigt forbrug af boliger, mad og drikke, tøj og køretøjer. Den ene rigmandsvilla efter den anden blev købt af en gullaschbaron, og i de fine kvarterer, som langs den københavnske Strandvej, skød luksuriøst udstyrede, men arkitektonisk ofte prangende huse op. Mens de gamle „fine” kapitalister sædvanen tro omgikkes deres penge med diskretion, udstillede de nyrige deres med en mangel på blufærdighed, der vakte vrede blandt de fattige, arbejderne og de arbejdsløse, og forargelse blandt de respektable borgere.

Uden større held søgte Emma Gad med sin „Takt og Tone. Hvordan vi omgaas” fra 1918 at polere vulgariteten og indpode lidt almen dannelse i dette nye borgerskabs mænd og kvinder. Gullaschbaronerne befolkede restaurationer og forlystelsessteder, og de var sjældent karrige. Fra deres foretrukne tilholdssted, den københavnske restaurant Wivel, beretter kapelmester Theodor Lumbye blandt andet:

"Ofte hændte det, at man indtog både frokosten, middagen og aftensmaden hos Wivel, og hvis gæsterne ikke var alt for „trætte”, fortsatte samværet om natten i skibsrederens kostbart udstyrede lejlighed, hvor champagnepropperne knaldede til den lyse morgen. Og det var ikke ualmindeligt, at han engagerede mig og 6-7 mand af orkestret til at spille for sine nattegæster. Der stod så biler og ventede uden for Wivel for at bringe os til hans bopæl. Disse natlige engagementer, der blev large betalt, endte som regel med, at vi blev betragtet som gæster og deltog i det natlige sold."

Skønt fjernt fra slagmarkerne og de udenlandske revolutioner lå der, som det ofte er tilfældet i den slags hektiske situationer, en understrøm af desperation og nederlagsstemning i de vilde udfoldelser, en fornemmelse af, at det ikke kunne holde, at stærkere kræfter bankede på de riges port.